Folkeafstemningen set fra kontinentet: Er det danske oprør slut 30 år efter Maastricht?
For politikere og analytikere i andre EU-lande handler vores afstemning 1. juni om mere end dansk deltagelse i europæisk forsvar. Symbolikken i de skeptiske nordboers valg bliver opfattet som stærk, fordi det sker på et vigtigt tidspunkt i samarbejdets historie.
BRUXELLES: Man kan jævnligt høre folk i Danmark sige, at vi danskere har en tendens til at overvurdere, hvor meget vi selv betyder i andre nationaliteters øjne. I det store billede er det måske nogle gange sandt, at vi glemmer, hvor små vi er.
Men i det europapolitiske landskab er det langtfra altid en korrekt beskrivelse, at Danmark ikke betyder noget. Selv et lille land kan inspirere på godt og ondt. De valg, danskerne foretager, kan give genlyd i kontinentets politiske korridorer.
Sådan var det, da Danmark som det første medlemsland afviste samarbejdets ambitioner ved at stemme nej til Maastrichttraktaten i juni 1992. Og sådan bliver det igen i et vist omfang, når vi stemmer om forsvarsforbeholdet i juni 2022.
Godt nok er der ikke nogen ny traktat, vi kan skyde ned denne gang. I substansen er det kun Danmark, der har noget på spil, nemlig vores deltagelse eller ej i EU’s fælles forsvarspolitik.
Men i den politiske analyse uden for landets grænser har denne nye danske folkeafstemning også en form for symbolsk betydning, der kan gribes og bruges af forskellige politiske kræfter i andre lande.
Macron håber på et nyt signal fra Danmark
”Ingen med forstand på politik her i Frankrig har glemt det danske nej i 1992. Vi franskmænd var også selv meget tæt på at stemme nej dengang. Danmark var et alarmsignal. Hvor står danskerne nu, 30 år efter? Har I mon lagt Maastricht bag jer,” spørger den franske politolog Thierry Chopin.
Han var en af de forskere, der af egen drift kom hen for at hilse på en dansker, da jeg for nylig besøgte Jacques Delors Instituttet i Paris. Det var netop den forestående folkeafstemning i Danmark, som denne ekspert i europæisk demokrati var nysgerrig efter.
”Det danske nej er en reference for det øjeblik, hvor en befolkning for første gang sagde nej til ambitionerne om politisk union. Det er symbolsk for den opfattelse – især i det nordlige Europa – at det europæiske samarbejde skal være et marked og ikke andet,” siger Chopin, der er vicedirektør for den europapolitiske afdeling på Det Katolske Universitet i Lille.
Thierry Chopin er ikke et sekund i tvivl om, at Frankrigs netop genvalgte og meget EU-ivrige præsident håber på et ja i Danmark:
”Emmanuel Macron vil klart kunne bruge det. Han kan præsentere det som et imponerende signal om, at selv de mere skeptiske europæere nu ser behovet for et stærkere og mere autonomt EU. Det vil styrke hans projekt.”
Nationalister og brexiteers hepper på nejsiden
Omvendt vil det af Macron og andre EU-tilhængere blive set som et negativt signal om mistillid til projektet, hvis flertallet af de danske vælgere stemmer nej 1. juni. Til gengæld vil et nej kunne bruges af de franske højre-nationalister som et argument for, at præsident Macron misforstår Europas politiske udvikling.
”Marine er meget interesseret i Danmark,” var en sætning, jeg hørte mere end én gang fra politikere og rådgivere i Marine Le Pens parti, Rassemblement National, under april måneds præsidentvalgkamp i Frankrig.
Det samme gør sig gældende blandt nationalkonservative politikere på den fløj i britisk politik, der kæmpede for at melde Storbritannien ud af EU. Sådan siger en af de førende britiske eksperter i europæisk sikkerhedspolitik, Nick Whitney fra European Council on Foreign Relations (ECFR):
”Et dansk nej vil blive brugt af folk som Nigel Farage til at påvise, at de havde ret. Omvendt vil Farage og andre ’brexiteers’ blive skuffede, hvis danskerne stemmer ja til at gå med i europæisk forsvar her efter Brexit,” siger han.
Mere sammenhæng mellem Nato og EU
Whitney var i sin tid med til at grundlægge Det Europæiske Forsvarsagentur (EDA), og han blev dets første direktør dengang i 2004, hvor Storbritannien selv var et aktivt EU-land med stor interesse for den fælles sikkerheds- og forsvarspolitik.
Trods landets beskedne størrelse betragter Nick Whitney Danmark som en væsentlig nation i europæisk sikkerhedspolitik, fordi danske soldater i mange år har spillet en aktiv rolle i internationale operationer.
”Derfor vil det være en reel styrkelse af EU’s forsvarspolitik, hvis Danmark begynder at deltage i operationerne. Men det er også mere end det,” siger han:
”Europæernes forsvar har længe været plaget af en falsk modsætning mellem Nato og EU. Når nu Finland og Sverige efter alt at dømme kommer med i Nato, og hvis Danmark samtidig træder ind i EU’s forsvarspolitik, så vil det i endnu højere grad smelte de to organisationers medlemskreds og interesser sammen. Det er godt for hele Europa.”
Folkeafstemning i et nyt verdensbillede
Både Nick Whitney og den franske forsker Thierry Chopin beskriver de senere års udvikling i Rusland og USA – Putins krig og Trumps mulige genvalg – som kraftfulde argumenter for, at Europa og verden omkring Danmark har ændret sig drastisk siden 1992.
”Nato og EU står et helt, helt andet sted efter Brexit, Trump og pandemien. Vi kan ikke stole på USA, og der er er krig i Ukraine. Nogle frygter endda atomkrig. Politisk er der samtidig to store, modstridende strømninger på tværs af kontinentet: En i europæisk retning, en anden mere nationalistisk. I den situation kan Danmarks valg blive symbolsk,” siger Chopin:
”Er danskerne mere eller mindre nationalistiske, end da de stemte nej til Maastricht for 30 år siden? Det er et interessant spørgsmål på netop dette tidspunkt i Den Europæiske Unions historie.”
Mai Villadsen kan ånde lettet op efter årsmøde
Afstemning om forsvarsforbeholdet kløver partierne i tre
