DF: Højstemt retorik om EU som militær supermagt er kun varm luft

Den noget klodsede amerikanske troppetilbagetrækning i Afghanistan og efterfølgende Taliban-magtovertagelse har fået tilhængere af et mere føderalt Europa til at lufte ambitionerne om et opgør med det danske EU-forsvarsforbehold.

Blandt andet har Venstres formand Jakob Ellemann-Jensen været på besøg hos sin far og fundet de hengemte, mølædte EU-sokker frem fra kommoden. Men de klæder sønnike lige så dårligt som farmand.

I det hele taget er det svært at se, at Danmark skulle have nogen interesse i at slække på Nato-samarbejdet til fordel for et forsvarspolitisk samarbejde inden for EU – og det vil naturligt blive konsekvensen. Mon EU kunne have løst opgaven i Afghanistan bedre end USA? Svaret er ret klart. Nej, EU-landene ville end ikke have været i stand til at påbegynde opgaven i Afghanistan, så det er egentlig besynderligt, at vi overhovedet diskuterer ophævelsen af forsvarsforbeholdet på den baggrund.

I Danmark har vi ingen interesse i at EU skal fylde mere i det forsvarspolitiske samarbejde. Med Storbritanniens farvel til EU er Europas stærkeste militærmagt ude af det forsvarspolitiske samarbejde.

USA er vigtigste allierede 
I realiteternes verden er det faktisk helt umuligt at forestille sig et europæisk forsvarssamarbejde, der blot i mindste mål skulle kunne det, som amerikanerne kan.

De europæiske lande har i årevis undladt at betale to procent af bruttonationalproduktet til forsvaret, men har samtidig i skrift og tale store ambitioner om at gøre USA rangen stridig som en betydende international militærmagt. Spørg bare Emmanuel Macron og EU-Kommissionen. Men højstemt retorik om EU som militær supermagt og manglende lyst til at hive tegnebogen frem hænger simpelthen ikke sammen – og det understreger blot igen hvilken papirtiger EU er. Store armbevægelser, falbelader og storskrydende europæiske politikere er der masser af, men når det kommer til at lade handling følge ord, så sker der ikke mere.

EU-landene mangler alle forudsætninger for at kunne overtage USA's magtposition i verden. Fra helt basale militære kundskaber som for eksempel at kunne tanke fly i luften til evnen til at kunne deployere tropper. EU-landene har heller ikke evnet i noget nævneværdigt omfang at koordinere indkøb af våben, selvom det i årevis har været en ambition. Man har hellere villet fremme egen våbenindustri på fællesskabets bekostning. Og det understreger jo blot, at det når det kommer til stykket, så er hvert EU-land sig selv nærmest – og faktisk er det USA, der holder sammen på EU-landene med faste krav om, at disse rent faktisk også skal bidrage til eget forsvar.

Uhyre velfungerende samarbejde i Nato 
Hvad er i øvrigt meningen med at oprette en ny, konkurrerende organisation til Nato? Vi har et uhyre velfungerende forsvarspolitisk samarbejde inden for Nato-alliancen og hvorfor skal det skiftes ud med et fælles europæisk forsvar? Hvorfor skifte noget ud, der virker med et højest usikkert alternativ?

Vores forsvarspolitiske udfordringer i Europa og Nordamerika er de samme: Islamisk terrorisme, slyngelstater med atomvåben og digital krigsførelse som nogle af de væsentligste. Hvorfor samarbejder vi ikke om dette i en fælles forsvarspolitisk alliance i stedet for at slås om opgaverne?

Det er min faste overbevisning, at EU's forsvarspolitiske samarbejde aldrig kan blive andet end en luftspejling. Der er simpelthen for langt mellem virkeligheden og retoriske udfoldelser fra folk som Emmanuel Macron og Angela Merkel.

Danmark står sig bedst i en tæt alliance med USA og Storbritannien, og opgaven er frem for alt at fastholde USA's engagement og interesse for Europa. Det kan blandt andet ske ved at de europæiske medlemslande viser vilje over for USA til rent faktisk at påtage sig et større ansvar for eget forsvar ved at betale det, det koster.

debat@altinget.dk