Tandlæger vil ud af S-erhvervsklub hurtigst muligt: "De rige kan betale sig foran i køen, og det er problematisk"

Tandlægeforeningens formand kendte ikke til medlemskab af S-erhvervsklub, før organisationen skilte sig af med sin direktør i foråret 2021. "Det burde ikke være nødvendigt at betale til en erhvervsklub for at få et møde med ministeren," siger Susanne Kleist.

Tandlægeforeningens forbindelse til Socialdemokratiets erhvervsklub, Erhvervsforum Vækst DK, skal afbrydes straks. 

Det vil Tandlægeforeningens formand, Susanne Kleist, personligt tage hånd om. 

Det slår hun fast, efter Altinget har afsløret, hvordan Tandlægeforeningens tidligere topchef, Joakim Lilholt, i sommeren 2019 brugte interesseorganisationens medlemskab i erhvervsklubben til at arrangere et møde "hurtigst muligt" med den nye sundhedsminister, Magnus Heunicke (S).

Formanden mener ikke, at det skal være pengene, der er afgørende for, om man kan tale med en politisk ordfører eller minister.

"Alle bruger deres forbindelser til at hoppe foran i køen. Men forskellen her er, at de rige kan betale sig foran i køen, og det er problematisk i forhold til vores demokrati," siger hun.

Ifølge Susanne Kleist gik det først op for Tandlægeforeningen, at interesseorganisationen var medlem af både Erhvervsforum Vækst og Venstres erhvervsklub, Den Liberale Erhvervsklub - hvilket koster et årligt kontingent på omkring 20.000 kroner for hver klub - i forbindelse med, at foreningen i februar afbrød samarbejdet med sin topchef gennem 12 år, Joakim Lilholt.

"Jeg har mødtes med Magnus Heunicke en enkelt gang, da han blev sundhedsminister," siger hun og fortsætter:

"Vi er både medlem af den røde og blå erhvervsklub. Det var ikke noget, jeg var bekendt med. Det var noget, som den daværende direktør valgte at være."

Formand vidste ikke, møde blev aftalt gennem erhvervsklub

Tandlægeforeningen har ifølge Susanne Kleist forsøgt at melde sig ud af Socialdemokratiets erhvervsklub.

Men det var ikke muligt, da man betaler medlemskontingentet på 20.000 kroner for ét år ad gangen.  

"Vi betalte for et år ved udgangen af 2020. Men jeg var ikke klar over, at det pågældende møde kom i stand gennem erhvervsklubben," siger Susanne Kleist.

Hvad handlede mødet om?

"Jeg havde den overbevisning, at jeg fik et møde, fordi vi sidder med en opsagt overenskomst som den eneste branche i sundhedssektoren. Vores overenskomst blev opsagt i juni 2018 af et samlet Folketing, og derfor er vi selvfølgelig interesserede i at få fornyet den her overenskomstaftale. Det var det, vi var til møde om," siger Susanne Kleist. 

Hvem deltog på mødet?

"Mig, Joakim Lilholt, Magnus Heunicke, departementschef Per Okkels og tre til fire embedsmænd fra ministerens sekretariat," siger hun.

I har allerede adgang til fire eksklusive møder med regeringens ministre gennem jeres medlemskab af erhvervsklubben. Hvorfor var det nødvendigt med yderligere et eksklusivt møde med Sundhedsministeren kun for jer?

"Jeg er ikke del af denne erhvervsklub, og jeg anede ikke, at den eksisterede. Jeg har bedt om at få et møde med den nye sundhedsminister for at sætte fokus på, at der skal laves en ny vision for voksentandplejen. Havde jeg været bekendt med, at der havde været de andre møder i erhvervsklubben, kunne det godt være, at det var nok, men jeg ved ikke, om sundhedsministeren er tilstede på de møder," siger hun og fortsætter:

"Det har været helt normal praksis for formænd i Tandlægeforeningen, at vi snakker med de sundhedspolitiske ordførere, og at vi kontakter dem, hvis vi synes, at der er noget, som skal arbejdes på. Det er ualmindeligt at blive opsagt på sin overenskomst, og derfor har vi kontaktet Magnus Heunicke for at høre, hvor langt han var i processen, og hvad han har tænkt sig at gøre noget ved det."

Prøvede at melde sig ud i foråret

Hvorfor er det Joakim Lilholt, der sender mailen, så du kan få et møde med ministeren?

"Det er sådan, at arbejdsfordelingen er. Jeg sender heller ikke pressemeddelelser ud. Det gør min kommunikationschef. Jeg arbejder også som tandlæge ved siden af, selvom jeg er formand i Tandlægeforeningen. Det skal man ifølge vores regler. Alle aftaler med embedsfolk, Sundhedsstyrelsen og ministre ligger i vores sekretariat," siger Susanne Kleist og tilføjer:

"Jeg har en direktør med nogle politiske forbindelser, og det er derfor, at jeg har en direktør ansat. Han skal skaffe mig møder med politikere, som vi gerne vil have i tale. Jeg troede ikke, at det var gennem en erhvervsklub."

 

Har I tænkt jer at melde jer ud af partiernes erhvervsklubber?

"Vi prøvede faktisk at melde os ud, da vi via pressen fandt ud af, at vi var medlem. Set fra min stol kan jeg ikke se, at vi har fået meget ud af det andet end, at partierne har fået nogle penge," siger formanden og fortsætter:

"Det går også op for os, at medlemskabet er personligt, men af uransagelige grunde er det blevet overført til en anden sekretariatsmedarbejder, så vi kan ikke komme ud af det. Vi kan ikke få pengene tilbage. Det kan man godt undre sig over, når vi ikke længere vil være medlem af erhvervsklubben."

Formand irriteret over at opdage medlemskab

Betyder det, at I melder jer ud, næste gang der kommer en opkrævning?

"Ja, det er sådan, vi har det. Og så længe jeg er formand, skal vi ikke være medlem af en sådan erhvervsklub. Vi skal kigge på, hvordan vi bruger medlemmernes penge bedst," siger Susanne Kleist, der ikke lægger skjul på sin irritation over at opdage Tandlægeforeningens medlemskab.

"Hvis det bliver sådan i dansk politik, at man kun kan kan få møder med en minister, hvis man er medlem af en erhvervsklub, så kan det jo være nødvendigt. Men så vidt jeg ved, så er det sådan i et demokrati, at man stadig kan få møder med et parti, uden man er medlem af en klub. Som du nok kan høre på mig, så irriterer det mig ret meget at opdage, at vi er medlem af en klub, som vi ikke vidste, vi var medlem af," siger hun.

Som formand er du chef for den administrerende direktør. Dit job er at kigge ham over skulderen. Er det ikke for dårligt, at du ikke vidste, at Tandlægeforeningen er medlem af erhvervsklubben?  

"Jo, det kan man godt sige, men jeg har spurgt den tidligere formand, om han vidste det, men det gjorde han ikke. Normalt er der en åbenhed i sekretariatet, hvor vi snakker om, hvad vi betaler til og hvilken indflydelse, vi har. Vi betaler direktøren for at have et politisk netværk, vi kan bruge, hvis der opstår kriser. Det var dumt ikke at vide, men det har aldrig faldet mig ind, at de møder, der blev refereret til, var blevet betalt for. Men så lærte jeg det."

Hvad siger du til kritikken om, at det er demokratisk problematisk, hvis man igennem erhvervsklubben kan købe sig adgang til møder, som andre ikke kan få?

"Det er jeg fuldstændigt enig i. Det burde ikke være nødvendigt at betale til en erhvervsklub for at få et møde med ministeren, for det er ikke særligt flatterende for vores demokrati."

"Det er politikerne, der er med til at korrumpere borgerne"

Jesper Olsen, formand i Transparency International Danmark, mener, at Tandlægeforeningen er med til at korrumpere Magnus Heunicke. Hvad siger du til det?

"Jeg synes ikke, at det er os. Det starter et andet sted. Det er politikerne, der er med til at korrumpere borgerne og de forskellige organisationer ved at lægge vægt på denne mulighed. Det er latterligt," siger Susanne Kleist.

Men det er jo din direktør – og ikke Magnus Heunicke – der laver koblingen til medlemskabet i erhvervsklubben, da mødet skal bookes. Det er jo jer, der pointerer, at fordi Tandlægeforeningen er medlem, så vil man gerne have et møde?   

"Det vil jeg egentlig ikke forsvare. Jeg er heller ikke cc på den mail, for så havde jeg naturligvis undret mig over det og spurgt ind til, hvad det er for en erhvervsklub. Jeg har holdt møde med både Ellen Trane Nørby (V) og Sophie Løhde (V), da de var sundhedsministre," siger Susanne Kleist.

Har kendt til medlemskab siden foråret

Efter Tandlægeforeningen i foråret 2021 opdagede foreningens medlemskaber i Socialdemokratiets og Venstres erhvervsklubber, blev medlemskaberne vendt i hovedbestyrelsen.

Her blev det besluttet, at man skulle melde sig ud.

"Vi har en intern diskussion her, hvor vi har prøvet at melde os ud. Min hovedbestyrelse, og jeg finder det ikke nødvendigt at være medlem af en erhvervsklub for at komme i tale med politikerne. Så har vi haft en direktør, der har ment, at det var nødvendigt at være medlem, men som ikke har ment, det var nødvendigt at informere sin hovedbestyrelse om det," siger Susanne Kleist. 

Du fortæller, at du først bliver bekendt med Tandlægeforeningens medlemskab i foråret 2021. Hvorfor har du ikke sat spørgsmålstegn ved, at der er gået 20.000 kroner ud af Tandlægeforeningens konto år efter år på det samme tidspunkt?

"Jeg sidder ikke og kigger i bilag. Jeg sidder og kigger på det overordnede regnskab. Jeg går ikke ned i det enkelte bilag, og derfor har jeg ikke kunnet se det, medmindre jeg vidste, hvad jeg skulle lede efter."

Har sagen med erhvervsklubben noget at gøre med Joakim Lilholts fratrædelse i foråret?

"Nej, det her er først noget, vi har fundet ud af, efter Joakim Lilholt fratrådte."

Ændrer sagen her dit syn på Joakim Lilholts ledelse?

"Det generer mig, at jeg ikke har vidst det, for så havde vi diskuteret det, men som direktør har du en vis frihed til at finde ud af, hvordan du vil indsamle og afgive informationer," siger Susanne Kleist og tilføjer: 

"Det, der generer mig her, er, at man skal betale til en politisk erhvervsklub for at få adgang til at mødes med en minister. Det er et demokratisk problem, men jeg forventer, at min direktør har et politisk netværk."

Vil afbryde alle forbindelser straks

Får denne her sag dig til at afbryde alle forbindelser med Socialdemokratiets erhvervsklub med det samme fremfor at vente på, at der kommer en ny opkrævning i slutningen af året?

"Ja, og vi vil have fjernet vores navn fra det. Så kan det godt være, at pengene er tabt," siger Susanne Kleist.

Så nu tager Tandlægeforeningen kontakt til Socialdemokratiet og Venstre og beder om, at I ikke længere får invitationer eller kommunikation fra erhvervsklubberne?

"Nu skal vi helt ud af det. Det tager jeg hånd om. Vi har ikke deltaget i nogle møder i 2021, efter vi fandt ud af det her."

Altinget har tidligere kortlagt, at Joakim Lilholt har været hyppig gæst ved møderne i Socialdemokratiets erhvervsklub.

Således deltog han i fire ud af seks møder i Erhvervsforum Vækst DK i 2019 og 2020

Igennem aktindsigter har Altinget kortlagt, at det seneste møde i Socialdemokratiets erhvervsklub blev afholdt hos PensionDanmark 28. september. 

Her skulle pensionsbossen Torben Möger Pedersen efter planen byde velkommen, før beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S) skulle stå for den politiske orientering, men her deltog Tandlægeforeningen ikke, oplyser Susanne Kleist.

Forrige artikel Ugens embedsmand: Laila Reenberg har arbejdet med alt fra forsvarsforlig til Christiania og nu beredskab Ugens embedsmand: Laila Reenberg har arbejdet med alt fra forsvarsforlig til Christiania og nu beredskab Næste artikel Dansk dommer bliver vicepræsident ved EU-Domstolen Dansk dommer bliver vicepræsident ved EU-Domstolen