S-ansat bad embedsmænd “ekspedere” møde med minister for betalende medlem af Socialdemokratiets erhvervsklub

"Det er fuldstændigt vanvittigt, at en eller anden tilfældig konsulent i Socialdemokratiet 'giver ordre' til ansatte i ministeriet," siger ekspert om en mail sendt direkte fra en S-ansat til embedsmænd i Sundhedsministeriet. Magnus Heunicke erkender, at der er begået fejl i både embedsværket og partiet.

En medarbejder fra Socialdemokratiets partikontor bad i en mail embedsmænd i Sundhedsministeriet om at "ekspedere" en forespørgsel fra Tandlægeforeningen, der som medlem af Socialdemokratiets erhvervsklub ville mødes med den nyslåede sundhedsminister Magnus Heunicke (S).

Det viser en aktindsigt, som Altinget har fået. 

Otte dage efter, at Mette Frederiksens (S) regering var tiltrådt i 2019, videresendte den pågældende partikonsulent en mail fra Tandlægeforeningens topchef, Joakim Lilholt, der gerne ville mødes med den nye sundhedsminister "hurtigst muligt". 

Gennem mere end et år har Sundhedsministeriet mørklagt forløbet om, hvordan mailen fra Tandlægeforeningen til Socialdemokratiets erhvervsklub, Erhvervsforum Vækst DK, pludselig endte i ministeriet, men fem dage før valgdagen har Sundhedsministeriet givet Altinget aktindsigt i mailen.

I mailen skriver Socialdemokratiets partikonsulent, at erhvervsklubben har fået "en henvendelse fra Tandlægeforeningen, som også er medlem af Erhvervsforum Vækst DK (Socialdemokratiets erhvervsklub), hvor Magnus også deltager".

"Vil I sørge for at ekspedere den?," skriver partikonsulenten direkte i mailen til Magnus Heunickes to ministersekretærer og en tredje embedsmand. 

Flere eksperter er overraskede over, hvor direkte og kommanderende tonen er.

"Det er fuldstændigt vanvittigt, at en eller anden tilfældig konsulent i Socialdemokratiet 'giver ordre' til ansatte i ministeriet. Det er virkeligt grotesk," udbryder forskningsleder ved Danmarks Medie- og Journalisthøjskole Roger Buch grinende, da Altinget viser ham korrespondancen. 

Hvad griner du af? 

"Jeg griner af, at der står ”vil I sørge for at ekspedere den?"

Hvad er det, du finder så grotesk? 

"Socialdemokratiets partikontor har jo ingen rolle at spille i forhold til ansatte i Sundhedsministeriet. Det er fuldstændigt grotesk, at man overhovedet sender sådan en mail og bestiller en vare på vegne af en forening, som gerne vil have et møde med ministeren. Det er alvorligt, grotesk og uhørt," siger han.

{{toplink}}

Heunicke erkender fejl

Over for Altinget erklærer Magnus Heunicke sig enig med eksperterne og erkender, at både Socialdemokratiet og Sundhedsministeriet har fejlet. 

"Det er en klar fejl at tro, at man kan sende sådan en mail. Og jeg må desværre sige, at det er også en fejl fra ministeriets side, at man åbenbart håndterer den som en forespørgsel," siger han.

Sundhedsministeren medgiver, at mailen fra Socialdemokratiet gør sagen mere alvorlig.

"Det gør det på ingen måde bedre. Det gør bare fejlen mere alvorlig," siger Magnus Heunicke, der vil indskærpe praksis over for embedsmændene, hvis han bliver minister igen efter valget. 

Selvom det ikke burde være nødvendigt, understreger han. 

"Det bør stå højt ret højt oppe på side ét som embedsmand," siger han. 

Jesper Olsen, der er formand for den uafhængige NGO Transparency International Danmark mener, at ministeren bør rette fokus mod medarbejderen i partiet. 

"Den medarbejder, som ministeren bør forholde sig kritisk over for, er ikke ministersekretæren, men medarbejderen i Socialdemokratiet, som har fået helt galt i halsen, hvad relationen er mellem partiet og ministeren. Regeringen er ikke Socialdemokratiets forlængede arm," siger han. 

Ministeren understreger, at partiet også har begået fejl, men at han ikke kender den pågældende medarbejder.

"Jeg kender ikke vedkommende i partiet, men det helt klart, at den fejl skal ikke begås," siger Magnus Heunicke. 

{{toplink}}

Ministerens møderække

Tandlægeforeningen, der i 2019 brugte 20.000 kroner på sit medlemskab af Socialdemokratiets erhvervsklub, fik først et møde i kalenderen 11. september med Magnus Heunicke. Mødet blev dog senere flyttet til 30. oktober 2019. 

Sundhedsministeriet har tidligere oplyst til Altinget, at mødet 30. oktober var nummer 29 ud af 35 i Magnus Heunickes hilse-på-møderække, men Sundhedsministeriet har ikke villet oplyse, hvad nummer mødet ville være, hvis det var blevet afholdt som oprindeligt foreslået. 

Efter en klage til Folketingets Ombudsmand oplyste Sundhedsministeriet dog i april til Altinget, at mødet ville have været nummer 17, hvis det var blevet afholdt 11. september.

"Ligner en kendt forretningsgang"

Altinget har tidligere afsløret, at virksomheder og erhvervsorganisationer for 20.000 kroner om året har kunnet købe sig  til møder med topministre som statsminister Mette Frederiksen og finansminister Nicolai Wammen gennem Erhvervsforum Vækst DK.

Roger Buch mener, at tonen i mailen fra Socialdemokratiet til Sundhedsministeriet indikerer, at der ikke er tale om et enkeltstående tilfælde.

"Så ville man aldrig bruge den tone. Det er utænkeligt, at man vil bruge sådan en tone, hvis man ikke kendte hinanden i forvejen," siger han og tilføjer:

"Allerede i den første mail er der en tone om et krav, og den underliggende præmis kører så videre og bliver forstærket, da mailen går videre fra Socialdemokratiets partikontor og til ministeriet. Der bliver det nærmest en kommandotone, når man beder om, at mødet bliver ekspederet."  

Den holdning deler Jesper Olsen.

"Nu kan vi se, at Socialdemokratiet helt klart ved, hvad for en vare, man sælger. Ved at bruge ordet 'ekspedere' giver man indtryk af, at det her er noget, som ikke foregår for første gang," siger Jesper Olsen, der understreger, at han står ved sine udtalelser fra oktober 2021, da Altinget første gang beskrev sagen. 

  

Her omtalte han forløbet, hvor Tandlægeforeningens mail til Erhvervsforum Vækst DK pludseligt blev besvaret af Sundhedsministeriet som "korruption" og "en rygende pistol."

Roger Buch mener derimod, at Socialdemokratiet holder sig inden for loven, "fordi man lægger en mellemmand imellem i form af partiet, så bliver det juridisk acceptabelt": 

"Hvis Tandlægeforeningen bidrog direkte med penge til partiet og tog direkte kontakt til ministeren for at få et møde, så vil det være klart ulovligt."

Ekspert: "Fuldstændigt uforståeligt og helt uvirkeligt"

Samlet set mener Roger Buch, at forløbet "er værre, end vi har forestillet os."

"Jeg havde forestillet mig, at man sørgede for at pakke det ind, så en forening ikke håndfast gjorde krav på det her, og partiet ikke i en kommandotone sender ønsket videre til ministeriet. Det samlede billede bliver værre end, hvad man kunne forestille sig," siger han. 

Altinget har sendt en række spørgsmål til Socialdemokratiet og Sundhedsministeriet. 

Socialdemokratiet har ikke yderligere at tilføje, mens Sundhedsministeriet ikke er vendt tilbage i sagen, men Magnus Heunicke slår fast, at han ikke har viden om, at der er en praksis, hvor partiets ansatte kan bede embedsmænd om at ekspedere sager.

Han understreger samtidig, at han ikke ved, hvorfor mailen først dukker op mere end et år efter, at Altinget fik udleveret de første mails i mailkorrespondancen, ligesom Magnus Heunicke garanterer, at hverken ministeren selv eller hans særlige rådgiver har været involveret i sagsbehandlingen. 

"Der er fuldstændigt armlængde mellem ministeren og aktindsigtskontoret," siger han.

Roger Buch er ikke imponeret over, at mailen først dukker op nu.

"Det er fuldstændigt uforståeligt og helt uvirkeligt, at denne her mail ikke er dukket op før. Det rejser et kæmpestort spørgsmålstegn ved, hvad der er foregået i denne proces, og om nogle i ministeriet har hjulpet med at holde denne dokumentation tilbage. Det virker meget uforståeligt," siger han.

Forløbet har ført til, at Tandlægeforeningen har meldt sig ud af Socialdemokratiets erhvervsklub.

Forrige artikel Løkke fortryder besparelser på udenrigstjenesten Løkke fortryder besparelser på udenrigstjenesten Næste artikel Ny rundspørge: Hver anden kommunaldirektør vil dele rådgivning af opposition med borgmester Ny rundspørge: Hver anden kommunaldirektør vil dele rådgivning af opposition med borgmester