Tænketanken Invi om ny model: Skal rykke politikerne tættere på virkeligheden

En kold januardag for knap 50 år siden blev Bertel Haarder valgt ind i Folketinget. Dengang repræsenterede han et folkeligt forankret landboparti med over 100.000 medlemmer. Han havde én presseansat at rådføre sig med, når han skulle forholde sig til pressens to daglige deadlines. Og da han senere blev minister, var der ingen spindoktor i staben.

For to år siden forlod Haarder selvsamme folketing med en radikal anderledes virkelighed. For siden 1975 er dansk politik blevet professionaliseret. Partierne savner medlemmer og ligner mere virksomheder med store sekretariater, vælgeranalyser og PR-strategier, end de ligner folkelige foreninger. Ministrene har oprustet med politiske embedsmænd. Og frem er vokset en lobby-industri, hvor medarbejdere skifter mellem partier, embedsværket og private bureauer.

Udviklingen har givetvis bragt mange gode ting med sig: En moderne og effektiv offentlig sektor, et konkurrencedygtigt samfund, og interesseorganisationer, som har en stemme. Men udviklingen har også gjort afstanden mellem politikere og praktikerne, som gennemfører reformer i skoler, plejehjem og virksomheder, større.

Før i tiden kunne Haarder og andre politikere rejse rundt i valgkredsene, diskutere med partimedlemmerne og tage gode idéer med tilbage til Christiansborg, uden at enhver bevægelse blev dokumenteret på sociale medier. Og som minister havde man tættere interaktion med embedsværket.

I dag er politikerne pakket ind i et filter af lobbyister og strategisk kommunikation, som ofte fastlåser den politiske situation. Politik fokuserer på status quo og ender med at balancere mellem snævre interesser. Det øger risikoen for beslutninger uden effekt og slører blikket for virkeligheden uden for Slotsholmen.

Fælles problemforståelse

Spørger man danskerne kunne noget tyde på, at professionaliseringen er gået for vidt: Tre ud af fire danskerne mener ifølge en ny analyse fra tænketanken Invi, at politiske beslutninger ofte er præget af, at politikerne ønsker at fremstå handlekraftige i stedet for at skabe reel forandring for borgerne.

For at adressere denne bekymring er der behov for at kigge nærmere på det grundlag, som politiske beslutninger bliver truffet på baggrund af. Og det gælder især beslutninger om vilde problemer – de problemer, der med Reformkommissionens ord er erkendte og forsøgt løst, men alligevel forbliver uløste.

{{toplink}}

For når problemet er vildt, så er vidensgrundlaget fragmenteret, aktørerne mange og uenigheden stor. Og det betyder, at den politiske beslutningsproces nemt kan komme til at se ud som lignelsen om de seks blinde mænd og elefanten, hvor alle rører elefanten forskellige steder – og derfor ikke kan blive enige om, hvilket dyr de står over for.

Sagt på en anden måde kommer de forskellige interesser til at kæmpe for hver deres løsning uden nødvendigvis at vide, hvad det er løsningen på, og de får derfor aldrig fat om problemets rod. I sådan en situation er der behov for nogle værktøjer og tilgange, som kan trænge igennem støjen fra alle interesserne, skabe en fælles problemforståelse og dermed sende et klart signal til beslutningstagerne.

Lyt til praktikerne

Men hvordan får politikerne blik for elefanten, så de kan spise den én bid ad gangen og træffe virksomme beslutninger? Her er det afgørende at komme ud til dem, der er vant til at arbejde med problemstillingerne i praksis – ligesom Haarder gjorde for 50 år siden.

I tænketanken Invi har vi udviklet en model, som skal bringe praktikernes indsigter tættere på beslutningstagerne. Men der findes også mange andre gode eksempler på, hvordan det kan gøres.

Det gælder især indsatser, der arbejder systemforandrende. Det vil sige indsatser, hvor man groft sagt forholder sig til det system af betingelser, som opretholder et problem. Med sådan en tilgang er første skridt som regel at samle de aktører, der til dagligt står med udfordringerne, og skabe en fælles problemforståelse for at komme hele vejen rundt og bryde med silotænkningen.

Tag for eksempel Hjem til Alle Alliancen, der samler 20 partnere på tværs af kommuner, boligselskaber, private investorer, civilsamfundsaktører og filantropiske aktører om at bekæmpe hjemløshed. Eller Bo Trygt samarbejdet, der samler myndigheder, private aktører, civilsamfundet og fonde om at få bugt med indbrudsrelateret utryghed. De er gode eksempler på, hvordan man bringer praktikernes viden i spil på nye måder med tydelige resultater som følge.

Sagt med andre ord: Jeg drømmer mig ikke tilbage til 1975, hvor Haarder gik i korte bukser, men til en fremtid, hvor den kæmpestore mængde af nyttige praksisviden, som findes derude, bliver anvendt og omsat til virksom politik.

debat@altinget.dk