Løkke har vundet 15 års kamp for politiske ambassadører. Nu mangler han bare en, der gider tage afsted
Det begyndte med Nyrup og Lykketoft. Siden forsøgte han med Uffe Ellemann, Ritt Bjerregaard og Bertel Haarder. Men da det omsider lykkedes for Lars Løkke Rasmussen at få lov at udpege en politisk udnævnt ambassadør, så sagde kandidaten nej tak. Dermed er slaget om diplomatiet fortsat ikke afgjort.
Det er dejligt at vinde. Men nogle sejre kan alligevel smage bittert.
Lige siden 2009 har Lars Løkke Rasmussen kæmpet for at få lov til at udpege politiske ambassadører. Nu har han omsider overvundet den enorme modstand i såvel Folketinget som embedsværket – og så kan han ikke finde en kandidat, der vil have jobbet.
15 år efter, at Lars Løkke Rasmussen (M) for første gang tilbød en politiker at blive ambassadør, var han i foråret omsider ved at nå sit mål. Ambassaden i Japan var det sted, hvor triumfen skulle fuldbyrdes.
Her skulle Lars Sandahl udnævnes til ambassadør og dermed bane vejen for, at den slags poster godt kan besættes af andre end udenrigstjenestens egne diplomater.
Men kandidaten takkede nej.
Så når diplomaten Jarl Frijs-Madsen i december tiltræder som ambassadør i Tokyo, er det ikke bare en forfremmelse af en dygtig ambassadør – det er også et stort tilbageslag for regeringens plan om at åbne døren for politiske udnævnelser i diplomatiet.
Netop Frijs-Madsen havde søgt posten i Japan, da den var slået op i begyndelsen af 2024 – og han stod ifølge Altingets oplysninger øverst på Udenrigsministeriets liste over kvalificerede kandidater. Men han blev i stedet sendt til Canada, hvor han tiltrådte i august, og hvor han så sent som fredag blev modtaget af Canadas generalguvernør for at aflevere sine såkaldte akkreditiver.
On Friday I handed over my Letters of Credence to H.E. Governor General of Canada Mary Simon to formally become Ambassador of the Kingdom Denmark to Canada.
— Danish Ambassador to Canada, Jarl Frijs-Madsen (@DKambCanada) September 16, 2024
Photo:
MS Anne-Marie Brisson, Rideau Hall © OSGG, 2024 pic.twitter.com/9ntGOf8pGI
Posten i Japan fik han ikke. Den blev holdt åben og var udset som stedet, hvor Danmark omsider skulle have sin første egentlige, politisk udnævnte ambassadør.
Regeringen havde ovenikøbet lagt en plan, der skulle afbøde noget af den forventelige kritik: I stedet for at sende en pensioneret politiker afsted, ville man udpege en kandidat fra erhvervslivet – og ikke en hvilken som helst kandidat.
Øjnene var rettet mod en af Danmarks mest respekterede erhvervsledere, DI-direktør Lars Sandahl Sørensen.
Som tidligere topchef i SAS og aktuelt som direktør for Dansk Industri nyder han enorm respekt både i erhvervslivet og på Christiansborg, ikke mindst for hans evne til at agere politisk.
Den perfekte kandidat
Posten i Tokyo ville være perfekt, fordi ambassadørposten dér i i høj grad har fokus på kommercielle interesser – og fordi Lars Sandahl faktisk allerede har boet i Japan i flere omgange. Som om det ikke var nok, har Sandahl også en fortid i udenrigstjenesten, hvor han i slutningen af 1980’erne var udsendt som attaché til Sydney.
DI-direktøren var kort sagt den perfekte kandidat. Men den perfekte kandidat takkede nej.
Derfor får karrierediplomaten Jarl Frijs-Madsen nu alligevel posten i Japan.
Og dermed løb 15 års hårdt arbejde på at få politisk udnævnte diplomater igen ud i sandet.
{{toplink}}
Første gang, Lars Løkke Rasmussen forsøgte at indføre politisk udnævnte ambassadører, var i 2009. Som statsminister i VK-regeringen tilbød han både Poul Nyrup Rasmussen og Mogens Lykketoft, at de kunne blive ambassadører.
Ved at udnævne to socialdemokrater ville VK-regeringen forsøge at afbøde den forudsigelige kritik om nepotisme. Men både Nyrup og Lykketoft takkede nej.
Året efter gjorde Løkke et nyt forsøg. Han opfandt en ny titel som ”eksport-ambassadør” og udnævnte fem forhenværende ministre, heriblandt Uffe Ellemann-Jensen (V) og Ritt Bjerregaard (S).
De fik ikke ambassadørposter i traditionel forstand, men skulle gennem deres politiske kontakter fremme danske erhvervsinteresser i forskellige lande og verdensdele.
Allerede året efter blev ordningen nedlagt, da Helle Thorning-Schmidt (S) dannede sin første regering.
Konsul måtte lære sig tysk
Da Løkke blev statsminister igen, gjorde han et nyt forsøg på at banke hul i muren til diplomatiet.
I december 2016 udnævnte regeringen den netop afgåede kulturminister, Bertel Haarder (V), som ny generalkonsul i Flensborg. Men da den siddende generalkonsul beklagede sig over fyringen, trak Bertel Haarder sit kandidatur tilbage.
Regeringen gav dog ikke op, og i sommeren 2017 blev en anden venstremand, fhv. folketingsmedlem Kim Andersen, udnævnt til posten.
Han er i 2024 blevet afløst af det socialdemokratiske folketingsmedlem Annette Lind, som på sociale medier indviede sine følgere i sine kvaler med overhovedet at lære tysk, inden hun skulle overtage posten.
En legeplads for de forhenværende
Det er netop den slags historier, der får eksperter, embedsfolk og erhvervslivet til at advare mod politisk udnævnte ambassadører.
De frygter, at diplomatiet i værste fald kan blive en legeplads for eks-politikere, der nok kan have været dygtige ministre eller parlamentarikere, men som slet ikke kan det diplomatiske håndværk.
Som flere siger: Når man flyver, ønsker man sig en erfaren pilot. Hvorfor skulle man ikke ønske sig en erfaren diplomat i spidsen for en ambassade?
Blandt Udenrigsministeriets ansatte peges der også på risikoen for, at det kan blive endnu sværere at fastholde kvalificerede medarbejdere, hvis de efter årelangt knokleri på Asiatisk Plads i København – og på slidsomme udeposter – så alligevel bliver overhalet indenom, når ambassadørposterne skal besættes.
Modstand betragtes som hysterisk
I regeringen betragtes frygten som vildt overdrevet.
Selv om der står respekt om den danske udenrigstjeneste, bliver den indædte modstand mod politisk udnævnte diplomater opfattet som lidt hysterisk.
I regeringsgrundlaget står der meget nøjagtig, at regeringen blot vil ”fastholde muligheden for, at der i særlige tilfælde kan udnævnes politisk udpegede ambassadører”.
Kilder i regeringen vender også embedsværkets argument på hovedet: hvis arbejdet som diplomat alligevel ikke længere er et kald på livstid, så kan der netop blive brug for folk udefra, der har et passende netværk og tilstrækkelig stor gennemslagskraft til at forsvare danske interesser.
Og som Lars Løkke Rasmussen flere gange har sagt: Er der virkelig nogen, der vil påstå, at Margrethe Vestager ikke skulle være kvalificeret til at blive ambassadør?
Selv om modstanden i embedsværket er intakt, har de fleste på Asiatisk Plads for længst indstillet sig på, at slaget om de politisk udnævnte ambassadører var tabt.
Det står i regeringsgrundlaget, og Udenrigsministeriets departementschef, Jeppe Tranholm-Mikkelsen, har ifølge Altingets oplysninger gjort det helt klart for sine folk, at regeringen ikke lader sig presse til at opgive tanken.
643 diplomater underskrev protestbrev
I 2021 forsøgte Mette Frederiksens rene S-regering på ny at indføre politisk udpegede diplomater. Den første blev fhv. udenrigsminister Kristian Jensen (V), men han fik titel af ”særlig udsending” med ansvar for sikre den danske plads i FN’s Sikkerhedsråd. Posten blev senere overtaget af en anden forhenværende udenrigsminister, Holger K. Nielsen (SF).
Der var reelt tale om en stilling som embedsmand – og stillingen ophørte, da Danmark i sommeren 2024 fik posten i Sikkerhedsrådet.
Selv om der altså var tale om en meget perifær post, underskrev 643 diplomater – heriblandt mange markante profiler – et protestbrev til daværende udenrigsminister Jeppe Kofod (S), da udnævnelsen skete i 2021.
Respekt for Lars Løkke Rasmussen
Den slags internt oprør var der næppe udsigt til denne gang. For trods uenigheden om de politiske udnævnelser, står der enorm respekt om Lars Løkke Rasmussen i Udenrigsministeriet.
Det skyldes dels, at han gennem sin position i regeringen for første gang i mange år har kunnet skærme ministeriet mod nedskæringer og tværtimod sikre nye ressourcer. Dels, at hans udenrigspolitiske boldøje er så præcist, at mange i diplomatiet ikke kunne tænke sig nogen bedre minister.
På den måde har Lars Løkke vundet slaget.
Efter 15 års politisk kamp har han fået overbevist Socialdemokratiet om, at politisk udnævnte ambassadører er en god idé. Han har skaffet et flertal for det i Folketinget. Han har overvundet den enorme modstand i embedsværket. Og i foråret havde han også fundet den post, der skulle fungere som murbrækker.
Det eneste, han manglede, var en ambassadør at sende afsted. Men kandidaten sagde nej.
Hvorfor ved vi ikke.
Hvor er Vestager, når man har brug for hende?
Men Lars Sandahls afslag peger på et problem, der kan blive svært at løse: For kandidater med en succesfuld karriere i erhvervslivet, vil jobbet som ambassadør på mange måder være et skridt ned.
Lønnen er høj – men ikke nær så høj som i toppen af det private erhvervsliv, og selv for en ambassadør er jobbet fyldt med ganske megen drift, lige fra modtagelse af danske politikere i lufthavnen til udfærdigelse af compliance-rapporter og indberetninger hjem til ministeriet.
Måske bliver regeringen nødt til igen at vende sig mod forhenværende politikere, hvis de vil gennemføre planen om politiske udnævnte ambassadører.
Hvis Margrethe Vestager begynder at kede sig, når hendes tid som EU-kommissær snart rinder ud, så ved hun, hvem hun kan ringe til.
{{toplink}}
Hvem er de nye EU-kommissærer egentlig? Her er deres styrker og svagheder
