RådgivningsDanmark: Civilsamfundet synger fint i kor, men vi skal ikke marchere i takt

Oplægget til denne temadebat illustrerer meget godt, hvordan det kan være svært overhovedet at indfange, hvad det er vi taler om, når vi refererer til civilsamfundet.

Det rummer hele foreningsdanmark, frivilligheden, selvejende velfærdsaktører, kulturlivet, sociale organisationer, sundhedsorganisationer og alting derimellem – en myriade af forskellighed, der mest af alt har dette til fælles: De er ikke staten og de er ikke markedet.

Civilsamfundet er det tredje sted, den tredje sektor, det tredje ben på taburetten.

Det er en praktisk samlebetegnelse. 1, 2, 3 – det kan vi alle sammen tælle til, og så kan vi ellers komme i gang med at løse samfundets problemer. Eller hvad? Det lyder besnærende let, og nok også for let. Og det bærer mine svar på Altingets tre spørgsmål præg af.

Civilsamfundet er menneskeformet 

For det første: De unikke kvaliteter ved civilsamfundet er både nu og i et historisk perspektiv tæt knyttet til en grundlæggende præmis: Vi ønsker at leve i et oplyst, frit samfund med lovsikrede borgerrettigheder.

Det betyder, at alle kan forsamle sig uafhængigt af statsmagten om en fælles interesse. For eksempel om at dyrke en idræt, om bedre arbejdsforhold i jernindustrien eller for at skabe bedre livsbetingelser for socialt udsatte mennesker. Og det gør vi Danmark i stor stil – forsamler os og organiserer os.

Det har ligefrem været en stående vittighed, at to danskere ikke kan mødes uden at starte en forening.

Men civilsamfundet er netop ingen vittighed – det er snarere en slags SAMvittighed, som har meget af æren for, at vi overhovedet fik skabt et velfærdssamfund. Og hvor civilsamfundet er menneskeformet, er velfærden lidt for ofte systemformet.

Sammen om de store spørgsmål

Vi skal ikke i en retning, hvor civilsamfundet de næste 10-20 år skal instrumentaliseres ind i en rolle, hvor det på systemets præmisser udfylder de stadigt større huller i velfærden.

Eftersom velfærden og dens systemer er til for mennesker, skal vi tværtimod i en retning, hvor civilsamfundet på en kvalificeret måde hjælper velfærden til at blive mere menneskeformet igen.

{{toplink}}

Jeg er ikke sikker på, hvad det præcis skal betyde for organiseringen af civilsamfundet, men jeg er sikker på, at det vil være en fejl at omorganisere os efter nogle aktuelle mangler i velfærden. 

For det andet: Det er helt legitimt at samles i fællesskab som den sektor, der kan holde de to andre store kræfter fast på den menneskelige dagsorden.

Faktisk vil det i mine øjne være en undladelsessynd ikke at agere i samlet flok i debatten om indretningen af fremtidens (velfærds)samfund.

Hvis man har fulgt med i Altinget de seneste 3-4 måneder ved man, at der er nogen der mener, at vi ikke gør det godt nok som sektor på de helt store politiske dagsordener. Og det kan der være noget om.

For mig at se er der bestemt legitimitet i, at de mange stemmer i civilsamfundet synger i kor på de store dagsordener, når det er det, der bedst tjener formålet. Stemmens styrke i et kor er summen af stemmernes styrke hver for sig, plus de ekstra 10 procent, der kommer af at stå skulder ved skulder.

Med andre ord tror jeg på, at vi skal dyrke forskelligheden og mangfoldigheden i civilsamfundet, og så må vi have besværet med at bøje os mod hinanden og synge i kor på de store samfundsspørgsmål. 

Legitime stemmer hver for sig

For det tredje: Jeg har nok løftet sløret lidt ovenfor:

Én samlet civilsamfundsmastodont er ikke min yndlingsvision. Men hvad er det, der er så bekymrende ved det billede?

Det er først og fremmest, at det ikke ligger i civilsamfundets DNA at marchere i flok under én fane.

Vi kan som sagt godt synge i kor, når det er nødvendigt – og vi skal måske blive bedre til det og samle os oftere og mere målrettet om det – men i det øjeblik, vi gør det til en fast form, et permanent hierarki, så er vi ikke længere et mangfoldigt civilsamfund.

Så er vi ikke længere legitime stemmer hver for sig, og så synger hele koret også falsk. 

{{toplink}}

debat@altinget.dk