FOA: Drop fagsnobberiet og uddan de tusindvis pædagogmedhjælpere, som kan indfri normeringsaftalen

Vil vi indfri ambitionen i minimumsnormeringsaftalen om, at 85 procent af personalet i vuggestuer og børnehaver skal være uddannet, forslår det som en skrædder i helvede alene at forsøge at få flere unge til at søge ind på pædagogstudiet.

Jeg er helt med på, at det er præmissen for denne debatrunde hos Altinget. Selvfølgelig skal uddannelsen til pædagog forbedres, så flere finder den attraktiv, og så børnene får endnu dygtigere voksne omkring sig.

Men der er en fæl tendens i den offentlige debat til at glemme, at der ikke kun findes én, men faktisk to pædagogiske uddannelser.

Kender ikke den optimale fordeling

Leder af Danmarks institut for Pædagogik og Uddannelse, Claus Holm, minder sådan set om det i sit indlæg fra 16. september her i debatten – at der både findes pædagoger og pædagogiske assistenter. Og tak for det.

I indlægget pointerer han, at vi fra forskningen ved, at jo højere normeringen er, jo bedre er det for børnene, ligesom vi ved, at jo flere voksne, der har en uddannelse, jo bedre. Til gengæld ved vi endnu ikke, hvilken fordeling mellem de professionsbacheloruddannede pædagoger og erhvervsuddannede pædagogiske assistenter, der er den optimale.

Uanset svaret, kan vi her og nu faktisk sikre et gevaldigt løft af andelen af uddannede i daginstitutionerne. Det kan vi ved at anerkende de pædagogiske assistenter som en del af løsningen på problemet.

Det gælder altså om at løfte blikket og se bredere på, hvilke muligheder vi har for at få flere kvalificerede medarbejdere. Det gælder både om, at vi skal have flere pædagoger, flere meritpædagoger og flere pædagogiske assistenter.

Praksiserfaring giver merit og genvej

Uddannelsen til pædagogisk assistent tager tre år og halvanden måned. Det er en formidabel uddannelse, som i høj grad kombinerer det praksisnære med teori. De pædagogiske assistenter er stærke på børneperspektivet.

De ved, hvordan man bringer et barn, der står lidt udenfor, med ind i fællesskabet. De kan specialisere sig i forskellige faglige retninger som natur- og udeliv, digital kultur, idræt og sundhed. De er uddannet til at følge de pædagogiske lære- og handleplaner, og de kan have forældresamtaler.

Den gode nyhed er, at der ude blandt børnene allerede findes 10.000 pædagogmedhjælpere, som har rigtig meget praksiserfaring fra flere års arbejde i dagtilbud, og som på mindre end et år kan tage uddannelsen som pædagogiske assistenter. Vi taler om voksne mennesker over 25 år, som i forvejen har valgt, at deres arbejdsliv netop er børnene. Fordi de i forvejen har solid praksiserfaring, kan de gennemføre den ellers godt tre år lange uddannelse på 42 uger.

En anden god nyhed er, at det ikke engang koster kommunerne noget at uddanne de erfarne pædagogmedhjælpere.

Enkelte kommuner er allerede i gang med den gode udvikling. Det gælder for eksempel i Odense.

Her sætter man i mellemtiden ledige ind til at dække for pædagogmedhjælperne, mens de bliver undervist, og forhåbentlig vil flere ad den vej få smag for at arbejde i dagtilbud.

God gammeldags fagsnobberi

Når nu det giver så god mening, hvad er så årsagen til, at den pædagogiske assistent i stor stil bliver overset som en del af løsningen på rekrutteringsudfordringerne?

Hvad er årsagen til, at andelen af pædagogiske assistenter ansat i kommunerne godt nok er stigende, men fortsat kun ligger omkring 9 procent af det pædagogiske personale?

Jeg tror desværre, vi er vidner til en god gammeldags omgang fagsnobberi. I FOA har vi hørt konkrete eksempler på, at uddannelsen bliver nedgjort af andre. At den pædagogiske assistent omtales som en andenrangsuddannelse.

Det er en uklædelig fagkrig at føre – og det harmonerer dårligt med gerne at ville skabe gode børneliv.

De gode børneliv får vi af så vidt muligt at sikre, at børnene i dagtilbuddene er omgivet af voksne med faglig indsigt. Og af tilstrækkeligt mange af dem. 

debat@altinget.dk