Forskningschef: Pædagoger skal bruge tid på refleksion og fordybelse – ikke ligegyldig dokumentation
Hvis vi skal fylde de tomme studiepladser på pædagoguddannelsen op, skal kommende pædagoger betrygges i, at de ikke blot udstyres med relevant faglighed, men også de rette rammer til at bruge og videreudvikle den sammen med andre, skriver Andreas Rasch-Christensen.
Ambitionen om minimumsnormeringer hænger dårligt sammen med tomme studiepladser ved pædagoguddannelsen. Danmarks største uddannelse har brug for endnu flere studerende, som efter endt uddannelse kan spille en afgørende rolle for børn, unge og voksne.
Man er i den henseende nødt til at se på, hvilken faglighed pædagogstuderende skal stå på i deres efterfølgende arbejdsliv, og hvilke muligheder de har for at udfolde den. Man vælger pædagoguddannelsen, fordi man gerne vil være pædagog. Derfor skal uddannelsen ruste til den opgave, og potentielle studerende skal samtidig kunne se, at de efter endt uddannelse har mulighed for at bruge det, som de har med sig fra uddannelsen.
Først og fremmest er pædagogers profession ikke teknisk.
Den viden, som de har med sig fra uddannelsen, er ikke foreskrivende for deres egen praksis. Den er grundlag for deres valg, refleksioner og arbejde med børn, unge og voksne og skal på den måde kunne bruges. Blot ikke i et instrumentelt 1-1-forhold. For eksempel er arbejdet i vuggestuer og børnehaver præget af uforudsigelighed, fordi det spontane er lige så værdifuldt for børnenes læring, dannelse og udvikling som det planlagte og rutinerne.
Viden kommer også af praksis
Den pædagogiske praksis er ikke et værdineutralt rum. Pædagoger bruger sig selv som hele mennesker. Når der skal arbejdes med udeliv, skal børnene opleve forskellige former for natur og have et personligt og respektfuld forhold til den. Derfor skal de møde voksne, der behandler naturen respektfuldt.
Det kan gøres på mange forskellige måder og påvirkes af, hvem de voksne er. Hvilken viden og erfaringer de står på, men lige så betydningsfuldt er deres holdninger, normer og værdier. Alt er i spil, og det er en styrke. Derfor stammer et vidensgrundlag ikke kun fra forskning, men også fra systematisk indsamlede praksiserfaringer.
Vidensgrundlaget bruges fortløbende til at udvikle pædagogers valg og refleksioner. Det kræver ideelt set, at pædagoger har rum til at reflektere over deres egen praksis. Ikke blot med sig selv, men også med andre kolleger og ledelsen. Det kan ske ved at fastholde sekvenser af den pædagogiske praksis i form af videooptagelser, børnenes produkter, børnenes fortællinger eller noget helt fjerde, og placere den på bordet, så den kan drøftes.
Det må ikke kræve en masse ligegyldig dokumentation og dermed tid væk fra børnene. På velvalgte tidspunkter skal pædagogerne kunne drøfte deres egen praksis med andre, hvis deres faglighed skal bruges og videreudvikles. I nogle dagtilbud foregår det to lørdag formiddage i løbet af året. Det er utilstrækkeligt.
Kommende pædagoger skal betrygges i, at de ikke blot udstyres med en mangfoldig og relevant faglighed. Der skal også være rammer, hvori den kan bruges og videreudvikles sammen med andre. De skal formaliseres i efter-og videreuddannelsesmuligheder og rum i den daglige praksis, hvor pædagogik kan vendes og reflekteres.
Samarbejde på tværs af professioner
Hvis nuværende eller kommende pædagoger kan se et arbejdsliv, hvor de står alene med opgaver og ansvar uden tid og mulighed for relevant sparring, så kan de komme til at føle sig magtesløse, uanset hvor godt de er uddannet.
Pædagogfaglighed indgår ideelt set i dialoger med andre uden for dagtilbud eller bosteders mure. Forældrene til børn i dagtilbud kan have meget på hjertet, men samtaler mellem dem og de professionelle er vigtige, fordi hjemmene er betydningsfulde for børnenes udvikling.
Tilsvarende væsentlige er dialoger med andre professioner. Med lærerne fordi børnehavebørnene ikke bare skal blive skoleparate. Skolen skal også blive parat til at tage imod dem. Og ikke mindst i forhold til udsatte grupper er samtaler mellem pædagoger, lærere og socialrådgivere væsentlige.
Også i disse rum skal pædagogers faglighed kunne udfoldes, så den kommer børn, unge og voksne til gavn. Kommende studerende vil gerne gøre en forskel for andre mennesker.
Det kan pædagoger, hvis de får rammer og muligheder for at udfolde og udvikle deres pædagogfaglighed. Det skal understøttes af den lokale ledelse, forvaltningen og det centralt politiske niveau. Og selvfølgelig også uddannelsen.
Mødrehjælpen: Familieretshuset er stadig Astrid Krags driftsmæssige problembarn
Hækkerup og aftalepartier: Stalkere skal mærke konsekvenser
