Forældreorganisation: Budgetaftalen er ikke et historisk løft. Den sikrer bare, at der ikke skal spares mere
Budgetaftalen i København gør ikke op med flere års nedskæringer. Derfor klapper vi som forældre ikke ubetinget over aftalen, selvom der også er positive elementer. Løsningen på finansieringsproblemerne må være et opgør med budgetloven, så kommunen kan bruge sin store opsparing på børnene, skriver Signe Nielsen.
"En budgetaftale til gavn for børnene i København," lød meldingerne fra glade lokalpolitikere på rådhuset, da budgetaftalen endelig landede for nyligt.
Så som formand for Københavns Forældreorganisation burde jeg jo – i lighed med politikerne – klappe i mine hænder.
Det gør jeg bare ikke. I hvert fald langt fra ubetinget. Og inden du nu tænker: "Åh nej, endnu en der brokker sig," så hæng på.
For jeg har en løsning; et bud på et opråb til de forældre, der som jeg kan se det absurde i det, jeg nu skitserer for jer. Hvis du læser med hele vejen.
Stadig store besparelser
Der er landet et budget, hvor 1,5 milliarder kroner er givet til velfærden i kommunen, men hvor vi fra vores kontor blot må konstatere, at der mangler rigtig mange penge, før kommunen er i mål med det, som vi borgere anser som værende god og nær velfærd for vores børn.
For ja, det er et budget uden nye besparelser på børn, men det er også et budget, som ikke tilbageruller de besparelser på børnene, der er indført de senere år.
{{toplink}}
Et budget, der så til gengæld præsenterer os forældre for en ekstraregning på vores børns fritidsordning (KKFO), så vi nu betaler det samme for en børnehaveplads og en plads i KKFO.
Det sted, hvor børnene bruger flere timer af deres liv, men hvor servicen bliver ringere og ringere; lederne skal spare, og pengene findes ved færre pædagoger og kortere åbningstider. Så ja, en dårligere service til flere penge. Nu på tredje år i træk.
Som forældre og forældrenes talerør i landets hovedstad kan vi ganske enkelt ikke forstå, hvorfor de sammenlagt 200 millioner kroner, som er fjernet de sidste tre år, ikke kan komme tilbage til børnene.
Der skal fjernes 100 pædagogstillinger. Stillinger, der forsvinder fra vuggestuer, børnehaver og KKFO’er, hvor der allerede nu kæmpes for at få en vagtplan til at hænge sammen.
Pædagoger, der forsvinder, og med dem de varme hænder, som vores allermindste københavnere så tydeligt har brug for. I min optik har vores børn snarere brug for flere voksne på stuerne, end der er på nuværende tidspunkt - altså før de 100 stillinger er skåret væk.
Jeg har med andre ord svært ved at se, hvor vi skal finde flere besparelser henne.
Børn vælter sig i snavs
Alle, der har set børns entusiasme over mudder og vandpytter, når efteråret for alvor rammer os, ved også, hvordan de gulve, som de selv samme små mennesker betræder, ser ud efter et møde med efterårets og vinterens gummistøvler og flyverdragter.
Institutionerne bliver mere og mere beskidte, og rengøringen er der sparet på. Mudderet får lov at tørre ind på de gulve, hvor børn, hvoraf nogle endnu ikke kan gå, skal kravle rundt. Bevares, der bliver stadig vasket gulve og gjort rent. Bare ikke hver dag.
Og alle os, der har hentet børn i en institution, ved, hvordan gulvene ser ud efter klokken 16 på en januarmandag. Og en tirsdag. Og en onsdag.
Selv med daglig rengøring er det svært at følge med. Og den er åbenbart skåret væk varigt, selvom det ikke var det, der blev varslet, da politikerne første gang skar på det område sidste år.
Så hvad kan vi gøre? Københavns Forældreorganisation har råbt op og holdt møder, men uden held. Så nu er der kun tilbage at håbe på, at vinteren bliver tør og uden sjap. Men helt ærligt: Det er jo Danmark.
Et Danmark med en hovedstad, hvor de store børn skal være heldige, hvis de kan finde et toilet i KKFO'en, der ikke både lugter og minder om dem, vi ser på Roskilde Festival.
{{toplink}}
Lyder jeg forkælet? Det er jo ikke alt, der er råd til. Mange har brug for flere ressourcer og bedre vilkår i København. Det hele kan ikke handle om børnene, vil nogen mene.
De har ret. Men det hindrer mig ikke i at være skuffet.
I Københavns Forældreorganisation har vi nu i to år lyttet til politikere love, at de vil rette op på den manglende rengøring. Uden at indfri løftet.
Og det er vi forældre, som betaler prisen: Med flere syge børn og dermed manglende arbejdsdage. Og så er der et personale ude i institutionerne og KKFO’erne, der også bliver syge, og penge, der bruges på vikarer i stedet for vores børn. I øvrigt i et budget, hvor der ikke er råd til vikardækning.
Ikke kun skidt
Så hvornår klapper jeg så i hænderne over den nye budgetaftale? For det gør jeg som tidligere nævnt – i alt fald lidt.
Der er også gode ting ved budgettet. Vi glæder os til at se, hvordan overgangspædagoger kan være med til at sikre en bedre skolestart for alle børn. Vi håber bare, at skaden ikke er sket, før de små mennesker begynder i skole. Og at de i øvrigt ikke skal tisse, imens de er der.
Og så til den varslede løsning på hele den her klagesang, som jeg lovede indledningsvist.
Når en kommune som København ikke kan løfte velfærden selv med 1,5 milliarder kroner til rådighed og samtidig må give skattelettelser, så er der noget grundlæggende galt med finansieringen af vores kommuner.
I København bliver det især tydeligt: En kommune med en opsparing på over 12 milliarder kroner. En opsparing, kommunen ikke må bruge af. En opsparing, der kunne give det bedre børneliv, som lokalpolitikerne taler om og lover så ofte, men som de ikke leverer på.
Derfor skal vi som forældre være med til at råbe regeringen op, og vi kan starte med den her:
Nej, I har ikke givet et historisk løft af den kommunale velfærd. I har bare sørget for, at der ikke skulle spares mere næste år.
Besparelserne, I allerede har indført, står ved magt. Men vi skal passe på de små københavnere. De små mennesker, der en dag skal passe på os.
Lad os derfor tage et opgør med budgetloven.
{{toplink}}
Rådgivere: TV 2-dokumentar om pædofili afslører et system, der svigter de mest udsatte børn
