DPU: Vi bør blive enige om den optimale sammensætning af uddannede pædagoger og pædagogiske assistenter

I den senere tid har debatten om minimumsnormeringer, pædagogdækning og rekruttering buldret i medierne. Regeringens støttepartier, uddannelsesinstitutioner og fagforeninger formulerer forskellige ønsker til andelen af uddannede pædagoger, som i øjeblikket fluktuerer mellem 75 og 85 procent.

Forligskredsen endte som bekendt på 85 procent ”pædagogisk personale”, som betyder, at man kan levere på de lovede minimumsnormeringer både i vuggestuer (en pædagog per tre børn) og dagtilbud (en pædagog per seks børn).

Men hvad menes egentligt med ”pædagogisk personale”? Er det professionsbachelorer eller tæller pædagogiske assistenter med? Det synes ikke helt afgjort.

Forskellige bud på procentsatser

Det Radikale Venstre har nyligt spillet ud med 75 procent professionsbachelorer og BUPL med minimum 80 procent. Det er til gengæld vel rigeligt for FOA, hvis medlemmer, de pædagogiske assistenter, kan se sig som en overset ressource i budkonkurrencen.

Professionshøjskolerne har nyligt fået beregnet, at Danmark mangler 14.600 pædagoger i 2030. Så debatten fortsætter – og det samme gør tvivlen om, hvad procent-udvekslingerne præcist dækker over. Det er derfor værd at spørge, hvad den pædagogiske forskning anser for den optimale sammensætning af såkaldt pædagogisk personale i dagtilbuddene.

Der er forskningsmæssig konsensus om, at høje normeringer er godt for børnene. Professor ved Aarhus Universitet, Psykologisk Institut, Dion Sommer, har i en artikel fra 2018 ”Tidlig start-pædagogik i den fremtidsparate daginstitution – et alternativ” beskrevet hele 16 punkter, hvor der er påvist positive effekter ved høje normeringer.

De omfatter blandt andet bedre kvalitet i voksen/barn-interaktioner, bedre kognitiv og sproglig udvikling, mindre negativ opdragelse og straf og færre adfærdsproblemer.

Forskningen viser også en konkret sammenhæng mellem normering af antal voksne i forhold til børns alder og størrelsen på den gruppe, som pædagogen interagerer med. For eksempel bør en voksen ikke tildeles ansvar for flere end tre spædbørn under 12 måneder, hvis de nævnte effekter på børnene skal realiseres, mens normeringen kan være otte børn, når de er fire-fem gamle.

Ingen forskningsbelæg for fordeling

Når det gælder, hvor meget uddannelse de voksne bør have, er forskningen enige om, at uddannet personale er bedre end ikke-uddannet, mens der udestår nærmere undersøgelser af, hvilken eventuel fordeling af for eksempel professionsbachelorer og assistenter, der bedst fører de omtalte positive effekter med sig.

Seniorforsker emeritus ved VIVE, Mogens Christoffersen, har undersøgt den internationale forskning på feltet og konstaterer, at professionsbachelorer har bedre forudsætninger for teoretisk velfunderet interaktion med børnene og for at påvirke deres kognitive, sociale og sproglige kompetencer.

Men kan man deraf konkludere, at jo flere professionsbacheloruddannede pædagoger, der bemander institutionerne, des bedre - og at 100 procents uddannelsesdækning på bachelorniveau derfor ville være det ønskelige niveau?

Måske, men vi kender ikke den optimale fordeling. Lektor Lone Svinth og seniorforsker Inge Henningsen, begge Aarhus Universitet, DPU, har i deres undersøgelse ’Normeringers betydning for kvalitet i dagtilbud’ fra januar 2021 undersøgt effekterne af normeringers betydning.

De er forbeholdne overfor at anbefale en optimal andel af faguddannede pædagoger, for en række andre faktorer som ledelse, fysiske rammer, arbejdsdeling og selvfølgelig også, hvad man opsætter som mål for ”kvalitet” i børnenes hverdag, har betydning.

Fordelingsdiskussion lever videre

Så med forskningen i ryggen kan vi konkludere, at minimumsnormeringer er væsentlige, at pædagogiske forskere peger på, at flere og bedre uddannet personale har positive effekter på kvaliteten, men også at der udestår en diskussion om, hvordan pædagoger med forskellig uddannelsesbaggrund bedst sammensættes. Denne fordelingsdiskussion dør ikke – den vil leve videre også efter den kommende finanslovsaftale er indgået.

I 10-15 år har forskere og politikere talt om 0-6 år som den vigtigste omsorgs- og uddannelsesfase i livet overhovedet. Det bør aftvinge en forklaring på, hvorfor man ikke sigter efter en uddannelsesdækning på mindst bachelorniveau.

Ifølge den seneste opgørelse af personalet i danske dagtilbud har kun 53 procent i gennemsnit en bachelorgrad, så på kort sigt er der brug for at finde den optimale fordeling af professionsbacheloruddannede pædagoger og pædagogiske assistenter.

Men jeg er noget nær sikker på, at det ikke fejer den vigtige debat om behovet for ikke blot et rekrutterings-, men også et uddannelses- og specialiseringsløft til pædagogerne af banen.

debat@altinget.dk