Lokal VU-formand: Frygt får udsatte unge til at søge væk fra samfundets sikkerhedsnet

Af Isabella Lindgren
Formand, Venstres Ungdom i Holbæk og omegn

I Danmark bryster vi os gerne af vores sikkerhedsnet, som eftersigende er bygget til at gribe alle. Faktum er bare at det sikkerhedsnet er fyldt med huller.

For selvom systemet griber nogle personer, griber det bestemt ikke alle - og slet ikke dem, som det er bygget til.

Vi står med mere end blot en håndfuld af børn og unge, der flyver direkte igennem sikkerhedsnettet - eller nærmere, bevidst undgår at blive grebet af det. Det gør vi blandt andet fordi systemet nemt bliver en frygt, i en allerede skræmmende hverdag.

For det forholder sig desværre sådan, at mange børn og unge ikke ønsker, at det der sker mellem hjemmets fire vægge, nødvendigvis skal møde dagslyset.

{{toplink}}

Måske føler man sig skyldig. Måske bilder man sig selv ind, at alt er under kontrol. Eller måske har man blot accepteret situationen og finder den usikre tid, der venter forude, såfremt man søger hjælp, mere skræmmende end de forhold, man allerede kender.

Uagtet bør der være et sted, hvor disse unge kan søge tilflugt uden bekymringen om, at de lander på en kommunal sagsbehandlers skrivebord dagen efter.

Foruden den mulighed bliver hjælpen ikke det trygge rum, der er behov for.

Unge undgår hjælp
Det system har vi ikke den dag i dag, når blandt andet skolepsykologerne er underlagt underretningspligt.

Mange af de unge er nemlig godt klar over, hvad underretningspligt er, og det bliver et kerneargument for at undgå at opsøge hjælp.

Det er klart, at man som barn, der ikke ønsker at blive set af systemets lys, forbliver i mørket.

Det resulterer i, at vores skolepsykologer ikke længere kan kaldes et tilflugtssted for landets mest udsatte børn og unge, når disse godt ved, hvad konsekvensen af at lette vægten fra sine skuldre er.

Det betyder naturligvis ikke at landets skolepsykologer skal vende det blinde øje til potentielt farlige situationer, ej heller at de ikke skal sende de unge i retning af hjælp.

Det bør dog være en beslutning der i højere grad er præget af selvbestemmelse, og en opfordring fra psykologerne - ikke tvang. Dog med det forbehold at skolepsykologerne naturligvis stadig bør være underlagt den almene underretningspligt ved frygt for livsfare, der gælder alle psykologer.

Dette er fordi det danner grund for et system, de unge tør søge hjælp hos, men samtidigt også et ansvarligt system.

Systemet har slået fejl
Vi får dog ikke et sådant system, der netop kan kaldes et tilflugtssted for landets mest udsatte børn og unge, før vores politikere lader murene til Christiansborg falde, og deres øjne åbne for systemet i praksis, og ikke blot de statistikker, der kan udledes af det.

Det må aldrig gå i forglemmelse, at politikernes ypperste rolle er at stå til rådighed og kæmpe for befolkningens bedste.

Med det in mente er det særdeles bemærkelsesværdigt, at "børnenes statsminister" ikke stiller sig til rådighed og kæmper for netop de mennesker, hun både burde og fremstiller sig selv som værende garant for.

Dagens system er definitivt et forhold, der ikke må forblive, som det er. Så længe det står, vil der fortsat være børn der gemmer sig i det skjulte, og ikke får den hjælp, de i allerhøjeste grad kunne trænge til.

Det bør være en ret som barn at kunne få lettet sit hjerte, uden at det blot få sekunder senere, skal fyldes med en bekymring om, hvad resultatet af sin lettelse bliver.

Overnævnte er naturligvis ikke et problem, der kan løses på en dag.

Rejsen mod et system, der ikke virker fjernt og farligt for de unge, starter dog med en erkendelse af, at systemet har slået fejl. Uden den erkendelse synes tanken om et velfungerende system at være en utopi.

{{toplink}}

debat@altinget.dk