Rektor og dekan: Vi skal medtænke ufaglært pædagogisk personale for at komme rekrutteringsproblemet til livs

Merit- og netpædagoguddannelserne er vigtige som supplement til den traditionelle pædagoguddannelse, hvis vi skal lykkes med at få flere til at uddanne sig til pædagogfaget, skriver Susanne Tellerup og Gitte Sommer Harrits.

Igen i 2021 lykkedes det pædagoguddannelsen at være den videregående uddannelse, der tiltrækker den største andel af nye studerende. Men søgningen til pædagoguddannelsen ændrer sig desværre i nedadgående retning.

Derfor er det en presserende opgave at øge optaget, for der er i disse år brug for endnu flere pædagoger til at varetage det helt afgørende arbejde, som foregår i vuggestuer, børnehaver, skoler, fritidsklubber, bo- og væresteder, fængsler, på plejehjem, på gadeplan og i civilsamfundets organisationer – og flere, der er rustet til at indfri de stadig større krav til viden og kompetencer i det pædagogiske arbejde.

At tiltrække flere til pædagogfaget kan vi blandt andet lykkes med ved at benytte nye uddannelsesveje og ved at medtænke den store andel af ufaglært personale, der er ansat på de pædagogiske arbejdspladser.

Appel til flere typer

Hos VIA University College arbejder vi for tiden med to nye veje til at rekruttere flere pædagogstuderende – nemlig netpædagoguddannelsen og meritpædagoguddannelsen.

Begge uddannelser tiltrækker andre typer studerende, end vi normalt optager på den traditionelle pædagoguddannelse – og de bidrager til, at mennesker med mangfoldige baggrunde, livssituationer og erfaringer kan dygtiggøre sig inden for pædagogfaget.

Meritpædagoguddannelsen er af særlig betydning, for den er vejen for de mange, der over flere år har udført ufaglært pædagogisk arbejde. Denne gruppe kan med støtte fra deres arbejdsplads og kollegaer opnå mere viden, flere kompetencer og dermed en stærkere pædagogisk faglighed gennem meritpædagoguddannelsen.

I øjeblikket arbejder VIA – sammen med andre professionshøjskoler – på at udvide meritpædagoguddannelsen, så også mennesker med en relevant faglighed, fra for eksempel en akademisk uddannelse, kan tilegne sig den nødvendige pædagogiske erfaring og praktiske viden via en merituddannelse.

Online undervisning skaber fleksibilitet

Netpædagoguddannelsen er også en mulighed for at få flere til at vælge at uddanne sig til pædagog.

Her afvikles uddannelsen med meget virtuel undervisning, hvilket kræver veludviklede studie- og samarbejdskompetencer. Men netpædagoguddannelsen er samtidig en fleksibel vej til pædagogfaget, fordi den giver mulighed for de mange, der sideløbende skal tage vare på job eller familie, eller som ikke har mulighed for at pendle til og fra de 23 byer i Danmark, hvor den traditionelle pædagoguddannelse tilbydes.

Mangfoldighed og flere veje til at nå en stærk pædagogisk faglighed er også en vigtig nøgle til både at tiltrække og fastholde flere til den traditionelle professionsbacheloruddannelse til pædagog.

Pædagogfagets bredde og mange opgaver med at drage omsorg for, hjælpe, understøtte, udvikle og udfordre mennesker og fællesskaber fra fødsel til død betyder nemlig, at vi har behov for at balancere dét, man kan kalde en stærk og fælles generalistfaglighed, med studerendes mulighed for at fordybe sig i enkeltelementer og dermed udvikle netop deres pædagogiske profil og identitet.

Dét kan vi nå i mål med ved at have skarp opmærksomhed på balancen mellem at sikre en fælles kvalitet og solid grund af faglighed for alle pædagoger og at sikre mulighed for, at fagets mange nuancer og dimensioner kan udvikles forskelligt, for forskellige studerende og på forskellige institutioner.

Forskellige veje for forskellige målgrupper

Både vi som uddannelsesinstitutioner og de kommunale og regionale meduddannere har en opgave i at udvikle hele pædagoguddannelsen. Uddannelsens praktik – og samarbejdet omkring praktikken – er et særligt kendetegn og en kæmpe styrke.

Men det er også et område, hvor vi samlet set kan blive endnu stærkere i arbejdet med at øge kvaliteten og skabe gode læringsrum for de pædagogstuderende.

Det er ligeledes i et stærkt samarbejde omkring uddannelsen, vi kan sikre, at muligheden for udvikling og udforskning kan fortsætte ud over de 3,5 år, som pædagoguddannelsen varer. Pædagogisk udvikling er ikke noget, man nogensinde kan blive færdig med som pædagog!

Vi står midt i en evaluering af pædagoguddannelsen og forventer, at der sker strukturelle og indholdsmæssige forbedringer på uddannelsen. Det er vores håb, at ændringerne betyder, at vi fremover kan uddanne flere, mere mangfoldige og endnu dygtigere pædagoger – og fortsat skabe forskellige uddannelsesveje til forskellige målgrupper.

Forrige artikel DPU: Vi bør blive enige om den optimale sammensætning af uddannede pædagoger og pædagogiske assistenter DPU: Vi bør blive enige om den optimale sammensætning af uddannede pædagoger og pædagogiske assistenter Næste artikel Bryd Tavsheden: Mødrehjælpen bør holde sig for gode til usandheder Bryd Tavsheden: Mødrehjælpen bør holde sig for gode til usandheder