Travl uge i det gamle og nye EU
EU-DAGBOG: "Propaganda-styrke til Barroso", danske ministre i Bruxelles, fodbold i København og besøg i det kroatiske parlament. Det har fyldt i Morten Løkkegaards (V) travle uge.
Af Morten Løkkegaard (V),
Medlem af Europa-Parlamentet.
Mandag:
Af sted med 11:20 flyet mod Bruxelles. Da jeg startede sidste år, var det min klare ambition at bruge mandagen hjemme og flyve sydover tirsdag morgen - men det gik hurtigt op for mig, at det ikke holdt. Dertil har Europa-Parlamentet simpelthen fået for mange nye opgaver med Lissabon-traktaten, så mødekalenderen er fyldt allerede fra mandag over middag.
Selv om ugerne er delt op i udvalgs-uger, gruppe-uger og plenar-uger - ja, så er ingen uger ens. Der sker altid noget uventet, og det er vel også charmen ved jobbet.
Denne uge er ingen undtagelse: Onsdag-torsdag vikarierer jeg for Jens Rohde som den danske del af den liberale gruppeledelse, der besøger Kroatien og vore søsterpartier dér (3 af slagsen har de) for at diskutere, hvordan de kommer det sidste, besværlige stykke med forberedelsen af deres (forhåbentlig) kommende EU-medlemskab.
Tirsdag sidst på dagen har jeg møder i Danmark, så programmet mandag-tirsdag er ekstremt presset. Så snart jeg er indenfor døren på kontoret, får jeg bunken på bordet, hvor vi må prioritere benhårdt, hvad der skal behandles først.
Mest presserende er budget-krisen og de konsekvenser, som forhandlings-sammenbruddet har medført.
Budgettet er jo parlamentets vigtigste magt-middel i forhold til Kommissionen og bureaukratiet der.Vi skal godkende det hele, ellers bliver der ikke noget budget. Vi kan f.eks. "reservere" visse dele af budgettet, dvs holde pengene tilbage, indtil vi får vores forslag taget alvorligt af kommissærerne.
Den liberale gruppe har lagt en reserve på den nye del af kommunikations-budgettet, der handler om kommissions-formand Barrosos nye PR-styrke, oprindelig foreslået af hans egen darling i kollegiet, kommissær Vivian Reding. Især tyskerne (FDP'erne) bryder sig ikke om "en propaganda-styrke for Barroso", som de - lidt udiplomatisk - udtrykker det. Og så kan de i øvrigt heller ikke døje Reding...
Jeg har i princippet intet imod, at Barroso får styrket sin kommunikations-indsats, da jeg i forvejen finder hans profil lidt bleg, når han optræder med de tunge drenge og piger på topmøderne. Men jeg kan omvendt sagtens forstå modstanden mod Reding, som ikke har vist sig særlig modtagelig for moderne kommunikation.
Så jeg benyttede så lejligheden til at være "mellem-mand" og foreslå en løsning: Jeg kunne jo efterspørge en ny kommunikations-strategi fra fru Reding, hvis hun vil gøre sig håb om at få "løftet reserven" og stille chefen tilfreds. Den købte tyskerne, så nu er kravet altså en sammenhængende strategi fra "madamme".
Da sammenbruddet så kom i budget-forhandlingen, forsvandt reserven også - og nu var det gode spørgsmål så, om reserven ville genopstå i det nye budget-forslag, som Kommissionen skal komme med. Og dermed fastholde presset på kommissæren.
Selvfølgelig pressede Redings kabinet voldsomt på for at få os til at opgive reserven. De sendte nogle korte tekster, som skulle gøre det ud for en strategi. Men det var ikke godt nok. Jeg har så brugt en del kræfter på at fastholde truslen - og omvendt sikre mig, at Redings folk kan levere.
Mandag modtager jeg så udkastet til et brev, jeg selv har foreslået, afsendt fra mit eget udvalg - Kulturudvalget - hvor vi efterspørger kommunikations-strategien fra Reding. Jeg har sikret mig, at udvalgets stærke formand, tyske frau Pack, har underskrevet brevet. Det kostede en del politisk kapital, for Pack og Reding er begge konservative - og veninder. Samtidig har jeg fået signaler om, at Redings kabinet kan levere. Og så har jeg sikret mig hos vore folk i Budgetudvalget, at reserven bliver løftet, så vi også leverer.
Sagen ser langt om længe ud til at være landet fornuftigt, men sikke et slid...!
Om aftenen er jeg inviteret til et møde i den såkaldte Spinelli-gruppe, hvor en række fremtrædende føderalister mødes. Min egen gruppeformand, Guy Verhofstadt, skal tale, og han er aldrig uinteressant - selv om man ikke altid er enig med ham.
Desværre foregår alt på fransk (De må jo antage, at ingen nord for Belgien er føderalister, og det har de måske ret i), så jeg har mere end svært ved at følge med. Efter en time går jeg hjem, får lidt at spise - og kaster mig i dynerne. Sover efter 30 sekunder.
Tirsdag:
Dagen starter som sædvanlig kl. 8 på kontoret, men allerede 8:30 er der morgenmad og ministermøde på Rep'en, den danske repræsentation i Bruxelles.
Beskæftigelses-ministeren og social-ministeren har været i Bruxelles siden søndag for at forhandle om bl.a. barsels-direktivet. De ser lidt klatøjede ud.
Nu kan de så fortælle de fremmødte parlamentarikere (Vi er 5 i alt denne morgen), at Rådet har forkastet parlamentets forslag om 20 ugers betalt barsel. Det bliver op ad bakke at komme videre i den sag. Ellers taler vi om det danske formandskab i 2012, som embedsmændene allerede nu er i fuld gang med at forberede. Det gode spørgsmål er selvfølgelig, hvad Danmark skal satse på at få på dagsordenen i det halve år, formandskabet varer. Lur mig, om ikke arbejdskraftens frie bevægelighed (de polske håndværkere, den danske model etc.) bliver et tema...
Tilbage på kontoret er det - igen - tid at prioritere hårdt, få skrevet lidt debatindlæg, forberede kalenderen for næste uge i Strasbourg, onsdagens tur til Zagreb, og dagens tur til København.
Tirsdagens arbejdsdag slutter 20:30, hvor jeg er hjemme i Charlottenlund og sammen med familien kan nyde FCK banke grækerne og cementere københavner-holdets stjernestatus. Og lad det være sagt ligeud: Der er Grønkjær til forskel..!
Onsdag:
Op 4:45 for at nå "pyjamas-flyveren" til Bruxelles 6:35 med Brussels Air. Toget er desværre forsinket, så jeg når først i lufthavnen 20 min. før afgang. Jeg misser check in med to minutter....surt.
Jeg kommer med SAS-flyet 8:15 - men har nu tabt næsten to timer i den anden ende. Til overflod er flyet 20 minutter forsinket, så da jeg ankommer til kontoret, har jeg præcist 50 minutter til at komme i bund med puklen af sager. Heldigvis har jeg to super-dygtige assistenter, som holder styr på den række af løbende sager, som vi dækker fra kontoret. Jeg takker min Skaber for, at jeg brugte god tid på at finde mine gode hjælpere, inden jeg begyndte i parlamentet. Derefter går turen den modsatte vej igen - mod Zagreb, via München.
Vi når Zagreb sidst på eftermiddagen og går direkte i møde med ambassadørerne, der skal briefe os på det næste døgns forhandlinger og samtaler.
Kroatien er kun et halvt år fra at opfylde kravene til EU-medlemskab. Landet har gennemgået en utrolig udvikling på ganske få år, og forekommer i dag meget mere parat til EU end f.eks. Rumænien og Bulgarien, der allerede ER blevet medlemmer. 25 ud af 33 kapitler i forhandlingerne er lukket, og 3 mere vil blive det inden nytår.
Aftenens møder med Kroatiens præsident og hans fremragende rådgivere (tidl. ambassadører i London og Bruxelles) samt chefforhandleren og de tre liberale partiledelser efterlader ingen tvivl: De mennesker - denne stat - VIL være med i klubben, og er parat til at at tage alle nødvendige (selv)opgør for at nå dertil..!
Ved 23-tiden kan jeg tage en drink på hotellet, men vælger at gå i seng pga manglende søvn. Selv om jeg er dødtræt, er jeg også oplivet over kroaternes vilje og engagement. Skønt at opleve midt i en EU-krisetid..! Sover hurtigt, men vågner igen ved 4-tiden, fordi jeg som sædvanlig har glemt at slukke air-conditionen'en....
Torsdag:
Faldt heldigvis i søvn igen, så jeg føler mig frisk, da vi checker ud af hotellet ved 8-tiden og kører direkte i det kroatiske parlament. Mødet med partierne om optagelses-forhandlingerne fortsætter, hvor vi slap i aftes, og der nu mulighed for at komme meget mere i dybden med de sidste knaster.
Korruptions-bekæmpelse og modernisering af retsvæsenet (kap. 23) bliver klart det hårdeste kapitel af få afsluttet. Vi i Europa-Parlamentet står urokkeligt fast på Københavner-kriterierne (Om overholdelse af menneskerettighederne som betingelse for medlemskab), og kroaterne vil omvendt gerne have anerkendelse af, at de allerede har gjort meget. Bl.a. er den tidligere statsminister fængslet og anklaget for korruption, så de har en god case: Der bliver virkelig taget fat også i toppen af deres samfund nu..!
Den største knast i øvrigt handler om konkurrence og privatisering af deres døende skibsværfter. Den har vi ligesom hørt før - og været igennem selv år tilbage - så den kommer de bare til at sluge...selv om det er hårdt og mange arbejdspladser står på spil...
Jeg er voldsomt inspireret af kroaternes EU-begejstring og deres vilje til forandring. Den kunne vi andre lære en del af..! Men - skal man virkelig stå med ryggen mod muren for at kunne mobilsere den vilje..? Jeg tror sgu, at jeg skriver en kronik...
Undervejs i mødet får vi melding om, at flyet tilbage via Frankfurt er aflyst pga sne. Jeg kender den sang alt for godt, og sms'er med det samme Bruxelles for at sikre mig et alternativt fly. Jeg SKAL nå København torsdag aften, for fredag morgen skal jeg lede et kursus for mit firma... Efter 10 minutter - og stadig midt i mødet - sms'er de tilbage, at jeg er på flyet fra Wien i stedet. Utroligt, hvad den moderne teknologi betyder for effektiviteten af ens arbejde...!
Undervejs til lufthavnen i Zagreb trækker det også op til snestorm her. De sidste minutters venten er lige spændende nok. Vi ser ud til at være det sidste fly ud af Zagreb torsdag. Og at dømme efter turbulensen de første 10 minutter, skal de nok være glade for, at de ikke forsøgte sig efter os...
Undervejs i flyet fra Wien skriver jeg på dagbogen - og får læst lidt i Per Stig Møllers nye mail-samtale bog, "Samtale fremmer forståelsen". Den kan anbefales, hvis man søger sammenhæng i tidens store spørgsmål, også EU... Jeg misunder Per Stigs enorme overblik og belæsthed. Her taler dr. phil'en - på den gode måde...
Lander i København 19:15 - glad for at være nået hjem til den planlagte tid. Nu er der så tre timer til at få planlagt kurset i morgen - og få kysset min datter (og frue) godnat..!
Medlem af Europa-Parlamentet.
Mandag:
Af sted med 11:20 flyet mod Bruxelles. Da jeg startede sidste år, var det min klare ambition at bruge mandagen hjemme og flyve sydover tirsdag morgen - men det gik hurtigt op for mig, at det ikke holdt. Dertil har Europa-Parlamentet simpelthen fået for mange nye opgaver med Lissabon-traktaten, så mødekalenderen er fyldt allerede fra mandag over middag.
Selv om ugerne er delt op i udvalgs-uger, gruppe-uger og plenar-uger - ja, så er ingen uger ens. Der sker altid noget uventet, og det er vel også charmen ved jobbet.
Denne uge er ingen undtagelse: Onsdag-torsdag vikarierer jeg for Jens Rohde som den danske del af den liberale gruppeledelse, der besøger Kroatien og vore søsterpartier dér (3 af slagsen har de) for at diskutere, hvordan de kommer det sidste, besværlige stykke med forberedelsen af deres (forhåbentlig) kommende EU-medlemskab.
Tirsdag sidst på dagen har jeg møder i Danmark, så programmet mandag-tirsdag er ekstremt presset. Så snart jeg er indenfor døren på kontoret, får jeg bunken på bordet, hvor vi må prioritere benhårdt, hvad der skal behandles først.
Mest presserende er budget-krisen og de konsekvenser, som forhandlings-sammenbruddet har medført.
Budgettet er jo parlamentets vigtigste magt-middel i forhold til Kommissionen og bureaukratiet der.Vi skal godkende det hele, ellers bliver der ikke noget budget. Vi kan f.eks. "reservere" visse dele af budgettet, dvs holde pengene tilbage, indtil vi får vores forslag taget alvorligt af kommissærerne.
Den liberale gruppe har lagt en reserve på den nye del af kommunikations-budgettet, der handler om kommissions-formand Barrosos nye PR-styrke, oprindelig foreslået af hans egen darling i kollegiet, kommissær Vivian Reding. Især tyskerne (FDP'erne) bryder sig ikke om "en propaganda-styrke for Barroso", som de - lidt udiplomatisk - udtrykker det. Og så kan de i øvrigt heller ikke døje Reding...
Jeg har i princippet intet imod, at Barroso får styrket sin kommunikations-indsats, da jeg i forvejen finder hans profil lidt bleg, når han optræder med de tunge drenge og piger på topmøderne. Men jeg kan omvendt sagtens forstå modstanden mod Reding, som ikke har vist sig særlig modtagelig for moderne kommunikation.
Så jeg benyttede så lejligheden til at være "mellem-mand" og foreslå en løsning: Jeg kunne jo efterspørge en ny kommunikations-strategi fra fru Reding, hvis hun vil gøre sig håb om at få "løftet reserven" og stille chefen tilfreds. Den købte tyskerne, så nu er kravet altså en sammenhængende strategi fra "madamme".
Da sammenbruddet så kom i budget-forhandlingen, forsvandt reserven også - og nu var det gode spørgsmål så, om reserven ville genopstå i det nye budget-forslag, som Kommissionen skal komme med. Og dermed fastholde presset på kommissæren.
Selvfølgelig pressede Redings kabinet voldsomt på for at få os til at opgive reserven. De sendte nogle korte tekster, som skulle gøre det ud for en strategi. Men det var ikke godt nok. Jeg har så brugt en del kræfter på at fastholde truslen - og omvendt sikre mig, at Redings folk kan levere.
Mandag modtager jeg så udkastet til et brev, jeg selv har foreslået, afsendt fra mit eget udvalg - Kulturudvalget - hvor vi efterspørger kommunikations-strategien fra Reding. Jeg har sikret mig, at udvalgets stærke formand, tyske frau Pack, har underskrevet brevet. Det kostede en del politisk kapital, for Pack og Reding er begge konservative - og veninder. Samtidig har jeg fået signaler om, at Redings kabinet kan levere. Og så har jeg sikret mig hos vore folk i Budgetudvalget, at reserven bliver løftet, så vi også leverer.
Sagen ser langt om længe ud til at være landet fornuftigt, men sikke et slid...!
Om aftenen er jeg inviteret til et møde i den såkaldte Spinelli-gruppe, hvor en række fremtrædende føderalister mødes. Min egen gruppeformand, Guy Verhofstadt, skal tale, og han er aldrig uinteressant - selv om man ikke altid er enig med ham.
Desværre foregår alt på fransk (De må jo antage, at ingen nord for Belgien er føderalister, og det har de måske ret i), så jeg har mere end svært ved at følge med. Efter en time går jeg hjem, får lidt at spise - og kaster mig i dynerne. Sover efter 30 sekunder.
Tirsdag:
Dagen starter som sædvanlig kl. 8 på kontoret, men allerede 8:30 er der morgenmad og ministermøde på Rep'en, den danske repræsentation i Bruxelles.
Beskæftigelses-ministeren og social-ministeren har været i Bruxelles siden søndag for at forhandle om bl.a. barsels-direktivet. De ser lidt klatøjede ud.
Nu kan de så fortælle de fremmødte parlamentarikere (Vi er 5 i alt denne morgen), at Rådet har forkastet parlamentets forslag om 20 ugers betalt barsel. Det bliver op ad bakke at komme videre i den sag. Ellers taler vi om det danske formandskab i 2012, som embedsmændene allerede nu er i fuld gang med at forberede. Det gode spørgsmål er selvfølgelig, hvad Danmark skal satse på at få på dagsordenen i det halve år, formandskabet varer. Lur mig, om ikke arbejdskraftens frie bevægelighed (de polske håndværkere, den danske model etc.) bliver et tema...
Tilbage på kontoret er det - igen - tid at prioritere hårdt, få skrevet lidt debatindlæg, forberede kalenderen for næste uge i Strasbourg, onsdagens tur til Zagreb, og dagens tur til København.
Tirsdagens arbejdsdag slutter 20:30, hvor jeg er hjemme i Charlottenlund og sammen med familien kan nyde FCK banke grækerne og cementere københavner-holdets stjernestatus. Og lad det være sagt ligeud: Der er Grønkjær til forskel..!
Onsdag:
Op 4:45 for at nå "pyjamas-flyveren" til Bruxelles 6:35 med Brussels Air. Toget er desværre forsinket, så jeg når først i lufthavnen 20 min. før afgang. Jeg misser check in med to minutter....surt.
Jeg kommer med SAS-flyet 8:15 - men har nu tabt næsten to timer i den anden ende. Til overflod er flyet 20 minutter forsinket, så da jeg ankommer til kontoret, har jeg præcist 50 minutter til at komme i bund med puklen af sager. Heldigvis har jeg to super-dygtige assistenter, som holder styr på den række af løbende sager, som vi dækker fra kontoret. Jeg takker min Skaber for, at jeg brugte god tid på at finde mine gode hjælpere, inden jeg begyndte i parlamentet. Derefter går turen den modsatte vej igen - mod Zagreb, via München.
Vi når Zagreb sidst på eftermiddagen og går direkte i møde med ambassadørerne, der skal briefe os på det næste døgns forhandlinger og samtaler.
Kroatien er kun et halvt år fra at opfylde kravene til EU-medlemskab. Landet har gennemgået en utrolig udvikling på ganske få år, og forekommer i dag meget mere parat til EU end f.eks. Rumænien og Bulgarien, der allerede ER blevet medlemmer. 25 ud af 33 kapitler i forhandlingerne er lukket, og 3 mere vil blive det inden nytår.
Aftenens møder med Kroatiens præsident og hans fremragende rådgivere (tidl. ambassadører i London og Bruxelles) samt chefforhandleren og de tre liberale partiledelser efterlader ingen tvivl: De mennesker - denne stat - VIL være med i klubben, og er parat til at at tage alle nødvendige (selv)opgør for at nå dertil..!
Ved 23-tiden kan jeg tage en drink på hotellet, men vælger at gå i seng pga manglende søvn. Selv om jeg er dødtræt, er jeg også oplivet over kroaternes vilje og engagement. Skønt at opleve midt i en EU-krisetid..! Sover hurtigt, men vågner igen ved 4-tiden, fordi jeg som sædvanlig har glemt at slukke air-conditionen'en....
Torsdag:
Faldt heldigvis i søvn igen, så jeg føler mig frisk, da vi checker ud af hotellet ved 8-tiden og kører direkte i det kroatiske parlament. Mødet med partierne om optagelses-forhandlingerne fortsætter, hvor vi slap i aftes, og der nu mulighed for at komme meget mere i dybden med de sidste knaster.
Korruptions-bekæmpelse og modernisering af retsvæsenet (kap. 23) bliver klart det hårdeste kapitel af få afsluttet. Vi i Europa-Parlamentet står urokkeligt fast på Københavner-kriterierne (Om overholdelse af menneskerettighederne som betingelse for medlemskab), og kroaterne vil omvendt gerne have anerkendelse af, at de allerede har gjort meget. Bl.a. er den tidligere statsminister fængslet og anklaget for korruption, så de har en god case: Der bliver virkelig taget fat også i toppen af deres samfund nu..!
Den største knast i øvrigt handler om konkurrence og privatisering af deres døende skibsværfter. Den har vi ligesom hørt før - og været igennem selv år tilbage - så den kommer de bare til at sluge...selv om det er hårdt og mange arbejdspladser står på spil...
Jeg er voldsomt inspireret af kroaternes EU-begejstring og deres vilje til forandring. Den kunne vi andre lære en del af..! Men - skal man virkelig stå med ryggen mod muren for at kunne mobilsere den vilje..? Jeg tror sgu, at jeg skriver en kronik...
Undervejs i mødet får vi melding om, at flyet tilbage via Frankfurt er aflyst pga sne. Jeg kender den sang alt for godt, og sms'er med det samme Bruxelles for at sikre mig et alternativt fly. Jeg SKAL nå København torsdag aften, for fredag morgen skal jeg lede et kursus for mit firma... Efter 10 minutter - og stadig midt i mødet - sms'er de tilbage, at jeg er på flyet fra Wien i stedet. Utroligt, hvad den moderne teknologi betyder for effektiviteten af ens arbejde...!
Undervejs til lufthavnen i Zagreb trækker det også op til snestorm her. De sidste minutters venten er lige spændende nok. Vi ser ud til at være det sidste fly ud af Zagreb torsdag. Og at dømme efter turbulensen de første 10 minutter, skal de nok være glade for, at de ikke forsøgte sig efter os...
Undervejs i flyet fra Wien skriver jeg på dagbogen - og får læst lidt i Per Stig Møllers nye mail-samtale bog, "Samtale fremmer forståelsen". Den kan anbefales, hvis man søger sammenhæng i tidens store spørgsmål, også EU... Jeg misunder Per Stigs enorme overblik og belæsthed. Her taler dr. phil'en - på den gode måde...
Lander i København 19:15 - glad for at være nået hjem til den planlagte tid. Nu er der så tre timer til at få planlagt kurset i morgen - og få kysset min datter (og frue) godnat..!
10. december: Mette Frederiksen
Danskere foretrækker tunnel under Femern
