Venstre: Platformsøkonomiens innovative fordele opvejer ulemperne

Udfordringerne ved platformsøkonomien må ikke betyde, at vi kvæler innovationen ved grænsen og synker ned i bagstræberisk magelighed, skriver beskæftigelsesordfører Hans Andersen.

Af Hans Andersen (V)
Beskæftigelsesordfører

Platformsvirksomheder er relativt nye aktører på det globale marked for tjenester og ydelser. Det kan derfor også være svært at gennemskue præcist, hvordan introduktionen af dem påvirker eksisterende sektorer og arbejdspladser.

I Venstre er vi optimister. Vi mener, at de innovative fordele fra platformsøkonomien opvejer de ulemper, der er. For Danmark må ikke lukke sig om sig selv. Vi må ikke gå glip af teknologiens og verdensmarkedernes nye produkter og muligheder.

Men i Venstre er vi også realister. For der er udfordringer, når nye måder at drive virksomhed og arbejde på møder den danske model.

Det er spørgsmål som arbejdsvilkår og skat. Hvordan kan man være tilknyttet en virksomhed på en ny og fleksibel måde? Hvordan sikrer vi, at man stadigvæk har nogle gode arbejdsvilkår?

Og hvordan sikrer vi, at der bliver betalt den skat, som man skal, uden at det går ud over den fleksibilitet, som platformsøkonomien medfører? 

Udfordringer skal håndteres løbende

Det er udfordringer, vi skal tage alvorligt. Og det er udfordringer, som vi skal finde løsninger på. For udfordringerne må ikke betyde, at vi kvæler innovationen ved grænsen og synker ned i bagstræberisk magelighed.

Vi skal balancere ønsket om at gribe de muligheder, platformsøkonomien giver med hensynet til den danske model. For vi skal passe på fællesskabet.

Danmark bør være på forkant med udviklingen, så meget som det er muligt. Vi bør have en opsøgende entusiasme overfor platformsøkonomien. Vi har allerede set eksempler på, at der kan laves aftaler, der er forenelige med den nuværende danske arbejdsmarkedsmodel.

Rengøringsplatformen Hilfr tegnede eksempelvis i 2018 som den første digitale arbejdsplatform nogensinde overenskomst med 3F. Det er et eksempel på, at den danske model kan rumme platformsøkonomien, hvor der er gode rammer for beskæftigelse.

Men vi skal også være klar til løbende at finde løsninger, hvis der er opstår udfordringer i forhold til platformsøkonomien.

Platformsøkonomien er spækket med frihed

For vi skal kunne rumme platformsøkonomien, der både er en del af nutiden, men som også vil være en del af fremtiden. En fremtid, der helt konkret kan rumme store muligheder for den enkelte borger, der får nye produkter og løsninger stillet til rådighed.

En fremtid, der giver arbejdstagere fleksible muligheder, når det kommer til arbejdstid og –tidspunkter, og som på den måde rummer potentialet til at forbedre og effektivisere det danske arbejdsmarked. Med andre ord en fremtid, som er spækket med mere frit valg, flere muligheder og fleksible løsninger. 

Platformsvirksomhederne tilbyder oftest fleksible løsninger for sine brugere, ansatte eller tilknyttede selvstændige. Det kan være muligheden for at supplere sin indkomst eller SU ved fleksibelt at tilbyde sin arbejdskraft nogle timer om ugen eller udleje genstande eller køretøjer, når man ikke selv benytter dem.

{{toplink}}

Platformsøkonomiens beskæftigelsesmuligheder kan ligeledes tænkes at skabe muligheder for folk på kanten af arbejdsmarkedet, da fleksible muligheder for at arbejde og tjene penge kan være den trædesten, der skal til for at flytte folk til at være en aktiv del af det arbejdende fællesskab.

Lad os derfor ikke på forhånd knægte platformsvirksomhedernes muligheder på det danske marked, men i stedet aktivt værne om det, der egentlig er vigtigt, nemlig at der er udvikling og ordentlige jobs på det danske arbejdsmarked, uanset om man så finder beskæftigelse på traditionel vis, som selvstændig eller via platformsøkonomien.

Forrige artikel Kontorchef på hospital: Bedre lønforhold løser ikke sygeplejerskeflugten Kontorchef på hospital: Bedre lønforhold løser ikke sygeplejerskeflugten Næste artikel 3F: Kontrollen med Frederiksbergs udbud bør strammes for at undgå social dumping 3F: Kontrollen med Frederiksbergs udbud bør strammes for at undgå social dumping