DA: Den danske model er stærk nok til at rumme platformsindustrien

Det er med proportioner og nuancer i debatten, som det er med tandlægeaftaler. Hvis man har tendens til at glemme dem, kan det være nyttigt at blive husket på.

Følger man debatten om platformsarbejde, opdager man hurtigt, at der er et behov for en påmindelse om nuancer og proportioner.

Forsimplet debat gøder jorden for en unuanceret fremstilling af virkeligheden, og særligt hos fagbevægelsen kan der hurtigt blive fremstillet et billede af, at en frembrusende fremkomst af platformsøkonomiske virksomheder har skabt rene Wild West-tilstande, og at sårbare unge mennesker bliver udnyttet af et system, der er ved at vælte hele det danske arbejdsmarked.

Virkeligheden er dog heldigvis mere nuanceret. Hos arbejdsgiverne er vi dybt optaget af, at vi ikke får et ræs mod bunden, og derfor er vi af den klare opfattelse, at det er i alles interesse, at man imødekommer udviklingen på konstruktiv og saglig vis.

Nye forretningsmodeller vælter ikke arbejdsmarkedet

Nye digitale forretningsmodeller er i vækst, men vælter ikke arbejdsmarkedet. For selvfølgelig er det korrekt, at nye forretningsmodeller er i vækst. Opblomstringen af nye forretningsmodeller skal dog først og fremmest omfavnes, for udviklingen vil bidrage til at løfte det danske arbejdsmarked og dansk økonomi.

Fremtidens store vækstvirksomheder kan meget vel opstå blandt de nye platforme, og derfor skal vi byde udviklingen velkommen. Virksomhederne vil være med til at skabe velstand til det danske samfund, og man må heller ikke glemme, at en masse danskere har stor gavn af de udbudte tjenester. Derfor skal vores samfund være fleksibelt og attraktivt for de nye virksomhedsformers udvikling, så vi sikrer, at virksomhederne vælger at etablere sig i Danmark.

Men billedet af, at platformsarbejde er ved at vælte hele det danske arbejdsmarked, er ganske enkelt misvisende.

For det første viste en undersøgelse i 2017, at kun én procent af danskere i aldersgruppen 15-74 år havde tjent penge ved at tage opgaver via en arbejdsplatform. Kun 13 procent af den ene procent tjente mere end 25.000 danske kroner om året via platformsarbejdet. Der er tale om en biindtægt for det store flertal, og den gruppe, der havde platformsarbejde som deres hovedindtægt, var så marginal, at den ikke kunne inkluderes i rapportens resultater. Tallene er uændrede i 2019, hvor undersøgelsen blev gentaget.

Samtidigt viser en undersøgelse fra 2017/2018 fra EU-Kommissionen, at kun 1,4 procent af befolkningen i 16 europæiske lande i aldersgruppen 16-74 år har platformsarbejde som deres hovedbeskæftigelse. Dermed tegner der sig ikke ligefrem et billede af, at platformene er ved at omkalfatre hele vores organiserede arbejdsmarked.  

Platformsarbejdere er ikke ens

Derudover er det en sandhed med store modifikationer, når Lizette Risgaard skriver i Altinget, at platformsvirksomhederne udnytter de mest sårbare personer på arbejdsmarkedet.

De personer, der leverer ydelser på platforme, er vidt forskellige. De kan ikke alle skæres over en kam, og platformsarbejde kan være et yderst fleksibelt tilvalg for studerende, unge eller andre, der ønsker et supplement til anden indtægt. Samtidig kan det være en adgang ind på arbejdsmarkedet for dem, der enten har en løs – eller ingen – tilknytning til arbejdsmarkedet.

Platformene tiltrækker forskellige grupper i samfundet, som har hvert sit behov, men fælles for dem er, at der selvfølgelig skal være ordentlige løn- og arbejdsforhold.

Den danske model kan levere løsningerne

Derfor er det også positivt, at den danske model allerede har leveret konkrete løsninger og vist, at den kan rumme de nye arbejdsformer, der kommer.

Der er eksempelvis indgået kollektive aftaler på platformsøkonomiske virksomheder, og Beskæftigelsesministeriet har igangsat et omfattende arbejde med at se på de udfordringer, der måtte være. Et arbejde hvor både DA og FH deltager, fordi ingen ønsker lovløse tilstande.

Vi anerkender, at der er problemer i nogle EU-lande, men det er ikke det samme billede, der tegner sig i Danmark. Derfor er det også vigtigt, at det kommende EU-initiativ om platformsarbejde kan rumme landenes forskellige udfordringerne, der varierer vidt og bredt. Og derfor er en ‘one size fits all’-løsning ikke nogen hjælp. Tværtimod.

Samlet set er der alle mulige gode grunde til, at nuancer og proportioner ikke glemmes. Hvis man er villig til at imødekomme udviklingen på konstruktiv vis, og EU-initiativet levner plads til nationale løsninger, har arbejdsmarkedets parter i Danmark de værktøjer, der skal til. 

{{toplink}}

debat@altinget.dk