ASE: Socialdemokratiets nye lønmodtagerregel er udtryk for et nedladende menneskesyn

Enhver, der står med en nyfødt i armene, oplever mødet med et unikt menneske, som er klar til at udfolde sit potentiale og erobre verden.

Netop opfattelsen af mennesket som et selvstændigt individ har gennem historien været omdrejningspunktet for friheds- og ligestillingskampe verden over – uanset om de har været ført af slaver, kvinder eller etniske minoriteter. Drivkraften er ønsket om at blive betragtet som et selvstændigt menneske med fri vilje til at forme sin egen tilværelse.

Anderledes forholder det sig imidlertid med regeringens varslede indsats mod nye virksomhedsmodeller som Nemlig.com og Wolt i forsøget på at komme atypiske ansatte og moderne arbejdsformer til livs.

I reformudspillet “Danmark kan mere I” introduceres en ny formodningsregel som led i et ideologisk forsøg på at tilgodese den blødende fagbevægelse på bekostning af nytænkning, tiltrængt modernisering af arbejdsmarkedet, øget velstand og nye initiativrige virksomheder.

Nytænkning og innovation sættes i stå

“Medmindre det kan godtgøres, at den, der udfører arbejdet, reelt er selvstændig, så er der en formodning om, at den pågældende er lønmodtager”, lyder det i regeringsudspillet. I forsøget på at skrue tiden 100 år tilbage kategoriseres vi alle som lønmodtagere underlagt den gamle fagbevægelses opfattelse fra industrisamfundet af arbejdstid og vilkår.

Det er til trods for, at fagbevægelsen ikke længere repræsenterer et flertal på det private arbejdsmarked – og øvrigt står mandatmæssigt afpillet i forhold til at repræsentere medarbejderne i de nye it- og techbaserede virksomheder.

I en moderne verden, hvor vi gør alt for at nedbryde gammeldags silotænkning og stive kategorier såsom ‘lønmodtager’ eller ‘selvstændig’, virker regeringens og fagbevægelsens kamp ude af trit med virkeligheden. Hver tredje i Danmark arbejder allerede nu i et atypisk forhold.

I sidste ende er det ligegyldigt i hvilken “kategori”, man har tjent sine penge – hvad enten man er selvstændig, lønmodtager, freelancer, honoraransat, projektansat, vikar, midlertidigt ansat eller man kombinerer sin indtægt fra nogle eller alle dele. Det vigtige er, at man er et selvstændigt individ, der er selvforsøgende.

Så hvorfor sætte den tiltrængte modernisering af arbejdsmarkedet i stå og indføre en formodningsregel i lovgivningen, hvor det som udgangspunkt antages, at alle er mislykkedes som selvstændige og i stedet dogmatisk definere os alle som lønmodtagere, der er økonomisk afhængige af andre, som har skabt noget?

Arbejdsmarkedet skal følge med tiden

Den danske arbejdsmarkedsmodel er i forvejen opbygget med alt for megen fokus på lønmodtagere, og den har umiddelbart svært ved at favne iværksættere, selvstændige og nye beskæftigelsesformer. Det er ikke for ingenting, at vi er det land i EU med færrest selvstændige.

Tilmed bebyrdes iværksættere og selvstændige med administrativt bøvl, regulatorisk besvær, Europas højeste kapitalkrav, en omkostningsfuld revisorpligt, der er blandt EU’s allerskrappeste, og en skat, der altid – alt andet lige – er højere for en selvstændig end for en lønmodtager.

Fremtidens arbejdsmarked eller det moderne arbejdsmarked er kendetegnet ved, at vi som individer sammensætter vores arbejdsliv og opnår indkomst på mange forskellige måder, hvor op mod en tredjedel af borgerne opfattes som “atypiske” på arbejdsmarkedet.

Den kendsgerning forsøger vi normalt at indarbejde på alle måder i den politiske regulering af arbejdsmarkedet for at følge med tiden. Det gælder eksempelvis den seneste dagpengereform, som netop gjorde op med den gammeldags opdeling i enten lønmodtager eller selvstændig, fordi den tilgang blokerer for nytænkning. Der er brug for, at det danske arbejdsmarked følger med tiden. Der hører opdelinger i lønmodtagere og selvstændige slet ikke hjemme.

Ny regel er udtryk for nedladende menneskesyn

Realiteten er, at regeringen med formodningsreglen reelt antager, at alle som udgangspunkt er født lønmodtagere, indtil de på et tidspunkt måtte oprette et cvr-nummer og opfylde Socialdemokratiets krav til at være “rigtig selvstændig” i modsætning til den nedladende betegnelse “falsk selvstændig”.

Det nedladende socialdemokratiske menneskesyn, der ligger til grund for at kalde mennesker, som tjener deres egne penge og er selvforsørgende, for falske bliver kun overgået af 3F.

Organisationen bruger, blandt andet i deres indspark i Altingets debat, en direkte underlødig retorik, når de karakteriserer moderne virksomheder, hvor medarbejdere frivilligt strømmer til i en tid med desperat mangel på arbejdskraft alle andre steder og i øvrigt tjener og trives godt, for et “uvæsen”.

Det må være helt op til den enkelte selv at bestemme, om de vil arbejde som lønmodtager, selvstændig, freelancer eller en kombination af alle mulige arbejdsformer. Vi fødes alle med en fri vilje, og vi er som udgangspunkt konstrueret til at forsørge os selv som selvstændige individer.

Så kan det meget vel være, at vi med tiden vælger at lade os ansætte som lønmodtagere, inden vi måske på et senere tidspunkt i livet vælger at starte egen virksomhed. Men at man fra begyndelsen ønsker at udstyre os alle med mærkatet ‘lønmodtager’ forekommer fortidigt.

Lad os i stedet vende regeringens formodningsforslag om. Lad os formode, at man som individ og borger i dette oplyste samfund kan tage ansvar for sig selv og sit eget indkomstgrundlag og dermed betragtes som selvstændig, medmindre man ikke kan klare sig selv.

debat@altinget.dk