Hummelgaard: Hjemmearbejde må ikke gå ud over det uformelle arbejdsmiljø

DEBAT: Hjemmearbejde er en naturlig del af fremtidens arbejdsmarked, men vi må ikke miste den uformelle tone på arbejdspladserne, der skaber nye idéer og relationer, skriver beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard. 

Af Peter Hummelgaard (S), beskæftigelsesminister 

Da corona lukkede dele af Danmark ned i foråret på linje med mange lande verden over, kom hjemmearbejdet op i højeste gear.

Bestemt ikke for alle, men for dem, som har arbejdsfunktioner, der kan klares hjemmefra. Størstedelen af Produktionsdanmark var fortsat på arbejde.

Det samme var personalet bag kassen i supermarkedet, betjente, sygehuspersonalet, skraldefolk og mange andre arbejdede videre og mindede os om, hvor vigtige deres funktioner er for samfundet.

Erfaringerne fra perioden med hjemmearbejde viser, at det faktisk godt kunne lade sig gøre i nogle brancher.

Arbejdet blev passet. Endda rigtigt godt de fleste steder – særligt efter at de mindre børn igen kunne passes ude og komme i skole. Det, der også var ønsket med måden, regeringen genåbnede vores samfund på.

Høj produktivitet 
En del chefer var skeptiske over for hjemmekontoret. Kunne medarbejderne være lige så produktive, når de ikke sad fysisk på arbejde. Til manges store overraskelse lå produktiviteten i top. Medarbejderne kunne godt håndtere det.

Mange medarbejdere blev positivt overraskede over, hvor mange opgaver de rent faktisk kunne løse hjemmefra. De fleste har også været glade for den store fleksibilitet, der følger med, når man ikke skal ud af døren om morgenen og bruge tid på transport. Særligt for børnefamilier har det givet lidt ekstra luft i hverdagene.

Men mange har også savnet at komme fysisk på arbejde, mødes med kollegerne til både faglig sparring og ikke mindst uformel snak på gangene om weekendens fodboldkampe eller sommerfesten i børnehaven. Det hele bliver hurtigt mere formelt og effektivt, når snakken og møderne foregår virtuelt.

Det kan sætte en dæmper på kreativiteten. Og der er ingen smalltalk på vej ud fra mødelokalet, hvor nye ideer og relationer ofte opstår. I stedet afsluttes mødet med et hurtigt klik.  

Går det ud over kreativiteten?
Der er helt sikkert en del arbejdsfunktioner, som i højere grad kan klares hjemmefra. Teknologien er ovenikøbet med os og åbner nye muligheder, som vi ikke må se overhørig.

Men spørgsmålet er, om det i længden kan gå ud over både produktiviteten og kreativiteten, når folk mødes mindre på arbejdspladsen. Og hvad sker der med den positive kultur på arbejdspladsen?

Den uformelle tone på danske arbejdspladser, vores humor og evne til at sige noget med et glimt i øjet er jo netop vores store styrke. Og kan vi holde fast i det, hvis stadigt flere arbejder hjemmefra og kun mødes virtuelt?

Det giver derfor rigtig god mening at samle op på erfaringerne med hjemmearbejde fra conona-tiden, før vi tager forhastede beslutninger og lader os rive med af begejstringen over, hvor godt det hele gik.

Vil tale med arbejdsmarkedets parter
Meget kan i første omgang klares på de enkelte arbejdspladser. Men på den lidt længere bane bliver det også et spørgsmål, jeg gerne vil drøfte sammen med arbejdsmarkedets parter.

Jeg lytter gerne til, hvilke behov og ønsker, der er til at få justeret for eksempel regler, så hjemmearbejde kan fungere som en effektiv arbejdsform, uden at vi går på kompromis med for eksempel arbejdsmiljøet.

På mit eget område er vi også gået i gang med at se på jobcentrenes erfaringer med virtuelle møder med borgerne under nedlukningen. Jeg er ikke i tvivl om, at der her ligger et potentiale, som kan give nye muligheder, når det gælder dialog med borgerne og udnytte vores ressourcer klogt.

Men i vores iver for at omlægge arbejdsgangene, må vi ikke tabe nogen. Der er stadig borgere, som vil være svære at hjælpe på den rigtige måde uden den menneskelige kontakt.

Den rigtige balance
Mere hjemmearbejde og flere virtuelle møder er uden tvivl en del af fremtidens arbejdsplads. Og det har corona-tiden sat ekstra skub i.

I mine øjne handler det nu om, at vi skal finde den rigtige balance mellem hjemmearbejde og fysisk tilstedeværelse på arbejdspladsen, så vi kan holde fast i den høje produktivitet og helt særlige og uformelle kultur, der er kendetegnende for danske arbejdspladser.

Forrige artikel HK: Danske virksomheder har ikke styr på retningslinjer for seksuel chikane HK: Danske virksomheder har ikke styr på retningslinjer for seksuel chikane Næste artikel Kommunaldirektør: Nye idéer udvikles bedst ved at mødes ansigt til ansigt Kommunaldirektør: Nye idéer udvikles bedst ved at mødes ansigt til ansigt