Dansk Erhverv: Det fleksible arbejde må ikke blive en anekdotisk parentes

DEBAT: Coronakrisen har lært os at udnytte teknologien og arbejde fleksibelt både ude, hjemme, på jobbet og på farten. Det rummer fantastiske muligheder, som vi skal holde fast i, skriver Janus Sandsgaard, fagchef i Dansk Erhverv. 

Af Janus Sandsgaard,
Digitaliseringspolitisk fagchef i Dansk Erhverv 

Jeg går lidt stille med det, men
jeg stortrives under coronanedlukningen.

Hjemmearbejde passer mig personligt mægtigt
og åbner fantastiske muligheder, som omsider får luft under vingerne.

Jeg er taknemmelig for at tilhøre en privilegeret gruppe af kontorkrigere, hvor hjemmearbejdet giver mening. 

Sådan er det ikke for alle mennesker og arbejdssituationer, og det er en banal, men afgørende pointe.  

Derfor bliver jeg træt, når snakken går på, om vejen frem monstro er hjemmearbejde eller udearbejde. Eller når gamle spekulationer om, at hjemmearbejde permanent fortrænger alt andet og efterlader kontorlandskaberne øde som en scene fra en zombiefilm, stikker hovedet frem.

Det har de allerfærreste lyst til, fordi vi også er sociale væsener med krop og sjæl, og fordi noget af vores arbejde klares bedst analogt - og i det hele taget på mange forskellige måder. 

Hjemme-/udearbejde er selvfølgelig ikke et enten/eller. Knap nok et både/og. Faktisk tror jeg svaret kommer i tusind farver og faconer, alt efter organisation, personligt temperament, dagsform og årstid. Lidt som hvis vi diskuterede om fremtiden er bearnaise eller rugkiks og overså buffeten, veganerne og et talende egern i en gummibåd.

Slip arbejdet løs
Tilbage i 2014 turnerede Microsoft med et slagord om, at “arbejde er en aktivitet og ikke et sted vi tager hen”. 

Jeg elskede det, og man må sige at virksomheden var på forkant. For tilgangen stak dybere end Ude & Hjemme.  

Arbejde foregår bedst situationsbestemt, og med teknologiens velsignelser kan vi omsider slippe det løs. 

Geografisk kan det være fra hjemmet, cafeen, eller toget mellem Aarhus og København. Måske fra bittesmå kontorlandskaber rundt omring i landet, hvor folk fra forskellige virksomheder lejer sig ind og deler kopimaskine og frokostsnak. 

Men mindst lige så vigtigt: Når vi arbejder fra kontorbygningen, foregår det ikke nødvendigvis bedst med afsæt i den faste plads på eget kontor eller i cellen i kontorlandskabet. Nogle gange har man brug for ego-cellen, andre gange for en lille stillezone. Måske også et stort lokale tapetseret med whiteboards og ærteposer. 

Teknologien hjælper os, fordi den bliver vidunderlig usynlig og tilgængelig alle vegne - trådløst bredbånd, fikse apparater, vi gider tage med os, og samarbejdsværktøjer, som kobler os sammen. 

Vi behøver ikke længere være bundet til cellen i kontorlandskabet, som før var defineret ved placeringen af den stationære PC, eller hvor kablet rakte.

Fantastiske muligheder foran os
Det åbner muligheden for, at vi kan tilrettelægge arbejdet, som det passer organisationen, projektet og mennesket. 

Det stiller nye krav til os alle som medarbejdere og ikke mindst som ledere, som skal følge tilsvarende situationsbestemt med.

Det skal nok give skvulp i HR-afdelingen og mareridt i Intern Service, men vigtigst af alt er det fantastiske muligheder, der ligger foran os, hvor vi omsider får mulighed for at tilrettelægge arbejdet, så det passer til mennesket og opgaven. 

Vi kommer helt sikkert til at fumle og begå fejl, som vi vil se tilbage på med krummede tæer. Men jeg håber inderligt, at vi benytter lejligheden til at sætte fri og prøve af. Flere virksomheder er allerede godt på vej. 

Lad ikke corona-arbejdet blive en anekdotisk parentes som den store strømafbrydelse i 2002. Lad det blive starten på noget større og bedre, og lad det med tiden finde form og blive hverdag, som ingen gider læse debatindlæg om. 

Lad os se, hvad vi kan drive den til, og lad os invitere kokken og veganeren og hele slænget med på rejsen. 

Verden er på mange måder større end bearnaise og rugkiks. Fremtiden er hybrid og fremtiden er nu.

Forrige artikel V-borgmester: Giv os redskaberne til at hjælpe krisens ledige akademikere i job V-borgmester: Giv os redskaberne til at hjælpe krisens ledige akademikere i job Næste artikel Styrelsesdirektør: Arbejdsgivere skal sikre medarbejderne mod seksuel chikane Styrelsesdirektør: Arbejdsgivere skal sikre medarbejderne mod seksuel chikane