Oxfam Danmark: Den nye udviklingspolitik skal tage livtag med de koloniale dynamikker

Lige nu oplever vi en stigende tillidskrise fra flere fattige lande og afrikanske ledere, som vi er nødt til at tage bestik af og tage alvorligt, når vi fremadrettet skal lægge byggestenene i Danmarks udviklingspolitik.

Afrikanske ledere finder lige nu et nyt manøvrerum i en voldsomt forandret geopolitisk situation, hvor flere nye alliancepartnere som Kina, Rusland og andre ikke-vestlige magter byder sig til. Og det sker med en ny selvbevidsthed, som Ghanas præsident, Nana Akufo-Addo, udtrykte det sidste år til FN’s Generalforsamling:

"Vi ser ikke ud til at have nogen fælles værdier, som vi alle kan blive enige om, og heller ingen fælles mål, som vi alle stræber efter … Det er tid til åbent at erkende, at en stor del af Europas og USA’s enorme rigdom er bygget på sved, tårer, blod og rædsler fra den transatlantiske slavehandel.”

Det er netop et udtryk for den dekoloniseringsbølge og tillidskrise, som skyller gennem Afrika.

De kommende nye danske strategier for Afrika og vores udviklingssamarbejde må nødvendigvis tage bestik af denne nye virkelighed.

Som mange indlæg i denne debat allerede har slået fast, må svaret være, at Danmark skal vise større villighed til at indgå reelt ligeværdige partnerskaber med de afrikanske lande og lokale civilsamfundsorganisationer. 

Det kræver imidlertid modet til at være selvkritiske og for alvor tage livtag med de bagvedliggende strukturer, der giver grobund for de voldsomme frustrationer, Akufo-Addo gør sig til talsmand for: Den ekstreme globale ulighed.

Det gælder som udgangspunkt på tre områder:

1. Ligeværdighed i partnerskaber

Det er et positivt nybrud, at partnerskaber med udviklingslandene står centralt i regeringens nye udenrigs- og sikkerhedsstrategi. Men nu skal ordene omsættes til handling.

Det kræver, at vi er mere lyttende og tilgår udviklingslandene med større ydmyghed, som andre i denne debat også har peget på. Danmark rangerer ofte øverst i internationale opgørelser over kvaliteten af donorlandes bistand, og vi var blandt foregangslandene i de FN-forhandlinger, der førte til det globale syds befrielse fra kolonialismen – så vi har rigtig meget at byde ind med.

Men mange af verdens fattigste lande oplever med rette, at den rige del af verden gang på gang er løbet fra sit internationale ansvar i forhold til bistand, klima, handelspolitik med videre. Og særligt efter vestens hamstring af corona-vacciner for et par år siden, er tålmodigheden sluppet op.

{{toplink}}

I den nye verdensorden må vi erkende, at brudte løfter og dobbeltstandarder har direkte betydning for samarbejdsmuligheder med det globale syd. Dette er også aktuelt med den tragiske konflikt mellem Hamas og Israel. Her gør den vestlige verden sig i øjeblikket meget sårbar i forhold til anklager om, at man ikke stiller samme krav til Israel om at overholde international humanitærlov og folkeretten, som man ville gøre til andre stater, der ikke har det samme tætte forhold til USA.

Derfor er der desto større behov for, at Danmark går forrest og viser, at vi selv og de andre gamle kolonimagter leverer på vores internationale forpligtelser. 

2. Anerkend kravet om global klimaretfærdighed

De rigeste lande, herunder også Kina, og de rigeste personer i toppen af verdenssamfundet har bidraget mest til klimakrisen, mens verdens fattigste rammes hårdest af konsekvenserne.

At skaffe pengene til de berørte af klimaforandringerne er en moralsk forpligtelse for de lande, der bærer det største ansvar. Og det er nødvendigt, at vi kommer det globale syd i møde, hvis vi skal gøre os forhåbninger om at komme i mål med Parisaftalens reduktionsmål på tværs af alle lande.

Men vi er samtidig nødt til at anerkende, at vores hjemlige klimapolitikker har betydning for vores forhold til de fattigste lande.

Vi kan ikke forlange handling af andre lande, som har en brøkdel af de ressourcer, vi råder over, og langt mindre ansvar for udledning af klimagasser, hvis vi selv bliver ved med at dumpe målene i vores egen klimalov. Og det er svært at opretholde troværdigheden som leder af en global alliance for afvikling af udvinding af olie og gas (BOGA), når vi samtidig har en national udbudsaftale, der åbner for, at vi kan hive ny gas op af Nordsøen.

3. Bekæmp den ekstreme ulighed

Verdensmål 10 om at reducere uligheden internt i lande er kun blevet mere presserende. Dekoloniseringsbølgen i Afrika sker parallelt med, at for eksempel den skrøbelige Sahel-region, som Danmark og EU har engageret sig mere i de senere år, oplever stigende konflikter, fattigdom og militærkup, hvor demokratisk illegitime regimer også udnytter den folkelige vrede mod de gamle europæiske kolonimagters tilstedeværelse i regionen.

Præcis som populismen i USA og Europa, der finder næring i stigende ulighed og mangel på sociale fremskridt for de laveste samfundslag, kan autoritære militærledere i Afrika bruge frustrationerne hos de fattigste til at mobilisere befolkning mod en ydre fjende. 

Det bedste våben mod dette er, at vi fra dansk side stiller os på befolknings side i kampen mod ulighed og holder fast i demokrati og menneskerettigheder og sikre sociale rettigheder til uddannelse, sundhed og et anstændigt liv for befolkningen, selv når det ser allersværest ud.

debat@altinget.dk