Dansk Flygtningehjælp: Udfordringerne står i kø til den næste udviklingspolitiske strategi

Regeringens kommende humanitære og udviklingspolitiske strategi er en strategi til en mere skrøbelig verden. De geopolitiske spændinger stiger, ikke mindst mellem nord og syd.

Der er krig i Ukraine, som har medvirket til dyrere fødevarer og højere priser generelt – hvilket har påvirket de i forvejen mest udsatte uforholdsmæssigt. Og det kommer lige i kølvandet på covid-19-krisens effekter. Fattigdomsbekæmpelsen går for første gang i mange år baglæns. Klimaforandringerne rammer stadig tydeligere, ikke mindst i verdens fattigste lande.

Nye konflikter opstår, og konflikter forbliver uløste i længere tid, hvilket påvirker de fordrevne. Som konsekvens af blandt andet disse ting sætter antallet af flygtninge og internt fordrevne nye rekorder i 2023 og har nu rundet 100 millioner globalt. Det er komplicerede problemer, regeringens strategi skal favne, og det bliver ikke let.

Fire ønsker til udviklingspolitikken

DRC Dansk Flygtningehjælp har fire ønsker til den: Vi skal være dér, hvor det er svært. Vi skal være der mest muligt gennem lokale partnere. Klima- og udviklingspolitikken skal sammentænkes. Og i det hele taget skal vi samtidig tænke kort, langt og på tværs.

Første punkt på vores ønskeseddel: Vi skal være dér, hvor behovene er størst. Det er oftest steder med konflikt og skrøbelighed – de steder, hvor det er sværest at operere, og hvor befolkningerne er mest udsatte.

Vi skal ikke lade befolkningerne i disse lande i stikken, men finde måder fortsat at være til stede – både direkte og gennem støtte til civilsamfundsorganisationer og lokale aktører, uanset hvem der er ved magten. I lande som for eksempel Myanmar og Afghanistan har vi set en voldsom stigning i de humanitære behov siden 2021. Og DRC er fortsat til stede i begge lande, hvor vi leverer essentiel humanitær nødhjælp – men samtidig forsøger at hjælpe på længere bane med så forskellige ting som minerydning og økonomisk støtte til virksomheder ledt af kvinder.

{{toplink}}

Stærkere lokalisering

Og det bringer os til punkt to: Vi skal gøre mest muligt – ikke bare selv, men stadig mere gennem og med lokale partnere. For det første har lokale partnere ofte bedre muligheder for at udføre jobbet.

Og for det andet – når Danmark arbejder gennem lokale partnere, er vi også med til at opbygge og styrke det civilsamfund, der fungerer som modvægt til udemokratiske myndigheder, og som på sigt måske kan skabe et alternativ. Og som er til stede før, undervejs og i det lange seje stræk mod genopbygning efter en krise.

Hvordan ser lokalisering ud i praksis? DRC har taget en principbeslutning om at arbejde meget mere gennem lokale partnere. Et eksempel er vores Flash-projekt, som hjælper fordrevne mennesker i skrøbelige Sahel-stater som Burkina Faso, Niger og Mali.

Flash-projektet yder hurtig nødhjælp i mindre skala til familier på flugt. Hjælpen kan for eksempel bestå i at uddele kontanter til basale fornødenheder, førstehjælp, rent vand og sanitære forhold. Men – og her kommer pointen – hjælpen leveres 100 procent af lokale partnere.

DRC leverer organisatorisk og teknisk støtte til partnerne. Det kan være hjælp til at indgå kontrakter med leverandører eller afrapportering til donorer. Og fra næste år træder DRC endnu et skridt tilbage, når de lokale partnere begynder at modtage direkte fra donorerne, udenom DRC.

Projektets succes illustrerer styrken i lokaliserings-tanken: De lokale organisationer kan reagere meget hurtigt. De kan reagere på mindre kriser. De er forankrede i lokalsamfundene. Og de bliver en del af de nationale koordineringsmekanismer og beslutningsprocesser, som lokale organisationer normalt er afskåret fra.

Så udviklingsbistanden skal længere ned ad denne vej – som den allerede bevæger sig ad.

Vi skal tænke bredt og nyt

Punkt tre: Udviklingspolitik er i dag også klimapolitik. Klimaforandringerne rammer hårdest i lande, der ikke har skabt problemerne, som i forvejen kæmper med alle mulige andre problemer – og som ofte ikke har ressourcerne til at gøre ret meget ved det. Samtidig er klimaforandringerne med til at fordrive stadig flere mennesker, navnlig når der også er konflikt og mangel på god regeringsførelse. Regeringen kommer til at sammentænke udviklingspolitikken og klimapolitikken stadig mere.

Til slut skal udviklingspolitikken blive bedre til at tænke kort, langt og på tværs på samme tid. Den skal både forebygge og respondere på skrøbelighed – men også opbygge lokalsamfund, der er bedre rustet til klima-chok og konflikt, og hvor vi i endnu højere grad tænker fredsopbygning ind i ligningen.

På finanslovsforslaget er pengekasser, der før var adskilte, nu er blevet samlet – og det ser vi som et lovende forvarsel om en ny tilgang hos regeringen.

Vi håber, forvarslerne holder.

debat@altinget.dk