Praktikpladsmarkedet er et paradoks
DEBAT: Med faldende antal praktikpladser i sigte skal politikerne tænke anderledes for at sikre de unge en uddannelse, skriver Lars Goldschmidt, DI-direktør med ansvar for uddannelse.
Af Lars B. Goldschmidt
Direktør i DI med ansvar for uddannelse
Udgangspunktet for at se på unges adgang til erhvervsuddannelserne er god.
Der er rekordmange unge i gang med en erhvervsuddannelse, og færre og færre mangler praktikplads. Men for første gang siden 2003 falder antallet af uddannelsesaftaler mellem lærlinge og virksomheder.
Indtil nu har vi kun set større fald i antallet af praktikpladser på bygge- og anlægsområdet. Alligevel må vi forvente, at de svækkede konjunkturer medfører, at der vil blive indgået færre aftaler i 2009 end de foregående år.
Grund til bekymring
Det giver med rette anledning til bekymring - både på vegne af de unge, der får sværere ved at få den uddannelse, de ønsker sig, og på vegne af de virksomheder, der på sigt får svært ved at skaffe kvalificeret arbejdskraft.
Der er derfor grund til at overveje, om der er behov for at forbedre de unges uddannelsesmuligheder, og hvad en sådan indsats kan bestå af.
Der appelleres til virksomhedernes ansvarsfølelse, og det fremføres, at virksomhederne har ansvaret for at tilbyde praktikpladser til alle unge. En påstand, jeg ikke er enig i.
Virksomhederne tager ansvar
Virksomhederne har både en interesse i og et moralsk ansvar for at være med til at sikre de unge en god uddannelse. Det er et ansvar, der tages alvorligt, men det er et ansvar for både kvalitet og kvantitet.
I uddannelsesaftalen forpligter virksomheden sig til at give lærlingen en god uddannelse med færdigheder, som er beskrevet for hver enkelt uddannelse. Hvis ordrerne udebliver eller ændrer karakter, kan virksomheden ikke længere leve op til uddannelsesforpligtelsen.
Derfor er det uansvarligt at lave nye - i parentes bemærket uopsigelige - uddannelseskontrakter med den ene hånd, mens virksomheden forhandler afskedigelser af andre medarbejdere med den anden hånd.
Incitamenter med begrænset virkning
Folketinget har indført forskellige økonomiske incitamenter for at få virksomhederne til at tage flere lærlinge. Men de har begrænset virkning, fordi økonomien i at tage lærlinge spiller en underordnet rolle i forhold til, om der er relevante opgaver i virksomheden og brug for lærlingens arbejdskraft.
Derfor kan de økonomiske præmieordninger - som nogle endda ønsker styrket - ikke ændre ved, at praktikpladsmarkedet går op og ned.
I stedet risikerer vi, at økonomiske incitamenter og praktikmuligheder på skolerne forværrer de ubalancer, der er mellem populære uddannelser med dårlige beskæftigelsesmuligheder, og mindre søgte uddannelser med gode beskæftigelsesmuligheder.
Skolepraktik kan overvejes
Virksomheder, der udbyder populære uddannelser, belønnes med arbejdskraft og penge, mens virksomheder, der har svært ved at tiltrække unge, straffes økonomisk og på arbejdskraften. Samtidig fastholdes elevernes søgning mod populære uddannelser, hvis adgangen til skolepraktik udvides. Skolepraktik skal derfor kun overvejes på uddannelsesområder, hvor beskæftigelsesmulighederne er så gode, at praktikpladsmarkedet ikke skævvrides yderligere.
I stedet skal vi tænke bredt og søge andre veje til at imødekomme unges uddannelsesønsker. Vi skal øge fleksibiliteten mellem ungdomsuddannelserne. Unge skal f.eks. kunne begynde på en gymnasial uddannelse og senere skifte til en erhvervsuddannelse, hvor der bygges videre på de høje niveauer fra gymnasiet.
Vejlederne skal påvirke eleverne til at vælge uddannelser, hvor det stadig er nemt at få praktikpladser. Vi skal anerkende korte, erhvervsrettede uddannelser - som f.eks. chaufføruddannelsen, der gennemføres af 5.000 årligt. Og de enkelte brancher skal selv gøre mere for at udjævne de værste konjunkturudsving - herunder at få flere virksomheder til at være uddannelsesaktive.
Stop med at missionere i skolen
Nytænkning i dansk uddannelsespolitik
