Pædagoger i skolen gavner eleverne

DEBAT: Det er godt for eleverne og udviklingen i folkeskolen, at pædagogerne i højere grad er rykket ind. For sammen med lærerne løfter de hinanden, hvilket smitter af på elevernes faglighed. Det skriver Anna Mee Allerslev, formand for KL’s Børne- og Kulturudvalg. 

Af Anna Mee Allerslev (R)
Formand for KL’s Børne- og Kulturudvalg

I et interview med Altinget betegner Liberal Alliances uddannelsesordfører Merete Riisager (MR) det som en faglig katastrofe, at pædagogerne er rykket ind i folkeskolen. Ordføreren begrunder det med, at antallet af pædagogtimer på skolerne er steget med den nye reform, hvilket hun mener vil undergrave elevernes faglighed. Jeg ser på ingen måde de samme spøgelser, som MR gør.

Tværtimod er det min vurdering, at det er en gevinst for eleverne og skolen, at man med folkeskolereformen har åbnet skolen endnu mere for pædagogerne og deres faglighed. Særligt i den understøttende undervisning spiller pædagogerne en stor rolle på alle klassetrin.

For her omsætter pædagogerne undervisningen til aktiviteter, der gavner elevernes læring, kreativitet og trivsel. Og pædagogerne kan være med til at gøre undervisningen mere motiverende for de elever, som fx har tankerne andre steder. Og det er altafgørende, set i det lys at knap hver femte elev forlader folkeskolen uden at være i stand til at læse og regne godt nok. 

Pædagoger har afgørende betydning
Faktisk viser erfaringerne, at der er flere unge, der begynder på en ungdomsuddannelse, hvis de har haft en pædagog i deres undervisning.

MR burde heller ikke være så bekymret for elevernes faglighed, hvis hun kiggede lidt nærmere på den analyse af 2.600 børn på 19 skoler, som konsulentvirksomheden Rambøll offentliggjorde sidste år. Den viste, at eleverne fik højere karakterer i 9. klasse, hvis de havde haft pædagoger i skolen.

Der er heller ingen tvivl om, at pædagogerne har en afgørende betydning for arbejdet med at inkludere flere elever i den almene undervisning. Andreas Rasch-Christensen, forskningschef på VIA University College og ekspert i inklusion, har gentagne gange sagt, at inklusionen har de bedste vilkår, hvis pædagogerne og lærerne arbejder tæt sammen.

Og det leder mig netop hen til, at pædagogernes rolle i skolen jo selvfølgelig afhænger af lærernes rolle. Og ditto. For de to fagligheder supplerer og løfter hinanden – og netop dette tværprofessionelle samarbejde er folkeskolereformens helt store styrke.

Der findes spøgelser på Christiansborg
I samme interview, hvor MR ytrer sig, meddeler Enhedslistens Rosa Lund, at ”det er en faglig katastrofe, hvis pædagogerne overtager lærernes arbejde”, og at da ”en pædagog er billigere end en lærer, og når nu begge skal være en del af folkeskolen, så kan man frygte, at kommunerne går efter at ansætte pædagoger for at spare penge”.

Igen må jeg sige, at der tilsyneladende findes nogle spøgelser på Christiansborg, som vi ikke kan se ude i kommunerne. Selvfølgelig skal pædagogerne ikke overtage lærernes arbejde – og omvendt. Det er på ingen måde intentionen i reformen eller virkeligheden i kommunerne.

Som udgangspunkt er det fx forudsat, at lærerene varetager 50 pct. af den understøttende undervisning, mens personale med andre kompetencer – herunder pædagoger – varetager de øvrige 50 pct. Og en undersøgelse, som KL gennemførte blandt kommunerne tilbage i maj 2014 viste da også, at fordelingen mellem lærerne og pædagogerne og andre med relevante undervisningskvalifikationer i den understøttende undervisning lægger sig på netop 50-50.

Så min opfordring til Christiansborg og andre, der tvivler på pædagogernes rolle i folkeskolen: Pak tvivlen væk og lad de forskellige fagligheder i folkeskolen vokse og arbejde sammen. Det kan og vil med garanti gavne elevernes faglighed.

Forrige artikel R: 9. klasseprøverne skal være tidssvarende R: 9. klasseprøverne skal være tidssvarende Næste artikel DEA: Læringstaxameter kan skabe et fagligt løft DEA: Læringstaxameter kan skabe et fagligt løft
Ny analyse: Erhvervserfaring fører til mindre frafald

Ny analyse: Erhvervserfaring fører til mindre frafald

Unge med erhvervserfaring træffer mere målrettede uddannelsesvalg, ifølge en ny analyse fra Dansk Arbejdsgiverforening. Uddannelsessektoren skal se sabbatår og år med erhvervsarbejde som en mulighed for rekruttering, mener forsker.