Børn af demokratiet

Af Benedikte Ask Skotte
Formand for Skole og Samfund

Har du nogensinde siddet og forklaret dine børn noget, som du fra starten synes er vigtigt, men som med et spørgsmål fra opkomlingen kommer til at "smuldre"? Hmm...

Juleferien har givet anledning til dejlige stunder sammen med vores børn. Til samtaler, argumenter, udredninger, diplomatiske synsvinkler på, hvorfor det er vigtigt at lære at tabe i brætspil, og hvorfor man ikke hoverer, når man vinder.

Det kan være svært at forstå, når man er 11 år, og storebror på 16 år mener, at det er en menneskeret at hovere, når man har vundet. Det er det, der ligesom er "præmien".

Besøg hos det lokale elevråd
Før jul var jeg inviteret til møde i elevrådet på den lille skole, jeg sidder i skolebestyrelsen på. Der sad ni elever fra 4.-6. klasse og ventede på, at jeg skulle sige noget om skolebestyrelsens arbejde og deres medvirken som elevråd. Syv piger og to drenge - og vi taler om kønskvoteringer i bestyrelser!

Så tænker man på at vare sine ord, få forklaret hvad skolebestyrelsen laver, kan og bør. Man får formuleret, hvordan man tager ansvar. Man får fortalt dem, at forældre har valgt os til at sidde i bestyrelsen og har tillid til, at vi varetager alle forældres interesse, at man ikke kun sidder i bestyrelsen, fordi man selv har lyst til at få noget gennemført, men at man forhører sig hos, for disse elevers vedkommende, sin klasse, og så kommer frem med de ideer, der kommer fra klassen. At man er formidler af holdninger og ideer.

Bertel Haarder er ministeren
Det var stort! Jeg kunne godt høre mig selv komme ud i nogle filosofiske betragtninger, og da en af drengene begyndte at gabe, tænkte jeg, at jeg hellere måtte skrue lidt op for blusset. Så jeg fik spurgt om de kendte til regeringen, ja,- Anders Fogh! ... og undervisningsministeren: ja,- det er Bertel Haarder. Og så kom den store lektie:

"Dem har jeres forældre valgt til at varetage Danmarks interesser og hverdag. Ligesom jeres klassekammerater har valgt jer...."

Hertil gik det meget godt. Så måtte jeg rundt om at forklare, at der var kommunerne, som har ansvaret for folkeskolen. Her vil jeg gerne vende tilbage til mit første spørgsmål. Har I nogensinde siddet og forklaret jeres børn noget, som I fra starten synes er vigtigt, men som med ét spørgsmål fra opkomlingen smuldrer?

Virker demokratiet?
Jeg skal sige, at jeg med overbevisning fik forklaret demokratiet i elevrådet, skolebestyrelsen, kommunerne og sågar Folketinget,- også uden at min lille ven faldt helt i søvn.

Man bagefter kommer tankerne om, hvorvidt jeg sidder og stikker blår i øjnene på ungerne. Har man den indflydelse, der skal til? Har vi den tillid til demokratiet, som vi siger? Har vi indflydelse i demokratiet? Og er "Nærdemokratiet" og "Brugerindflydelsen", som Tænketanken, nedsat af indenrigsministeren før kommunesammenlægningerne, kom med bud på, blevet taget med ind i de nye storkommuner?

Som med alt andet: ja, mange steder! Men vi er stadig usikre på, hvad en skole er.

Vi skal ikke bevare alt, fordi "sådan har det altid været". Men vi skal tage en dialog i demokratisk ånd om: Hvad, hvordan og hvorfor vi ser fremtiden, som vi gør.

Og øverst skal der stå: Hvad giver det bedste skole-tilbud til det enkelte barn? Er det for "floffy"? Sjovt nok ved vi alle sammen, hvad det er! For nogle skoler er det et lokalt nærmiljø med stor forældreopbakning, for andre er det et stort lærerværelse, hvor der er faglig sparring, og for andre er det noget helt tredje eller fjerde, der tæller,- men det tæller og betyder noget!

Børn skal "se" demokratiet
Så demokratiet, som vores børn skal lære ifølge folkeskoleloven, er vigtigt. De "lærer", men det er også vigtigt, at de får lov til at "se", hvad det er, vi siger! Begrav sætningen: "Du skal gøre, som jeg siger, ikke som jeg gør" - så får vi nogle fremtidige borgere, som forstår at bruge vores vigtige demokrati.

Godt nytår.

debat@altinget.dk