Perspektivløs pengeafbrænding
DEBAT: AER er grundlæggende en god konstruktion, men politikernes præmieordning er et luftkastel, som udhuler AER's eksistensvilkår. Og så risikerer vi i fremtiden, at praktikpladserne forværres af ordningen, siger erhvervsuddannelseschef i DI, Lone Folmer Berthelsen.
Dyrt og uden effekt
AER har gennem de seneste syv år dækket udgifter på svimlende 6,4 mia. kr. til præmieordninger, og regningen for dens videreførelse i 2012 løber op i yderligere 2,3 mia. kr. Det er mange penge at hive op af lommerne i en situation, hvor virksomhederne stadig kæmper for at overleve og bevare arbejdspladser i Danmark.
En mindre midlertidig forhøjelse ville være acceptabel, hvis præmierne rent faktisk bidrog til at løse problemet med mangel på praktikpladser. Det aner man imidlertid ikke noget om, og den nye rapport fra AER leverer heller ingen dokumentation for en sådan sammenhæng.
Rammer eksport og ufaglærte
Derimod dokumenterer rapporten, at præmieordningen hvert år omfordeler større trecifrede millionbeløb mellem brancher - primært fra eksporterende fremstillingsvirksomheder til hjemmemarkedserhverv. Det skyldes først og fremmest, at andelen af faglærte i fremstillingsindustrien er mindre end i andre erhverv - bl.a. fordi fremstillingsvirksomheder har mange ufaglærte og personer med videregående uddannelse ansat.
Flere og flere fremstillingsvirksomheder oplever samtidig, at de ikke kan få lærlinge til ledige praktikpladser inden for vitale fagområder. Her er der altså ikke tale om mangel på praktikpladser, men om mangel på unge. Det gælder ikke mindst i provinsen, hvor man finder hovedparten af arbejdspladserne i fremstillingsindustrien, og hvorfra store dele af landets eksportindtægter derfor reelt genereres.
Disse virksomheder kan nu se frem til endnu en regning, der altså først og fremmest vil ramme eksporten, provinsen og de ufaglærte. Og rammer vi her, fjerner vi samtidigt en del af grundlaget for fremtidige praktikpladser.
Uheldige incitamenter
I takt med præmieordningens indførelse og forhøjelse til de nuværende 70.000 kr. viser AER's rapport desuden, at vi sideløbende har oplevet en eksplosiv stigning i antallet af korte uddannelsesaftaler. Det er svært at sige noget sikkert om baggrunden for denne stigning. Vi kan dog konstatere, at de korte aftaler forholdsmæssigt udløser flere præmier end de lange aftaler, der var mere almindelige i virksomhederne inden præmieordningens indførelse. Det er ærgerligt for de unge, hvis det betyder voksende usikkerhed om, hvorvidt de kan gennemføre hele uddannelsen hos samme virksomhed, eller skal finde en ny læreplads efter to år.
Samtidig er der en indbygget risikabel selvmodsigelse i præmieordningen. Hvis den virker, opretter virksomheder praktikpladser, de ellers ikke ville have oprettet, men det afgørende for, om virksomhederne opretter praktikpladser er, at de har noget at lave. Man risikerer derfor, at der oprettes praktikpladser begrundet i et tilskud - og ikke fordi man har relevante opgaver og interesse i en elev eller lærling.
Resultatet kan meget vel blive dårligere praktikpladser.
Symbolpolitik på syvende år
Man må i det lys næsten håbe, at præmieordningen ikke har nogen effekt. Noget tyder på det, for efter syv år med forskellige versioner af præmieordningen findes der fortsat ingen dokumentation for, at ordningen virker.
Det bliver derfor interessant at se, om politikerne beslutter sig for at videreføre ordningen efter 2012. I så fald nærmer vi os en situation, hvor præmier udgør en større andel af AER's udgifter end det primære formål med AER - at refundere lønudgifter til virksomheder, når deres elever og lærlinge er på skoleophold. Deraf navnet, Arbejdsgivernes Elev Refusion.
AER er grundlæggende en god konstruktion, der understøtter virksomhedernes uddannelsesarbejde, men det har aldrig været hensigten at benytte ordningen som platform for at brænde 6,4 mia. kr. af på syv år uden nogen dokumenteret effekt. Dertil venter altså regningen på 2,3 mia. kr. for 2012.
Hvor længe skal vi fortsætte denne symbolpolitik?
