Lad os diskutere indhold og ikke mursten

Diskussionen om erhvervsakademier og professionshøjskoler er ved at blive til et spørgsmål om institutionsstruktur. Lad os komme tilbage til det, det handler om: visionerne om udviklingen af uddannelserne.

I de seneste måneder er fronterne i debatten om fremtiden for erhvervsakademierne og professionshøjskolerne blevet trukket hårdt op. Undervisningsminister Tina Nedergaard har flere gange opfordret erhvervsakademier og professionshøjskoler til at øge samarbejdet og gerne fusionere. Erhvervsakademierne har modsat meldt ud, at de ønsker at bevare deres selvstændighed og gerne vil overtage professionsbacheloruddannelserne til det private arbejdsmarked fra professionshøjskolerne.

Uddannelsesvisionerne fra Globaliseringsaftalen fra 2007 om udviklingen af det videregående professionsrettede uddannelsesområde er gledet i baggrunden til fordel for en diskussion om institutionsstruktur. Der bliver i denne debat tegnet billeder af professionshøjskolerne som mastodontinstitutioner med fokus udelukkende på det offentlige område, og hvor de privatrettede uddannelser vil forsvinde i mængden. Derfor skal de videregående uddannelser til det private erhvervsliv helst skal ligge på mindre institutioner, der udelukkende er målrettet det private område.

Stor indflydelse i VIA
Som direktør for TEKO, der som en rendyrket brancheskole fusionerede ind i VIA, professionshøjskolen i Region Midtjylland, i 2009, må jeg sige, at jeg ikke kan genkende de billeder, der bliver tegnet. Vi driver fortsat videncentre, deltager i forskning og udvikling, gennemfører projekter i samarbejde med branchens virksomheder, arbejder internationalt og holder gang i en lang række aktiviteter, der udspringer af det grundlag, vi altid har stået på: Tæt dialog med de brancher, vi leverer medarbejdere til, så vores studerende altid har de helt aktuelle kvalifikationer, virksomhederne efterspørger.

Der er intet ændret i den måde, TEKO arbejder på. Eneste forskel i forhold til før og efter fusionen er, at vi nu har fået langt flere muligheder og kompetencer at trække på i vores arbejde. Ikke mindst på det internationale område. Vi er sammen med de øvrige privatrettede uddannelser i VIA yderst synlige internt og eksternt. Vi har særdeles stor indflydelse på VIAs strategiske udvikling og med afsæt i den organisation, vi er en del af, er hele vores område under fortsat udvikling. Den store fordel for os er ikke mindst, at vejen til supplerende viden fra andre fagområder er kort, når vi for eksempel skal udvikle en diplomingeniøruddannelse i materialer eller produktudvikle på beklædning til sundhedsområdet.

Derfor undrer det mig, at diskussionen om erhvervsakademiernes fremtidige status nærmere drejer sig om mursten og geografi frem for kvalifikationer og kompetencer. Hvis vi om få år står med syv professionshøjskoler, ni selvstændige erhvervsakademier, to ingeniørhøjskoler, syv universiteter og en lang række andre uddannelsesinstitutioner, der alle i større eller mindre udstrækning vil udbyde uddannelser inden for det samme område, så har vi for alvor druknet Globaliseringsaftalens uddannelsesvisioner i en strøm af alt for mange og alt for spredte uddannelsesmiljøer.

Store enheder er vejen frem
Samling af institutionerne i færre, større og bredere funderede enheder er helt afgørende for udviklingen af den professionsrettede uddannelsessektor. Ikke fordi stort pr. automatik er godt, men udvikling og gennemførelse af relevante uddannelser skal i dag hvile på et meget bredt fundament af viden og kompetence på uddannelsesinstitutionen og et tilsvarende tæt og løbende samarbejde med aftagerne.

En uddannelsesinstitution skal kunne meget mere end at undervise og uddanne. Det kræver en vis volumen at kunne arbejde bredt, og i den forbindelse er det en klar styrke at være en del af et stort og mangeartet kompetencefællesskab. Ressourcerne kan anvendes bedre og give større udbytte i en struktur med færre og større institutioner, der hver har den nødvendige volumen til at løfte hele opgaven. Ikke mindst i den nuværende situation, hvor både uddannelsessektor og samfund er klemt mellem behovet for en større indsats og færre økonomiske midler.

Klarhed og sammenhæng i sektoren
Men konkurrence er sundt, vil modargumentet lyde. Det er fuldstændig rigtigt, og det er lige så sikkert, at konkurrence vil uddannelsessektoren få masser af i de kommende år. Fra andre landes uddannelsesinstitutioner.

De fleste kan huske de få år gamle kække politiske bemærkninger om, at Danmark skulle leve af viden og udvikling i fremtiden. Scenariet var, at Asien fortsat ville være den vestlige verdens produktionshal, mens vi sad her og styrede, hvad der skulle produceres. Men det er ikke kun produktionen og jobbene herfra, der flytter østpå. Det gør udviklingsarbejdet og designet også. Og dermed forsvinder uddannelsessektorens hjemmebanefordel. Hvor det tidligere var danske uddannelser på danske arbejdspladser, så er det i fremtiden internationale uddannelser på internationale arbejdspladser. Vi kan klare os, hvis vi er bedre end de øvrige udbydere. Er vi ikke det, vil ingen savne os.

Det er den udvikling, vi er oppe imod, såvel uddannelsesinstitutioner som samfundet som helhed. Derfor skal vi tilbage til det, der var udgangspunktet: Visionen om den professionsrettede sektor og skabe den klarhed, sammenhæng og ensartethed i sektoren, visionen kræver. Men det haster, inden murstenene og geografien får overtaget.

debat@altinget.dk