Der findes skoler uden for København!

DEBAT: Forfatter Lars Olsen tager - som andre storbyboere - fejl i forhold til friskolernes elevgrundlag på landet og i byen, skriver Ebbe Lilliendal, formand for Dansk Friskoleforening. Læs Lars Olsens gensvar nederst.

Af Ebbe Lilliendal og Maren Skotte
Hhv. landsformand og informationskonsulent for Dansk Friskoleforening

Lars Olsen er aktuel med bogen "Den sociale smeltedigel", hvor en central pointe er, at Danmark lider under en social skævvridning, som forstærkes af fri- og privatskolernes succes.

Han mener, at friskoler og privatskoler er med til at polarisere landets skoleelever og forhindrer, at der sker et kulturmøde mellem høj og lav.

Lars Olsen gør samme fejl som andre toneangivende storbyboere, nemlig glemmer, at der er endog store forskelle på land og by, hvad angår folke- som friskolernes rekrutteringsgrundlag.

Skal københavnerne sætte dagsordenen?
Lad os lige få proportionerne på plads: På landsplan går 13 procent af skoleeleverne i friskoler eller privatskoler, svarende til 92.000 elever. I København er det 26 procent af skoleeleverne, der går i de frie grundskoler, svarende til 5.500 børn.

Er det rimeligt, at knap 6 procent af landets friskoleelever bliver toneangivende for skoledebatten her til lands?

De familier, der sætter sig for at omdanne den lokale, lukkede folkeskole til en friskole bliver vel ikke med et trylleslag særligt ressourcestærke, fordi skolen nu er en friskole?

Reservat for de bedste
Også behovet for fripladser og specialundervisning i friskolerne levner ingen mistanke om, at friskolerne samlet set skulle være et reservat for særligt heldigt stillede. Rekrutteringsgrundlaget for friskolerne og folkeskolerne uden for storbyerne er nogenlunde ens.

I skoledebatten er det vigtigt at holde stramt fast i, at de sociale og kulturelle udfordringer i storbyerne og i resten af landet er usammenlignelige.

I øvrigt bør man holde sig for øje, at skolen i dag kun er ét af flere mødesteder. Børns sociale møde finder sted i mange andre sammenhænge, blandt andet i idrætsklubber og andre fritidstilbud.

Nej til lange busture
Friskolerne ønsker i høj grad at medvirke til en større social mobilitet, hvorfor vi også aktivt gik ind i det københavnske projekt »Skoler på X og tværs«, der skulle få flere tosprogede elever til at søge friskolerne.

Men vi går ind for frihed, oplysning og medinddragelse. Kulturmøder og integration kræver information og kommunikation - ikke lange busture ud af byen for at blive blandet med andre!

Forrige artikel Arbejdsstyrkens kompetencer og regionale vækstudfordringer Arbejdsstyrkens kompetencer og regionale vækstudfordringer Næste artikel Et gymnasium for flertallets eller akademikernes børn? Et gymnasium for flertallets eller akademikernes børn?
Ny analyse: Erhvervserfaring fører til mindre frafald

Ny analyse: Erhvervserfaring fører til mindre frafald

Unge med erhvervserfaring træffer mere målrettede uddannelsesvalg, ifølge en ny analyse fra Dansk Arbejdsgiverforening. Uddannelsessektoren skal se sabbatår og år med erhvervsarbejde som en mulighed for rekruttering, mener forsker.