Den lave søgning
DEBAT: Både regeringen og fagforeningerne har et ansvar for den lave søgning til de videregående uddannelser, mener De Konservatives uddannelsesordfører, Charlotte Dyremose.
Af Charlotte Dyremose
Uddannelsesordfører for De Konservative
Så kom tallene for søgning til de videregående uddannelser. Alt for få unge starter i år på en videregående uddannelse, og politikere og eksperter falder over hinanden for at komme med begrundelser og beskyldninger.
Og der er virkelig tale om et samfundsproblem. Men det er ikke mindst et problem for den enkelte unge, der i sidste ende kommer til at stå uden en helt nødvendig kompetencegivende uddannelse.
Som arbejdsmarkedet ser ud lige nu, er der arbejde til alle. Og det er nok også en stor del af grunden: Det er langt mere attraktivt at tage et godt job end at leve af SU under uddannelse, når det er så nemt at få job.
Lav søgning trods regeringens succes
Man kan sige, at denne regering har haft så stor succes med at skabe arbejdspladser til alle og økonomisk vækst, at den har skabt sig et kæmpe problem med mangel på arbejdskraft og deraf følgende lav søgning til de videregående uddannelser.
Så vi må nu til at "lappe på succesen".
Flere parter har foreslået at slække på adgangskravene. Men det kan vi ikke være bekendt. Vi skal ikke forringe uddannelsernes kvalitet for at få flere med. Vi skal i stedet opkvalificere og opmuntre de unge til at tage uddannelse.
Og naturligvis må vi overveje i den nuværende situation, om vi har gjort nok. Dog skal vi også lige huske at trække vejret. Vi har nemlig lavet mange ændringer de seneste år: Sprogscreening, pædagogiske læreplaner, nationale test, trinmål, flere timer i et antal fag, vejledningsreform, ny 10. klasse, gymnasiereform, professionshøjskoler, merituddannelser og mesterlære. Desværre er der mange af tiltagene, som først vil og kan slå igennem om et antal år.
Tiltagene skal virke både nu og i fremtiden
Det får naturligvis oppositionen til at råbe op. Men i virkeligheden er det jo netop udtryk for, at vi har taget ansvar for uddannelsessituationen også i fremtiden og ikke bare i denne valgperiode. Nu gælder det bare om at få det til at virke - ikke bare i fremtiden, men også i nutiden.
Men vi politikere kan ikke gøre det alene. Fagforeningerne må også holde op med at tale centrale fag ned. Jeg tænker bl.a. på pædagog, sygeplejerske og lærerfagene. Og det er brandhamrende ærgerligt, for der er tale om faggrupper, som er helt og aldeles uundværlige for vores samfund.
Lærerlønnen er ganske fin
Strejkerne har gjort deres. Konstant tales der om de forfærdelige løn- og arbejdsvilkår. Men samtidig har det jo vist sig, at sammenlignet med mange andre faggrupper er lønnen nu ganske udmærket.
Og lønsammenligningen med det private erhvervsliv holder ganske enkelt ikke vand, da man i det private erhvervsliv har langt dårligere barselsvilkår og arbejder 2,5 timer mere om ugen, da frokost ikke er inkluderet i den 37 timers arbejdsuge - bare for at nævne nogle ting.
Men strejken er ikke det eneste problem: For hver gang vi fra politisk side har lavet ændringer i f.eks. lærernes arbejde, så er det blevet taget som en kritik og en barriere i stedet for at se det som politisk interesse og en spændende udfordring. Den udvikling håber jeg, at vi kan få vendt.
Et fælles ansvar
Og jeg håber, at fagforeninger og politikere vil være indstillet på at sætte sig sammen og stoppe denne problematisering af nogle af vores væsentligste uddannelser. Kom ud af offerrollen, som Ingeniørforeningens formand Lars Bytoft formulerede det på sidste uges Sorø-møde. Vi har et fælles ansvar.
