Eleverne: Revolutioner afgangsprøverne

DEBAT: Eksaminerne i folkeskolen er forældede. Ingen har gavn af prøverne eller den efterfølgende evaluering, skriver formanden for Danske Skoleelever, Troels Boldt Rømer, i et debatindlæg.

Af Troels Boldt Rømer
Formand for Danske Skoleelever

Som det er nu, bliver en elev ført op til en prøve, hvor nervøsiteten i høj grad hæmmer præstationen. Derefter får eleven blot et tal og har ikke engang ret til at se sin egen rettede opgave ved skriftlige prøver.

Desuden medvirker afgangsprøven i høj grad til, at det sidste halve år i 9. klasse ikke har noget reelt indhold, men udelukkende fokuserer på "eksamen"- en eksamen, der oven i købet ikke viser elevens reelle faglige og arbejdsmæssige standpunkt, men derimod hvor meget eleven har formået at lære udenad til prøven.

Afskaf de nuværende prøver
Efter 10 års skolegang har alle elever og personerne omkring dem ret til at få en fair, brugbar og tidssvarende vurdering af elevens faglige standpunkt og evne til at udnytte sin faglige viden.

Derfor lyder vores budskab nu: Få afskaffet de gamle utidssvarende afgangsprøver og indfør i stedet et projektforløb, der kan sikre eleven en brugbar evaluering og dygtiggørelse indenfor både selvstændigt arbejde og gruppearbejde, samt sikre, at eleven får den fornødne viden til at kunne vælge den rigtige ungdomsuddannelse og komme videre efter grundskolen.

Det er på den baggrund, at vi i dette debatoplæg vil foreslå en gennemgribende radikal ændring af afgangsprøverne:

  • Det sidste halve år af 9.klasse (januar - juni) afsættes udelukkende til projektorienterede afgangsprøver. Herved opnås målet om, at afgangsprøven skal være en brugbar del af elevens skolegang og ikke bare udenadslære.

  • Disse projektorienterede afgangsprøver skal indeholde:

    • Et tregrenet projektforløb inden for de humanistiske/samfundsfaglige fag, de musiske/praktiske fag og de naturvidenskabelige fag, der bygger på de samme principper som de nuværende projektopgaver og med et centralt fastlagt hovedemne, der giver eleverne mulighed for at belyse problemstillingen fra et lokalt, et nationalt, et europæisk og et globalt perspektiv.

    • Et sprogforløb, hvor eleven skal fremlægge en opgave for en klasse fra det land, der taler det pågældende sprog (evt. over nettet) og evalueringen skal foretages af den udenlandske klasse på baggrund af, hvorvidt fremlæggelsen er forstået.

    • En individuel opgave, hvis emne eleven selv vælger.

  • 25 % af projektforløbet skal foregå på en ungdoms- eller videregående uddannelse og skal tilrettelægges i samarbejde med skolen vejleder og læreren. Dette vil sikre, at flere tager, samt vælger den rigtige ungdomsuddannelse.

Ligesom de nuværende afgangsprøver skal dette foreslåede forløb selvfølgelig være obligatorisk for alle elever. Og med denne radikale ændring af afgangsprøvesystemet kan vi sikre en mere sandfærdig og brugbar afgangsprøve, der kan forbedre vores uddannelsessystem drastisk.

Forrige artikel Gratis folkeskole eller den billigere privatskole? Gratis folkeskole eller den billigere privatskole? Næste artikel Bedre image, tak!