Benchmarking af folkeskoler skader udviklingen
DEBATTEMA: Finansministeriets regnemaskiner medregner ikke, at skoler på Nørrebro ganske naturligt er dyrere blandt andet pga. flere tosprogede børn. Derfor giver benchmarking af folkeskolen et misvisende beslutningsgrundlag, skriver børne- og ungdomsborgmester i København, Anne Vang.
Børne- og ungdomsborgmester i Københavns Kommune
Regeringen vil gerne måle kvaliteten af landets folkeskoler, så vi kan stille dem op på en liste og se, hvem der er bedst, og hvem der er dårligst. En af måderne er at se på, hvor mange penge de enkelte kommuner bruger på deres skoler og sammenligne med resultaterne. Det er en indlysende god måde at måle kvalitet på - hvis der var tale om maskiner på et fabriksgulv. Hvad folkeskolen angår, er det ikke alene et spild af ressourcer, det er også at stikke borgerne blår i øjnene og bilde dem ind, at man kan skabe et retvisende billede af virkeligheden.
En folkeskole i en mindre provinsby og en folkeskole på Nørrebro i København er to forskellige verdener. Hele idéen med at stille målfaste tal op om økonomi, karakterer, læsefærdigheder m.m. og bruge det som et grundlag til at sammenligne de to skoler, er meningsløs. Og det er ulykkeligt at holde fast i forestillingen om, at det giver mening, fordi det sender folkeskoledebatten på vildspor.
København har i faste tal en af landets dyreste folkeskoler, men det betyder ikke, at eleverne på Nørrebro klarer sig tilsvarende bedre end eleverne i den jyske provinsby. Hvis vi holder fast i benchmarking-logikken, så burde mine kolleger og jeg i Børne- og Ungdomsudvalget i Københavns Kommune straks tage på studietur til provinsen og kopiere deres måde at drive folkeskole på. Men inden vi pakker tasken, så lad os lige se på den virkelighed, vi taler om.
Regnemaskiner medregner ikke børns forskellighed
Der er mange årsager til, at københavnske skoler er dyre i drift. Andelen af tosprogede børn, bygningsmassen i en storby som København og højere udgifter til lærerlønninger er blandt de tungest vejende. Folkeskolelærere i Københavns Kommune får et stedtillæg, som er en del af deres overenskomst, fordi leveomkostningerne i København er højere end i resten af landet, København har flere og mindre skoler, hvilket øger omkostningerne til bygninger, og København har en langt større andel af tosprogede end andre steder i landet.
Især det sidste er værd at se nærmere på. Tosprogede elever koster mange penge i modersmålsundervisning, tosprogsundervisning og modtagelsesklasser. Det er områder, hvor vi sætter ind for at ruste eleverne til at kunne gennemføre folkeskolen og forlade den med de samme kompetencer som alle andre børn.
Det tager Finansministeriets regnedrenge ikke højde for, når de sidder med deres lommeregner. Der ser de udelukkende, at vi er dyrere end folkeskolen i provinsen uden at have tilsvarende bedre resultater. De tror, at vi pumper meningsløse penge ud i systemet. Ud fra den logik skulle vi faktisk drage af sted på studietur. Her ville vi lære, at folkeskolen i provinsen stort set ingen penge bruger på modersmålsundervisning, tosprogsundervisning og modtagelsesklasser, og i benchmarkinglogikkens ånd ville vi også sløjfe disse indsatser. For benchmarkingen tager ikke højde for forskellene mellem skolerne, kommunerne og de børn, som det hele drejer sig om.
Fejlen bliver dyr
Resultatet ville imidlertid være, at vi taber disse børn på gulvet, og regningen for at samle op på de menneskelige, sociale og faglige omkostninger ville blive enorm.
Fremstillingen her er sat på spidsen, men ikke desto mindre er det sådan, det forholder sig. Naturligvis skal vi gøre tingene så godt og effektivt som muligt. Det har vi et ansvar for i kommunerne, og det ansvar påtager vi os. Hvis vi foregøgler nogen, at det kan lade sig gøre at sammenligne landets folkeskoler fra Sønderho til Sandvig, begår vi en dyr fejl. Debatten kommer til at udspille sig på et uholdbart grundlag, og resultaterne vil være derefter: vi kommer til at vælge løsninger, som skader udviklingen af folkeskolen.
