Pengene til folkeskolen er der – brug dem rigtigt

DEBATTEMA: Regeringen bruger flere penge på folkeskolen, end nogen anden regering har gjort, viser tal fra Danmarks Statistik. Lad nu folkeskoledebatten handle om holdninger og ikke økonomi, skriver undervisningsminister Tina Nedergaard (V).

Af Tina Nedergaard (V)
Undervisningsminister

Debatten om folkeskolen kører som regel i to spor - et holdningsmæssigt og et økonomisk. Sådan var det også, da eleverne afholdt et meget fint topmøde om folkeskolens fremtid den 25. maj. Jeg har været undervisningsminister i omkring 100 dage, og jeg kan konstatere, at der er bred enighed på de vigtigste områder.

Både kommunerne, eleverne, lærerne og partierne bag forligskredsen er enige om, at vi skal have verdens bedste folkeskole i Danmark. At eleverne skal have de timetal de har krav på. At undervisningsmaterialerne skal være tidssvarende. At bygningerne - herunder toiletterne - skal være indbydende. At lærerne skal være dygtige.

Regeringen har ikke udsultet folkeskolen
Kort sagt - en lang række grundvilkår skal være i orden. Og her kommer økonomien selvfølgelig ind i billedet - for ingenting er gratis her i livet - absolut heller ikke folkeskolen. Desværre sker der ofte det, at jeg på debatmøder, som nu elevernes topmøde, bliver mødt med en underliggende præmis om, at regeringen siden 2001 har udsultet folkeskolen økonomisk. Det bliver måske ikke sagt så direkte, men det siges mellem linjerne, at skolerne fattes penge.

Jeg kunne godt tænke mig en gang for alle at slå fast, at det ikke passer. Jeg har netop modtaget de seneste tal for udviklingen i folkeskolens enhedsudgifter siden 1995. Tallene kan ses herunder, og de taler for sig selv:

Regnskabsbaserede udgifter til folkeskolen (mia. kr., 2010 pl)

1995

1996

1997

1998

1999

2000

2001

2002

2003

2004

2005

2006

2007

2008

2009

31,1

31,6

32,1

32,9

33,6

34,8

36,2

37,4

38,0

38,4

38,7

39,1

38,6

39,0

39,5




Kilde: Danmarks Statistik


Udgifter pr. elev i folkeskolen baseret på regnskabstal (1000 kr., 2010 pl)

19951996 1997199819992000200120022003200420052006200720082009

60,2

60,8

60,7

61,1

61,1

62,1

63,4

64,0

63,9

63,8

64,0

64,6

63,6

64,8

66,6

 

Kilde: Danmarks Statistik og UNI-C


Lad debatten handle om holdninger
Denne regering bruger flere penge på folkeskolen end nogen regering tidligere har gjort. Samtidig er det værd at notere, at Kommunernes Landsforening medgav, at man med økonomiaftalen med regeringen for 2010 sikrede kommunerne tilstrækkelige ressourcer til, at kommunerne kunne opretholde serviceniveauet fra 2009 i 2010. Yderligere blev der afsat ekstraordinært store beløb til anlægsudgifter - herunder til folkeskolen.

I næste uge holder regeringen et vækstmøde, hvor vi skal tale om rejseholdets afrapportering efter en række besøg på skolerne. Lad den efterfølgende debat handle om holdninger og ikke økonomi.

For pengene findes - de skal bare bruges bedre.

Forrige artikel Benchmarking af folkeskoler skader udviklingen Næste artikel Læreroverflytninger skader lokalt selvstyre