Statens overenskomst leverer på løfte om stabilitet, men forsømmer fornyelse

Statsansatte undgår lønsmæk, men må se langt efter fryns.

Nogenlunde sådan kan den aftale, som blev indgået sent lørdag aften i Skatteministeriet, opsummeres.

Her præsenterede skatteminister Morten Bødskov (S) og CFU-formand Rita Bundgaard en overenskomstfornyelse for statens 195.000 ansatte, som samtidig fastlægger det økonomiske manøvrerum for kommuner og regioner, som i løbet af de næste 14 dage skal forsøge at nå i mål med deres aftaler.

Aftalehierakiet, hvor statens aftale baner vej for de øvrige sektorer, er således genetableret efter det højspændte drama under OK18, hvor statens forhandlinger gik i hårdknude, og først landede som de sidste på kanten af konflikt efter en lang tur i forligsen.

Samtidig har parterne - i hvert fald på statens område, levet op til løftet om at sikre en ny - mindre konfliktfyldt og mere samarbejdsorienteret - start for de offentlige overenskomstforhandlinger.

Så langt, så godt.

Lønstigninger trods krise
Med en samlet økonomisk ramme på 6,75 procent i perioden, skyder forliget under de 8,1 procent, som blev resultatet af OK18.

4,42 procent i lønstigninger i perioden sikrer reallønnen - og muligvis en lille sjat ekstra. Trods coronakrisen og opbremsningen i dansk økonomi kommer statens ansatte altså ikke til at opleve lønnedgang.

Resultatet kan dog ikke hamle op med sidste års forlig på det private arbejdsmarked (OK20), som på tærsklen til coronakrisen sikrede centralt aftalte lønstigninger på omkring ni procent over en treårige periode - heraf tre procent på fritvalgskontoen, hvilket var historisk højt.

Ikke desto mindre er den liberale rygmarvsreaktion på statens forlig mange steder nu forargelse over, at de offentligt ansatte midt i en økonomisk krise sikres lønstigninger tre år frem i tiden.

Netop at "ramme økonomien rigtigt" har været en kæmpe udfordring i forhandlingerne, hvor stor usikkerhed om coronakrisens indflydelse på de kommende års økonomi har gjort det vanskeligt at lægge sig fast på et niveau.

De mest forargede bør dog tage bestik af den reguleringsordning, som kæder de offentlige lønninger sammen med de private, og sikrer, at de reguleres op eller ned med 80 procent af værdien på udviklingen i det private.

På den måde har offentligt ansatte en indbygget garanti for, at de ikke sakker bagud på lønnen, hvis økonomien mod forventning pludselig boomer i det private, men risikerer samtidig også at måtte vinke farvel til lønstigninger - som det skete 1. februar, hvor de statsansatte måtte sluge en lønnedgang på 0,25 procent som følge af fald i den private løndannelse.

Seniorer får to fridage
På pressemødet lørdag aften understregede Morten Bødskov, at forliget beviser, at man har været i stand til både at forny og udvikle de offentlige overenskomster.

Men udover en løndannelse, som holder skindet på næsen for de ansatte, er det småt med perspektiver.

Eneste flødeskum på aftalen er en seniorbonus på 0,8 procent til medarbejdere på 62 år eller derover.

Ordningen kan konverters til to fridage ekstra årligt eller mere i pension, og har til hensigt at tjene den fælles interesse i at gøre staten mere attraktiv for seniorer.

I forhold til udgangspunktet, som er ingenting, er det naturligvis en forbedring. Men sammenlignet med seniorordninger i kommuner og regioner, der for de fleste faggrupper giver ret til fem årlige seniordage, vil staten fortsat halte bagefter den øvrige offentlige sektor som seniorarbejdsplads.

Både Bødskov og Rita Bundgaard fremhæver dog vigtigheden af at få taget hul på seniorordninger i staten, så det ved fremtidige overenskomstforhandlinger kan videreudvikles.

Ved at fastsætte grænsen for seniorprivilegier ved 62 år, lægger staten dog også pres på kommuner og regioner, hvor arbejdsgiverne ønsker at hæve retten til seniordage, som i dag gælder fra 60 år.

Fritvalgsordning skudt ned
Det største sværdslag i forhandligerne har været i forhold til en fritvalgsordning, som indebærer, at ansatte selv skal kunne vælge, om en andel af deres løn skal udbetales som løn, pension, ekstra ferie eller omsorgsdage.

En fritvalgsordning udgjorde et af de centrale krav for lønmodtagerne, som var kraftigt inspireret af de private overenskomster, hvor fritvalgsordningen sidste år blev skruet helt op til syv procent af lønsummen.

Potentialet for fornyelse var stort, men kravet blev blankt afvist af den statslige arbejdsgiver på grund af bekymring for, at det vil trække ned i arbejdsudbuddet, hvis ansatte pludselig begynder at holde mere fri i stedet for at få løn.

Appetitten på større fleksibilitet har især været stor hos de akademiske forbund, som omfatter knap 80.000 af de statsansatte.

Derfor er det også blandt akademikerne, at resultatet kommer til at gnave mest. Både Akademikernes formand Lars Qvistgaard og magistrenes formand Camille Gregersen udtrykte efter forliget skuffelse over den manglende interesse for fritvalgsordninger, som de finder paradoksal holdt op imod Bødskovs udtalte ambition om at gøre staten til en attraktiv arbejdsplads.

Varme hænder med høje forventninger
Forliset af fritvalgsordninger på statens område betyder også, at lønmodtagerne næppe skal regne med at få kravet opfyldt på det kommunale og regionale område.

Selv om der er skruet gevaldigt ned for dramaet, minder det aktuelle overenskomstresultat med sit smalle lønfokus meget om OK18.

Det er dog langt fra sikkert, at den økonomiske ramme kommer til at glide så smertefrit ned i kommuner og regioner.

FOA-formand Mona Striib skriver på Twitter, at rammen giver afsæt for vanskelige forhandlinger, og sygeplejerskernes formand Grete Christensen skriver, at statens resultat "lægger stort pres" på de kommende forhandlinger.

Forhandlingstaktisk er det indlysende udmeldinger, men der er sandhed i, at det nok bliver betydeligt sværere at indfri forventninger ude blandt de varme hænder end blandt de statsansatte.

Især blandt sygeplejersker og pædagoger hersker der en stærk fortælling om lønefterslæb og en fortjent anerkendelse efter coronaindsatsen, så det er faggrupper, man næsten kun kan ende med at skuffe.

Hverken konflikt eller dramatisk udmattelseskamp i forligsen er særlig sandsynligt, men det er forventligt, at der i de kommende uger bliver betydelig mere bølgegang om de offentlige overenskomster, end den nærmest totale tavshed, forhandlingerne indtil nu har været omgærdet med.

Artiklen er ændret den 17. februar. Tidligere fremgik det, at statens lønstigninger umiddelbart skød over resultatet af sidste sidste års private overenskomstforhandlinger. Der var i denne vurdering kun taget højde for stigningen i fritvalgsordningen på tre procent. Teksten er præciseret, så det nu fremgår, at OK20 i alt sikrede lønstigninger på omkring ni procent - og dermed var betydeligt højere end statens overenskomst.

friis@mm.dk