Professor: Sygehusene drukner i raske patienter. Det problem løser sundhedsreformen ikke

I de første år af regionernes levetid havde de hver især nogle spændende processer rettet mod at reducere ulighed i sundhed lokalt. Man nåede langt med dette arbejde, inden regionerne blev tvunget til at rette fokus væk fra de sårbare og udsatte patienter hen imod de velstillede middelklassevælgere.

Regionerne skulle indføre kræftpakker, sikre 30 dages udredningsgaranti, og de skulle specialisere behandlingen, samtidig med at de skulle tilpasse sig en hastigt stigende andel af befolkningen, der med en sundhedsforsikring havde fået en særlig motorvej direkte ind i sygehusvæsenet. Dermed forsvandt den sociale ulighed fra regionernes dagsorden, men den fortsatte uændret med at påvirke sundhedsvæsenets hverdag.

Onsdag blev sundhedsreformen præsenteret af regeringen med geografisk ulighed som tema: Mere nærhed, flere læger og mindre geografisk ulighed i fordelingen af blandt andet læger.

{{toplink}}

Der kommer flere pakker til kroniske sygdomme og mere statslig styring. 17 nye sundhedsråd med repræsentanter fra regioner og kommuner skal fremover udbygge sundhedsvæsenet udenfor sygehusene.

Og så skjuler man uligheden mellem Region Sjælland og Region Hovedstaden ved at lægge dem sammen. Derved får man med denne nødhjælpspakke pyntet på de grimme gennemsnit for læger og levetid i den hensygnende region. Men den sociale ulighed er stadig ikke på dagsordenen.

Der er ulighed i adgang til sundhedsvæsenet, det man blandt andet kan se som geografisk ulighed. Men der er samtidigt social ulighed i kvaliteten af den behandling, man modtager, og der er social ulighed i risikoen for at blive syg.

Den geografiske ulighed er den pæne ulighed, som vi kan tale om. Alle kan se den. Alle kender den, og den rammer også mange velstillede vælgere. Den sociale ulighed er sværere for politikerne, fordi den kræver mere dybtliggende reformer. Den er ikke rodfæstet i sundhedsvæsenet, men den forstærkes i patienters møde med sundhedsvæsenet.

Den sociale ulighed handler om social arv, børnefattigdom, opvækstvilkår, skolegang, boligkvalitet, arbejdsmiljø, og den handler om ensomhed, etnicitet, psykiske lidelser og fremmedgørelse. Men det er ikke en del af sundhedsreformen.

Sundhedsvæsenet drukner i bekymrede raske

De praktiserende læger og sygehusene er ved at drukne i de bekymrede raske, der har en sundhedsforsikring, og som ofte også er markante personer med veltrænede forhandlingskompetencer og stærke netværk.

Hvis ønsket er at frigøre ressourcer til at tage sig af de patienter, der faktisk har brug for sundhedsvæsenet, så ville de raske vælgere være et smart sted at skrue ned. Dét problem er ikke en del af sundhedsreformen.

{{toplink}}

De nye kronikerpakker bygger på erfaringerne fra kræftpakkerne. Men det, der ikke nævnes, er, hvor enorme ressourcer der er parkeret i de automatiserede pakkeforløb, hvor ikke alle patienter hører hjemme.

Kræftområdet er så stærkt statsligt styret, at dokumentationskravene næsten kan synes større end kræftpatienternes behov. Det er skræmmende at tænke sig, at de samme statslige styringsmekanismer nu også skal indføres blandt de store kroniske sygdomme som KOL, diabetes og hjerte-karsygdom.

Der nævnes også pakkeforløb for multisyge, men det er en særdeles dårligt defineret patientgruppe, og de specialer, der kunne tage sig af den type patienter, findes ikke længere – politikerne afskaffede specialet 'intern medicin' for mange år siden, fordi man ønskede, at alle læger specialiserede sig på organniveau. Der er ikke læger, der på specialeniveau kan tage sig af multisyge.

Djævelens advokat

Læger vil gerne arbejde i de store byer, hvor huspriserne er høje. Patienterne er ofte mindre velstillede, der kun har råd til at bo langt fra de store byer, hvor huspriserne er lave.

Det vil næppe være tilstrækkeligt at tilbyde læger mere i honorar for at flytte på landet, mens patienterne er stavnsbundne med de priser, der er på boliger i byerne.

Hvis man presser speciallægerne til at arbejde mere på de små sygehuse, kunne man frygte, at lægerne ville søge over i det bugnende private sundhedsvæsen – det er et mønster, vi allerede har set i nogle specialer som for eksempel kirurgi og psykiatri.

På pressemødet blev de skæve fordelinger af læger mellem regionerne fremhævet flere gange, og som Mette Frederiksen udtrykte det: "Man tror, det er løgn, at de fleste læger findes, hvor folk er mindst syge".

Men djævelens advokat ville vende spørgsmålet om: Hvordan kan politikere være overraskede over, at der er social ulighed, når det tydeligvis er et politisk valg, at regionerne ikke skulle tage sig af ulighed i sundhed? Det samme er organiseringen af sundhedsvæsenet, placeringen af læger og i accepten af det enorme pseudoarbejde som sundhedsforsikringer og behandlingsgarantier har medført.

Ulighed kender ikke til grænser

De 17 sundhedsråd bliver et spændende nyt koncept, men det kommunale selvstyre vil altid vinde i kampen mod de stækkede regioner.

En hård vinter, oversvømmelser og huller i vejene vil altid flytte det kommunale økonomiske blik væk fra vage langsigtede intentioner om forebyggelse og genoptræning. Sundhedsrådene føjer endnu et hjørne til Bermuda-trekanten, der nu er firkantet. Det er rart for regeringen at have endnu et sted, man kan placere ansvar.

{{toplink}}

Der kommer nu fire regioner, tre små og en storebror. Men Hovedstaden har allerede store problemer med stærkt fragmenteret behandling udover mange sygehuse i region H. Det er måske ikke den bedste region til at få styr på den fragmenterede Region Sjælland.

Region Sjælland havde allerede sat flere processer i gang for at reducere ulighed i sundhed, men risikoen for, at de initiativer bliver stoppet nu, er stor.

Hvordan skal Danske Regioner kunne håndtere en kæmpe regions behov overfor de tre små? Social ulighed er ligeglad med regionale grænser og næres af politiske kompromiser og tvetydige magtforhold.