Offentligt ansatte kræver frit valg mellem kroner og frihed

OK21: Efter stort gennembrud på det private arbejdmarked udgør fritvalgsordninger nu et centralt tema på statens overenskomstbord. Lønmodtagerne vil bruge den sjette ferieuge som startkapital, men arbejdsgiverne stejler af frygt for tabt arbejdsudbud.

En fritvalgsordning er blandt de centrale temaer ved overenskomstforhandlingerne for statens ansatte, som torsdag i denne uge går ind i de afsluttende forhandlinger.

Kravet indebærer, at de knap 180.000 statsansatte selv skal kunne vælge, om de vil have en andel af lønnen udbetalt som løn, pension, ekstra ferie eller omsorgsdage.

Fritvalgsordninger fik et solidt gennembrud ved sidste års private overenskomstforhandlinger, hvor ordningen blev skruet op fra fire til syv procent af lønsummen.

De statsansattes topforhandler, Rita Bundgaard, lægger ikke skjul på, at det private overenskomstresultat har fået flere offentligt ansatte til at drømme om frit valg.

"At ordningen har fået så stor gennemslagskraft på det private område, har da været med til at øge efterspørgslen hos de statsansatte. Men det er også et forsøg på at nytænke overenskomstsystemerne, så det ikke bare er mere af det samme," siger hun.

Staten frygter nedsat arbejdsudbud
Hvis statens forhandlinger resulterer i en fritvalgsordning, vil det med al sandsynlighed smitte af på overenskomstaftalerne for ansatte i kommuner og regioner - og dermed tilsammen få betydning for 740.000 offentligt ansatte.

Ifølge fagforeningerne møder kravet om en fritvalgsordning modstand fra arbejdsgiversiden, fordi man frygter nedsat arbejdsudbud.

Medarbejder- og Kompetencestyrelsen, som med skatteminister Morten Bødskov (S) for bordenden forhandler overenskomster for staten, ønsker dog ikke at kommentere modpartens ønsker under forhandlingerne.

Sjette ferieuge som startkapital
For at gøre en fritvalgsordning mere spiselig for arbejdsgiverne, har lønmodtagerne lagt en model på bordet, hvor de fem feriefridage - også kendt som den sjette ferieuge, bruges som en slags startkapital i en fritvalgsordning, så ansatte selv kan bestemme, om de vil holde ferie eller have de fem dage udbetalt som løn eller ekstra pension.

"For mange medlemmer vil det også have stor værdi selv at kunne disponere over, hvad den sjette ferieuge skal bruges til. Selvfølgelig vil vi da gerne kunne lægge en ordentlig slat oveni, men vi har jo også et par andre ting, som er vigtige at kigge på," siger Rita Bundgaard.

Dette er et uddrag af en artikel bragt på Altinget Arbejdsmarked, hvor du kan læse mere om fordele og komplikationer ved at indføre en fritvalgsordning for offentligt ansatte.

Forrige artikel Holstein efter Venstre-udspil: Udsigt til bredt forlig om udlændinge Holstein efter Venstre-udspil: Udsigt til bredt forlig om udlændinge Næste artikel Dagens overblik: Instrukskommissionens formand undsiger Lars Løkkes påstand Dagens overblik: Instrukskommissionens formand undsiger Lars Løkkes påstand