Venstre: Velfærdsuddannelser skal være mere end et ærgerligt alternativ

Af Anni Matthiesen (V)
Kommunalordfører

I de kommende år vil vi møde flere danske ældre på vores vej. Men uanset hvor hyggeligt det end måtte lyde for landets børn og unge, at vi får glæde af bedstemor og bedstefar lidt længere, så giver det hos mig også anledning til bekymring.

For vi kommer til at mangle varme hænder til at passe vores ældre, hvis ikke vi hurtigst muligt sætter kampen ind for at rekruttere fremtidens velfærdsmedarbejdere. Hellere i dag end i morgen – for vi er i kapløb med tiden.

Men hvem er det så, der skal passe på dig og mig, når vi ikke længere selv er i stand til det? For vores unge står ikke ligefrem i kø til at kalde sig SOSU-elever.

I november sidste år anslog en analyse, at vi fremover skal uddanne omkring 3.000 flere nye SOSU-medarbejdere hvert år, hvis vi alene skal kunne tilbyde fremtidens ældre det – sommetider tvivlende – plejeniveau, vi har i dag. Så hvordan får vi flere til at melde sig i køen?

En forkert fortælling
Dén opgave har vi alle et fælles ansvar for at løfte – for det kræver et sejt opgør med det uddannelsessnobberi, der hersker overalt i samfundet.

Det er en kultur, hvor vi af uforklarlige årsager er blevet enige om, at det er finere at tilbringe dagen med øjnene rettet mod en skærm fremfor vores medmennesker. At det er mere fornemt at kalde sig statskundskaber end SOSU-medhjælper. Og den fortælling giver vi hver eneste dag videre til vores børn og unge, der vokser op med en forståelse af, at velfærdsjobs udelukkende er et ærgerligt alternativ, hvis karaktererne ikke rækker til mere.

At arbejde med og forstå sig på mennesker skal da være et stolt tilvalg – og ikke et nødvendigt onde. For i mine øjne er det desværre derfor, at eksempelvis en tydeligt lidende Else Marie kommer til at hænge i mærkværdige stillinger rundt omkring på landets plejehjem.

Vi blomstrer, når vi brænder for noget. Men det kan være svært at få øje på sin passion, når man samtidig lægger øre til en fortælling om, at man ikke er ligeså dygtig eller rigtig som dem, der tager en lang videregående uddannelse. En fortælling, der ganske enkelt er forkert. Og vi har alle – politikere som forældre – et ansvar for at gøre op med den. Meget gerne meget hurtigt.

Skal appellere til begge køn
Når vi er blevet enige om at parkere den negative klang omkring korte velfærdsuddannelser, er det samtidig uundgåeligt at bemærke, at velfærdsfagene fortsat er domineret af kvinder.

Antallet af unge mænd, der melder sig til SOSU-uddannelserne, er forsvindende lille sammenlignet med antallet af kvinder. Det giver anledning til at undersøge, hvordan vi får sat begge køn bedre i spil.

Jeg fristes her til at trække på erfaringer fra udfordringer med omvendt fortegn. For når vi ser på, hvorfor så få kvinder trækker i arbejdstøjet på eksempelvis byggepladsen, så peges der ofte på arbejdspladsens kultur og tone som synderen.

Vi har også her et politisk ansvar for at skabe nogle rammer på landets uddannelser, der appellerer til både mænd og kvinder. Så langt flere af fremtidens unge træffer et aktivt tilvalg og stiller sig forrest i køen på SOSU-uddannelserne.

Lad os komme i gang
Manglen på varme hænder forsvinder ikke med et fingerknips. Derfor bør vi også rette blikket mod teknologiske løsninger som et supplement til hverdagens praktiske opgaver på plejehjemmet. For teknologi kan løse dele af udfordringen – måske endda sørge for, at Else Marie ikke skal hænge og flagre i luften og have ondt – fremover.

Men der er én opgave, som teknologien aldrig bliver i stand til at tilbyde, nemlig den menneskelige omsorg og nærvær. Og derfor kan teknologi alene heller ikke erstatte de varme hænder, vi får brug for fremover.

Landets statsminister har udnævnt sig selv til børnenes statsminister. Vi skal indiskutabelt have glade danske børn med en tryg barndom. Men vi skal i dén grad også have glade ældre med en værdig og tryg alderdom. Vi bærer alle et ansvar, så lad os komme i gang!

debat@altinget.dk