Eksperter: Kolde regneark risikerer at spænde ben for den offentlige digitalisering

Velfærdsteknologi i den offentlige sektor skal implementeres i et kompliceret felt af interesser og behov. Derfor kan det gå alvorligt galt, hvis teknologien alene er valgt ud fra en forretningsmodel støbt i et regneark, skriver lektor Laust Høgedahl og professor Jeppe Agger Nielsen.

Af Laust Høgedahl og Jeppe Agger Nielsen
Lektor og professor ved Aalborg Universitets Institut for Politik og Samfund

I de netop overståede overenskomstforhandlinger på det offentlige område blev det tydeligt, at rekrutteringsudfordringen ligger de offentlige arbejdsgivere meget på sinde.

I aftalen blev rekrutteringspuljen fra 2018 videreført, og parterne har givet hinanden håndslag på, at flere offentligt ansatte skal flyttes fra deltid til fuldtid.

Arbejdsgiverne var heller ikke begejstret for mere frivalg blandt lønmodtagere, hvor den enkelte selv kan vælge mellem løn, pension eller fridage. Arbejdsgivernes frygt er, at det på sigt vil gå ud over arbejdsudbuddet, hvis mange vælger at holde fri.

Men der findes også andre håndtag at skrue på ud over de aftaler, som parterne kan finde ved overenskomstbordet.

Digitalisering spiller en nøglerolle, når det handler om at sikre kvalificeret personale i fremtiden. Faktisk har digitalisering været en fast komponent i de danske reformbestræbelser siden det første moderniseringsprogram i 1983.

Nøglen til demografiproblemerne
Tanken er, og har altid været, at digitalisering tilbyder en effektivisering af den offentlige serviceproduktion, der kan få den offentlige sektor til ’at køre længere på literen’, som det hedder flere steder.

Digitalisering kan frigøre varme og kolde hænder, som kan bruges andre steder. Man kan med andre ord øge produktiviteten.

Digitalisering tilskrives dermed en afgørende rolle for at kunne løse fremtidens rekrutteringsudfordringer affødt af de demografiske ændringer, der betyder flere ældre og børn samt færre i den aktive arbejdsstyrke.

Særligt potentialerne ved automatisering og velfærdsteknologi er blevet fremhævet som nøglen til de store mangelområder, der især tæller sosu’erne i den kommunale ældrepleje.

Danmark er i front
Danmark har en international førerposition, når det gælder digitalisering af offentlige serviceydelser.

Danmark ligger nummer ét i FN’s årlige ’E-government’-survey fra 2020 og når en tredjeplads i EU Kommissionens 2020 Desi-indeks, der måler og sammenligner medlemslandenes præstationsniveau i forhold til digitalisering af samfundet.

De internationale undersøgelser fremhæver blandt andet vores unikke cpr-register, der gør det muligt at forbinde hver eneste borger i diverse databaser. Vi har også en veludbygget it-infrastruktur og den digitale modenhed blandt borgerne er generelt høj i Danmark.

Danmark har derfor gode forudsætninger for at bruge digitalisering som et middel til at løse den fremtidige rekrutteringsudfordring i den offentlige sektor.

Men det er ikke uden problemer, og forskningen viser, at der findes en række barriere, der kan have negative konsekvenser, som i sidste ende kan være med til at mindske arbejdsudbuddet.

Effektivisering må ikke styre udviklingen
Evalueringer af blandt andet velfærdsteknologi viser nemlig, at det kan være problematisk, hvis velfærdsteknologi alene introduceret med tanke på effektivisering af eksisterende arbejdsgange.

På papiret kan teknologien virke forførende og lovende i forhold til at spare tid og ressourcer i den offentlige service produktion. Men hvis teknologien alene er valgt ud fra en forretningsmodel støbt i et regneark, så viser forskningen, at der er meget, der kan gå galt.

Det skyldes, at teknologien typisk skal implementeres i et kompliceret felt mellem politiske beslutningstagere, it-leverandører, offentlige ledere, offentlige medarbejdere, borgere og pårørende.

Erfaringerne fra implementeringen af eksempelvis robotstøvsugere og vaske-tørre toiletter viser, at der er mange ting, der kan spænde ben for effektiv implementering og dermed besparelser. Nogle borgere er ikke trygge ved velfærdsteknologi, og medarbejderne kan have mange reservationer i forhold til at bruge teknologien i det daglige arbejde.

I mange tilfælde opleves teknologien positivt blandt de medarbejdere, der skal bruge den, men det kan også ske, at medarbejdere modarbejder implementeringen.

Borgere og varme hænder skal inddrages
Det er særligt udtalt i de tilfælde, hvor medarbejderne ikke er blevet velinstrueret i anvendelsen af teknologien eller i de tilfælde, hvor medarbejderne frygter, at teknologien sker på bekostning af antallet af medarbejdere.

Her er der fare for, at medarbejderne mister motivation og modarbejder implementeringen.

Hvis digitalisering i fremtiden skal bidrage til at løse fremtidens rekrutteringsudfordringer på mangelområderne, er det vigtigt, at målet med digitalisering ikke alene sker med udgangspunkt i et ønske om effektivisering.

De områder, som kommer til at mangle arbejdskraft i fremtiden, består i høj grad af varme hænder. Det betyder, at den offentlige velfærdsproduktion skal ske i tæt kontakt med borgeren og dennes pårørende.

Der er derfor andre bundlinjer, som også skal prioriteres, herunder et forbedret arbejdsmiljø og øget tilfredshed blandt borgere/brugere, når teknologien introduceres.

Derudover viser erfaringerne, hvor vigtigt det er, at de digitale løsninger udvikles i et samarbejde mellem leverandører, ledere, medarbejdere og de borgere, som bliver berørt af teknologien.

Forrige artikel Isabella Arendt: Vi aner ikke, om tvangsfjernelser er i barnets tarv Isabella Arendt: Vi aner ikke, om tvangsfjernelser er i barnets tarv Næste artikel Sosu-skolerne: Fordomme og uvidenhed blokerer for rekrutteringen af varme hænder Sosu-skolerne: Fordomme og uvidenhed blokerer for rekrutteringen af varme hænder