Sophie Hæstorp om erhvervsfremme-forslag: "Naivt forsøg på at spare penge"

DEBAT: Hvis Forenklingsudvalgets forslag bliver til virkelighed, stækkes kommuner og regioners politiske indflydelse på erhvervsfremmeområdet, skriver Sophie Hæstorp Andersen.

Af Sophie Hæstorp Andersen (S)
Regionsrådsformand, Region Hovedstaden

​Forenklingsudvalget har givet deres anbefalinger til, hvordan regeringen kan forenkle systemet for erhvervsfremme.

Forenklingsudvalget har dog forenklet erhvervsfremmesystemet lidt for meget, hvilket viser en manglende forståelse for både den erhvervsindsats, som vi i kommuner og regioner bedriver, men også hvad der skaber vækst i vores virksomheder og vores land.

Anbefalingerne bærer desværre mere præg af at være drevet af et ønske om at finde de minimum 150 millioner kroner, regeringen har forpligtet sig til at finde på området for erhvervsfremme, frem for et oprigtigt ønske om at designe et effektivt system, der kan skabe vækst.

Der er behov for de regionale erhvervspartnerskaber, hvis vi skal understøtte den brede vækst i hovedstadsregionen, både i vores etablerede større virksomheder, i de små og mellemstore virksomheder samt i vores startups.

90 procent af vores virksomheder i Danmark er små og mellemstore virksomheder, der har behov for mere end blot direkte virksomhedsrådgivning og en erhvervsstrategi udarbejdet centralt, hvis de skal vækste. Det kræver et bredt helhedssyn på, hvad der skaber udvikling og vækst i virksomhederne.

Erhvervsfremme er mere end virksomhedsservice
Jeg er bekymret for, at alle de gode vækstskabende indsatser, vi er i gang med, ryger ud med badevandet i et naivt forsøg på at spare penge og at stække kommuners og regioners politiske indflydelse på erhvervsfremmeområdet.

Vi har brug for et sammenhængende erhvervsfremmesystem, som kan mærkes og er til gavn for de virksomheder, der allerede er i regionen, men også i forhold til de virksomheder, vi gerne vil tiltrække. 1:1-virksomhedsservice er jo intet uden en velfungerende regional infrastruktur og adgang til kvalificeret arbejdskraft. Det kræver politiske visioner og gennemslagskraft.

Vi skal sikre, at virksomhederne har den arbejdskraft, de allerede nu skriger efter – både nu, men også i fremtiden. Ved at gå sammen i partnerskaber samler vi kræfterne for at få flere unge til at uddanne sig ud fra fremtidens behov og styrke kompetencerne hos dem, der allerede er i job. 

Greater Copenhagen viser vejen
Vi har i samarbejdet mellem de 79 kommuner og 3 regioner i Hovedstaden, Sjælland og Skåne skabt det erhvervspolitiske partnerskab Greater Copenhagen, der i sine to års levetid har været en stor succes.

Vi vinder priser efter priser for vores branding og tiltrækning af talenter og investeringer til hele regionen, og vi har igangsat effektive indsatser inden for en sammenhængende infrastruktur, turisme og international markedsføring. Indsatser, der er til stor gavn for væksten og udvikling i hele regionen. Greater Copenhagen består jo af ét sammenhængende arbejdsmarked med borgere, der pendler til jobs på den anden side af Øresund, og virksomheder, der tiltrækker ansatte fra hele regionen.

Hvis Forenklingsudvalgets forslag bliver til virkelighed, frygter jeg, at Greater Copenhagen ikke vil kunne fortsætte. Kommuner og regioners erhvervsfremmeindsats i regionen er afgørende for at skabe vækst og udvikling. Hele forudsætningen er jo netop, at det, vi beslutter i fællesskab, har vi politisk ejerskab og engagement til og gennemfører i kommuner og regioner.

Demokratisk underskud
Forenklingsudvalgets forslag betyder et erhvervsfremmesystem uden demokratisk kontrol med indsatserne og ikke mindst midlerne. 

Det undrer mig, at en regering, der i sit regeringsgrundlag taler for mere decentralisering, kan bakke op om et forslag, der i så høj grad centraliserer erhvervsfremmeindsatsen.

Jeg håber derfor, at regeringen og Folketingets øvrige partier finder en anden model for den danske erhvervsfremmeindsats. En erhvervsfremmeindsats, der er til gavn for både virksomheder og borgere, men også kan skabe vækst og udvikling i hovedstaden og Danmark.

Forrige artikel Lederne undrer sig: Har udvalget overset de danske iværksættere? Lederne undrer sig: Har udvalget overset de danske iværksættere? Næste artikel Midtjysk regionsdirektør: Udvalg taber nyt vækstpartnerskab på gulvet   Midtjysk regionsdirektør: Udvalg taber nyt vækstpartnerskab på gulvet