Iværksætter: Innovationsmiljøer 2.0 ligger under Vækstfondens vinger

DEBAT: For samfundsøkonomiens skyld skal innovationsmiljøerne ikke blot slettes. I regi af Vækstfonden kan innovationsmiljøer og investeringsselskaber give modspil og overskud, skriver iværksætter og professor Søren Hougaard. 

Af Søren Hougaard
Iværksætter, AAU-professor og direktør for AMS Group

Forenklingsudvalget anbefaler, at landets fire innovationsmiljøer udfases.

Begrundelsen er, at det vil indebære en forenkling at samle statslige egenkapitalprodukter ét sted, nemlig i Vækstfonden, der har snart 20 års erfaring som central aktør på det danske venturekapital-marked.

Det giver afgjort god mening at redesigne og genopfinde innovationsmiljøerne under Vækstfondens vinger: Det er her, den forvaltningsmæssige ekspertise findes, når det handler om statsstøttet early-stage-finansiering på kommercielle vilkår.

Invester gennem selskaber
Landet har brug for et mindre antal (3-4) decentralt forankrede investeringsvirksomheder, hver med sit klyngespeciale, tæt knyttet til forskningsmiljøer og videncentre og med fokus på højinnovative (teknologiske) startups.

Hvorfor? Fordi den private investorkapital er for utilstrækkelig og for lidt risikovillig i de meget tidlige og dog kapitalkrævende segmenter og faser.

De nye investeringsvirksomheder bør konstrueres ligesom alle andre venturekapitalfonde og med afkast for øje; det kan være som én stor eller flere mindre, temafokuserede og tidsafgrænsede fonde.

Det skal sikres, at der er seriøst mange private penge med fra starten i de nye investeringsselskaber og/eller i alle porteføljevirksomheder. Ved at give private investorer markante privilegier rent afkastmæssigt kan der givetvis tiltrækkes kapital. Og Vækstfonden er helt dus med sådanne strukturer.

Bevar innovationsmiljøer
Erstatter man ikke innovationsmiljøerne, vil der opstå et stort tomrum i det finansielle økosystem, som til syvende og sidst er til skade for samfundsøkonomien.

Man gør samtidig klogt i at tilbyde Vækstfonden et professionelt modspil i bestræbelserne på at gentænke innovationsmiljøerne.

Vækstfonden varetager mange forskellige interesser (ikke mindst fondens egne) og har en række habilitetsmæssige udfordringer. De udfordringer kan være vanskelige at afbalancere  for selv den bedste uden en taskforce i ryggen, der kan bidrage til at sikre helhedens interesser.

Forrige artikel Dansk Folkeparti: Rod og skrammel holder tilflyttere fra landsbyer Dansk Folkeparti: Rod og skrammel holder tilflyttere fra landsbyer Næste artikel Sophie Hæstorp: Regioner nedbryder barrierer og sikrer arbejdskraft til erhvervslivet Sophie Hæstorp: Regioner nedbryder barrierer og sikrer arbejdskraft til erhvervslivet