DI understreger: Vigtigt med stærkt kommunalt erhvervsklima

DEBAT: Der skal ikke sidde en Kina-ekspert i 98 kommuner, men kommunerne skal fortsat sikre godt lokalt erhvervsklima. Det står ikke til diskussion, skriver Dorte Gram Nybroe fra Dansk Industri.

Af Dorte Gram Nybroe
Chef, SMV & Iværksætteri, Dansk Industri

Regeringen har sat sig for at rydde op i junglen af tilbud i kommuner, regioner og staten om erhvervsfremme til virksomhederne.

Det har længe været tiltrængt, fordi de gode hensigter om at skabe vækst og arbejdspladser er endt med et vildtvoksende og uoverskueligt system af ordninger.

Alle aktører uden undtagelse har støttet op om intentionerne om at rydde op i systemet og forenkle det til fordel for virksomhederne.

De intentioner støtter DI selvsagt også op om, og i udvalgets anbefalinger genfinder vi rigtig mange af de principper og forslag, som vi er kommet med i løbet af processen. Derfor har vi også taget positivt imod anbefalingerne som et godt udgangspunkt for politiske drøftelser og en bred politisk aftale.

Fuldt hus for kommunerne
Kommunerne har også grund til at være tilfredse med anbefalinger, da alle fire forslag fra KL er kommet med i udvalgets anbefalinger.

Således nedlægges de nuværende Vækstfora, og kommunerne får overdraget ansvaret for at fordele midlerne gennem en ny Erhvervsfremmebestyrelse. Der foreslås mindre bureaukrati i forbindelse med brugen af strukturfondsmidler. Der foreslås en klar arbejdsdeling mellem kommuner og væksthuse samtidigt med at antallet af klynger og innovationsnetværk reduceres markant. Alt i alt fuldt hus.

Ønsket om en klarere arbejdsdeling mellem kommunerne og de nye erhvervshuse har rejst en del debat om, hvad det betyder for den enkelte kommune. Vi har således set flere nyhedsbreve, hvor man har haft en overskrift i retning af ”Vi beklager, Forenklingsudvalget har lukket Erhvervsrådet”.

Set med vores øjne er det slet ikke det, der er til diskussion. Der skal selvfølgelig også fremadrettet være erhvervschefer og erhvervsråd i kommunerne. Det, udvalget foreslår er, at der ikke skal sidde eksperter i eksempelvis eksport til Kina eller fremskaffelse af kapital i 98 erhvervskontorer fordelt over hele landet.

Hvordan den helt konkrete arbejdsdeling mellem kommunerne og Erhvervshusene kommer til at se ud er stadig uvis da den også vil være påvirket af, hvor mange Erhvervshuse der ender med at blive etableret.

Om det ender med 5 eller 10 erhvervshuse vil i sagens natur have betydning for hvilken slags rådgivning og vejledning der giver bedst mening at samle et sted. Det vigtige for virksomhederne er, at der kommer klarhed over, hvem der gør hvad.

Kommuner er stifindere
Og det vigtige for kommunerne er at de også fremadrettet ved, hvad der rører sig blandt områdets virksomheder, så de kan skabe de bedst mulige rammer for at drive virksomhed i den pågældende kommune.

Men dialogen med virksomhederne er også vigtig, fordi kommunen derved kan agere stifinder for virksomheder, der har brug for mere specialiseret viden om eksempelvis beskatningsregler ved generationsskifte eller forretningsudvikling hvor private virksomheder eller Erhvervshusene kan byde ind.  

Kommunerne skal derudover fortsætte med at gøre det, de er gode til, faktisk de bedste – nemlig at skabe et godt lokalt erhvervsklima. Og ifølge vores årlige undersøgelse, Lokalt Erhvervsklima, bliver kommunerne bedre og bedre til at skabe gode vilkår for erhvervslivet.

Derudover får kommunerne en vigtig rolle i at bygge bro mellem den lokale behovsafklaring og den specialiserede vejledning i erhvervshusene, som kommunerne også er tiltænkt driften af.

Det samlede ansvar for begge indsatser skaber et godt fundament for at skabe et sammenhængende tilbud til glæde for de virksomheder, som hele systemet er sat i verden for at vækste.

Forrige artikel Dekan og udviklingsdirektør advarer: Pas på erhvervsfremme uden evidens Dekan og udviklingsdirektør advarer: Pas på erhvervsfremme uden evidens Næste artikel Stephanie Lose: Vi frygter for Danmarks erhvervsliv efter nyt udspil Stephanie Lose: Vi frygter for Danmarks erhvervsliv efter nyt udspil