Vi må indse, at kloden ikke kan reddes til udsalgspris

I mange år har vi hørt, at danske forbrugere ikke er interesseret i at betale for deres mad. Den andel af budgettet, vi bruger på fødevarer, er blandt de laveste i verden, og andelen, som købes i discountbutikker, er nok den højeste.

Det har altid undret mig, for hvem er ikke interesseret i, hvad man putter i munden, eller hvordan det er produceret?

Forleden sad jeg med en af vores økologiske bananer i hånden. Vi sælger den til tre kroner. Men jeg tror ikke, at mange kunder i det daglige reflekterer over, hvad de tre kroner rent faktisk betaler.

{{toplink}}

Banansorter udvikles hele tiden, så de forbliver resistente mod nogle af de svampesygdomme, som ellers let rammer produktionen.

Planterne opformeres, stiklinger udplantes, gødes og vandes. I løbet af et til to år kan der høstes bananer op til et par gange.

Klasen plukkes grøn og fuld af stivelse. Den vaskes, tørres og pakkes med håndkraft, køles og sejles over Atlanterhavet i en container. Vel ankommet skal den modnes og stivelsen omdannes til sukker. Det kræver en nøjagtig kontrol af temperatur og fugtighed, så bananerne ikke modner for hurtigt eller revner undervejs.

Samtidig skal vi forudsige, hvor mange bananer, der bliver solgt, så der ikke modnes for mange, og vores butikker kan få leveret netop det antal, der bliver solgt hver eneste dag.

Vi sælger dem både i frit valg og i bundter. Madspildet skal holdes nede.

I snit kasserer vi dog fem bananer om dagen per butik. Endelig skal bananens pris være med til at betale butikkens husleje, medarbejdernes løn, lys og varme og transporten undervejs.

Og så er alle vores bananer endda økologiske, dyrket uden de mange pesticider, som ellers i stor stil findes som rester i de fleste konventionelle bananer - og sikkert også i plantagearbejdernes arbejdsmiljø.

Tænk dig, alt det får du for kun tre kroner. Med moms.

Nu har konkurrerende butikskæder genindført de konventionelle bananer og prøver at få kunderne til at skifte butik for at spare 50 øre.

Hvad vi har brug for, er en folkebevægelse imod for billige priser. Bag hver eneste af vores 10.000 varer findes en fortælling, der ligner bananens. Så i stedet for at købe billigst muligt i den tro, at vi så bliver "mindst snydt", burde vi alle tænke over, hvad vi i grunden helst vil have. For de billigste priser har en konsekvens.

Bagsiden er selvfølgelig, at hver gang, vi sparer en halvtredsøre, bidrager vi til at lukke et supermarked, slå to landbrug sammen til ét større eller udnytte en arbejder i bananplantagen et øjeblik længere. Vi ser det bare ikke.

Det er dog en fejl at give forbrugerne skylden for det evige tilbudsræs.

Det er ikke dem, der har bedt om, at flere dyr aldrig kommer ud, at levende hegn må vige pladsen for effektive monokulturer, eller at bananer til det danske marked igen produceres konventionelt.

Det er en konsekvens af markedsøkonomien, som taget ud af den økonomiske lærebog.

{{toplink}}

Landmænd konkurrerer med landmænd og supermarkeder med supermarkeder, mens deres kunder formentlig tror, at alt kan fås billigere uden nævneværdige konsekvenser for arbejdsmiljø, dyrevelfærd eller natur.

Markedskræfterne kan selvfølgelig ikke sættes ud af kraft, og det er heller ikke mit ærinde. Men de skal styres bedre, hvis vi skal sikre en bæredygtig fødevareforsyning i fremtiden.

Vores beslutningstagere har lige fået præsenteret tre modeller til klimaregulering af landbruget og senest har også Klimarådet meldt sig i koret.

Anbefalingen er entydig og konsekvensen ligeså: Priserne vil stige som følge af den regulering, som skal bringe klimaaftrykket ned.

Hvis vi en dag også beslutter at give naturen bedre plads, koster det endnu mere.

Vi kan ganske enkelt ikke beskytte mere natur eller spare flere naturressourcer uden at sætte prisen op og reducere vores produktion. Men det hører jeg endnu ikke mange sige højt.

Vi bliver både som borgere og som forbrugere let efterladt med det indtryk, at den grønne omstilling er gratis, kan klares ad teknologiens vej, og at vi kan bevare vores konkurrencekraft samtidig med, at vi omstiller.

Men det er ikke sandt, særligt ikke når det gælder vores fødevarer.

I virkeligheden er både forbrugere, detailhandel, landmænd og politikere nødt til at erkende, at vi ikke kan redde kloden til udsalgspris.

{{toplink}}