Truslen om krig i Ukraine gør Europas strid om energi endnu sværere at løse

BRUXELLES: Hvis Rusland gør alvor af at invadere Ukraine og dermed udløse en lavine af hårde vestlige sanktioner, vil det i løbet af kort tid tvinge Europas gasforbrug og industriproduktion ned og potentielt skabe en energikrise på tværs af kontinentet.

”Skulle det ske, så bliver det også en udfordring for Danmark. Der ville blive gasmangel på det europæiske marked – ikke mindst i Tyskland, hvor en stor del af det danske gasforbrug kommer fra,” siger den tyske energiekspert Georg Zachmann.

Sammen med kolleger hos den anerkendte økonomiske tænketank Bruegel, hvor han er seniorforsker, har Zachmann lavet en grundig analyse af, hvordan Europa vil blive ramt, hvis Ruslands præsident Putin lukker for gashanerne.

Det korte svar er: Meget, meget hårdt. Så hårdt, at der ikke vil være alternativer nok at finde i tide.

Derfor er det ikke kun Europas fred, der er truet af krisen ved Ukraines østlige grænse. Det er også Europas energiforsyning, industriproduktion og økonomiske udvikling.

EU kan ikke fungere normalt uden russisk gas

Omkring 100.000 soldater står opmarcheret nær Ukraines grænser. Vladimir Putin kræver garantier om, at Ukraine aldrig bliver optaget i NATO. Garantier, som Vesten nægter at give.

Mens telefonerne gløder og brevene med krav og modkrav flyver frem og tilbage mellem Moskva, Washington og de europæiske hovedstæder, så ved Putin, at han har to meget stærke kort på hånden overfor Vestens overlegne økonomi og militærmagt.

Det ene er, at intet NATO-land i realiteten ønsker at optage Ukraine i alliancen med risiko for at skulle sende egne soldater afsted til den ukrainske krig. Det andet er, at Den Europæiske Union anno 2022 faktisk ikke kan fungere normalt uden russisk energi.

Disse dages konflikt mellem Kreml og NATO er dermed ikke blot en sikkerhedspolitisk trussel, men også en potentiel kilde til nye stridigheder om Europas energiforsyning.

”Vi er bekymrede over energisituationen i Europa, fordi den demonstrerer den sårbarhed, der ligger i at være for afhængig af en enkelt udbyder af naturgas,” lød det forleden fra NATO’s generalsekretær, Jens Stoltenberg.

Han har ellers ikke har for vane at beskæftige sig med EU’s energipolitik.

Hvis ikke gas, hvad så med atomkraft?

På lang sigt burde truslen om konflikt med Rusland være et stærkt argument for at satse endnu mere på vind og sol. Men på kort sigt kan Ukrainekrisen i stedet både forværre gasafhængigheden og styrke fortalerne for atomkraft.

Op mod 40 procent af EU’s samlede gasimport kommer fra Rusland. For Finland og en række østlige EU-lande er det to tredjedele, mens det afgørende medlemsland Tyskland henter over halvdelen dets gasforbrug hos russerne.

Eftersom tyskerne snart holder helt op med at producere atomkraft – landets tre sidste atomkraftværker skal efter planen lukkes inden udgangen af i år – og samtidig vil udfase kulkraft inden 2038, så får Tyskland blot endnu mere brug for gas for at klare omstillingen til vedvarende energi.

Samtidig insisterer EU’s næststørste medlemsland, Frankrig, omvendt på fortsat at forlade sig på atomkraft, selv om grøn energi fra vindmøller og solceller bliver stadig billigere og mere effektivt.

Kontroversielt forslag om bæredygtige energikilder

Danmark og andre medlemslande har i den seneste tid prøvet at modsætte sig et forslag fra EU-Kommissionen om at klassificere moderne naturgas og nye atomkraftværker som ’bæredygtige’ investeringer i Europas overgang fra fossil til grøn energi.

Alligevel fremlagde Kommissionen onsdag en delegeret retsakt, som skal justere EU’s klassificering af bæredygtige energityper (den såkaldte taksonomi), hvor atomkraft og gas på visse betingelser for første gang kommer med på listen.

Udspillet har udløst et ramaskrig blandt grønne organisationer og i dele af Europa-Parlamentet. Men retsakten kan blive svær at bremse for klima-ambitiøse lande som Danmark, fordi Frankrig og en række andre medlemslande betragter atomkraft som en uundværlig del af omstillingen.

Den debat om Europas energimix har i årevis være meget vanskelig på grund af de forskellige realiteter og modsatrettede interesser i forskellige medlemslande.

Nu kan optrapningen af krisen med Rusland over Ukraine betyde, at for eksempel fortalerne for atomkraft finder nye argumenter.

Den tyske forbundskanslers dilemma

”Alle vil forsøge at udnytte situationen til at retfærdiggøre det, de selv foretrækker at gøre energimæssigt,” siger Georg Zachmann fra Bruegel.

”Selv om moderne vedvarende energiløsninger nu viser sig som det billigste alternativ til kul, olie og gas, så skal der nok være dem, der ser Ukrainekrisen som et argument for alligevel at genoverveje Tysklands udfasning af atomkraft,” siger han.

Med andre ord befinder Tysklands nye forbundskansler, socialdemokraten Olaf Scholz, sig i en vanskelig situation: Enten må han holde gang i de sidste atomkraftværker, eller også må han gøre alt for at sikre en fortsat gasforsyning fra Rusland.

Det er nok i dette dilemma, man skal finde forklaringen på, at kansler Scholz har været meget forsigtig med at udtrykke sin konkrete støtte, når udenrigsminister Annalena Baerbock fra De Grønne taler om muligheden af at sanktionere russerne ved at udskyde anvendelsen af en ny gasrørledning under Østersøen.

Rørledningen ved navn Nord Stream 2, der også er politisk kontroversiel for Danmark, står klar til brug – og den vil kunne sikre Tysklands energitunge industri en større og mere direkte tilstrømning af russisk gas.

Putin kan skrue op og ned for blusset

Derfor er Tyskland endnu mere end resten af Europa interesseret i at undgå, at krisen om Ukraine udvikler sig til en energikrig med Rusland. Vladimir Putin har på sin side også interesse i at beskytte den lukrative gaseksport, som er afgørende for den russiske økonomi.

Netop af den grund understreger Georg Zachmann og hans forskerkolleger da også, at de i øjeblikket stadig betragter det som usandsynligt, at Kreml lukker helt af for gassen.

Men Putin kan skrue op og ned efter humør, og han kan forsøge at splitte NATO og EU ved at tilbyde visse lande særlige energiaftaler på bekostning af andre. Det fik vi et klart eksempel på, da Ungarns leder Viktor Orban i denne uge besøgte Moskva og fik særlige garantier med hjem.

Samtidig fungerer Europas energiafhængighed af Rusland som en potentiel kilde til uenighed mellem EU og USA. Det lægger en dæmper på troværdigheden, når de vestlige allierede truer russerne med ”massive” økonomiske sanktioner.

Hvis for eksempel de russiske banker bliver frosset helt ud af Vestens finansverden, så kan Rusland ikke længere modtage betaling for den enorme gaseksport til Europa. En anden risiko er, at en regulær krig i Ukraine simpelthen ødelægger det eksisterende netværk af gasrørledninger til Europa.

Intet alternativ er stort nok på kort sigt

Hvis den russiske gaseksport til Europa standsede i morgen, så ville de europæiske gasreserver være udtømt omkring ved påsketid.

Ifølge Bruegel ville EU kunne klare sig året ud ved at forøge alle andre muligheder for gasimport maksimalt: For eksempel ved at købe mere gas fra Norge, fra nordafrikanske lande, eller endnu mere flydende nedkølet gas (LNG) importeret på skibe fra primært USA.

I fredags forsikrede den amerikanske præsident sammen med EU’s kommissionsformand i en fælles erklæring, at de i fællesskab arbejder på at finde tilstrækkelige alternativer til Europa, hvis konflikten med Rusland eskalerer.

Men uanset hvad Joe Biden og Ursula von der Leyen siger, så er det svært at se, hvordan de europæiske økonomier og samfund skulle kunne fortsætte, som om intet var hændt.

”En langvarig konfliktperiode med Rusland kan Europa ikke klare uden at skrue væsentligt ned for energiforbruget. Et så enormt behov som 40 procent af vores gas kan ikke erstattes af nogen anden kilde,” siger Georg Zachmann:

”Nogle af Europas meget energitunge industrier er allerede begyndt at lukke dele af deres produktion ned. Det er ikke verdens ende, hvis den russiske gas stopper – men det ville gøre virkelig ondt på Europa.”

thomas.lauritzen@altinget.dk