Præsident Macron: Danmarks afstemning om europæisk forsvar bliver ”historisk”

Opgøret med det danske forsvarsforbehold er ligesom Tysklands nye militære satsning: Begge dele er tegn på et ”vendepunkt” for kontinentets sikkerhedspolitik. Det siger Frankrigs præsident efter et topmøde i Versailles, hvor Europas ledere lover at investere mere i fælles forsvar og rive sig løs fra russisk energi.

Efter et topmøde på Versailles-slottet ved Paris, hvor EU’s ledere varsler store investeringer i fælles forsvar og energi-uafhængighed af Rusland, fremhæver Frankrigs præsident den kommende danske folkeafstemning.

”Danmark har foretaget det historiske valg, at man om nogle måneder vil give folket mulighed for at vende tilbage til det europæiske samarbejde om sikkerhed og forsvar,” siger Emmanuel Macron fredag.

Den franske leder og topmødevært omtaler Danmarks afstemning om forsvarsforbeholdet 1. juni i samme åndedræt, som han påpeger Tysklands beslutning om en langt mere ambitiøs forsvarspolitik med enorme nye investeringer som følge af Ruslands angreb på Ukraine.

”Som man kan se, så er der overalt på vores kontinent ved at blive foretaget historiske valg, som er tegn på et afgørende vendepunkt,” siger Macron:

”Nu må vi organisere os for at skabe den fælles kapacitet på forsvarsområdet, som vi har brug for,” siger han.

Udtalelserne kommer efter et døgns intense diskussioner i de forgyldte sale, hvor de 27 EU-landes stats- og regeringsledere har taget bestik af en ny virkelighed efter to ugers russisk krig mod Ukraine.

Europa skal kunne forsvare sig selv

”Ruslands angrebskrig udgør et tektonisk skred i europæisk historie,” står der i en fælles sluterklæring fra topmødet i Versailles, hvor lederne lover at tage nye skridt for at beskytte Europas sikkerhed, demokrati og uafhængighed.

“I lyset af de udfordringer, vi står overfor, og for bedre at kunne beskytte vores borgere, må vi beslutsomt investere mere og bedre i forsvarskapacitet og nyskabende teknologier,” står der. Versailles-erklæringen gør det klart, at EU skal opbygge en mere ambitiøs forsvarsstrategi og ”øge evnen til at handle på egen hånd” – dog uden at så tvivl om forholdet til USA i Nato.

”Et stærkere og mere handlekraftigt EU på sikkerheds- og forsvarsområdet vil bidrage positivt til global og transatlantisk sikkerhed, og det er komplementært til Nato, som forbliver grundlaget for dets medlemmers kollektive forsvar,” lyder det i erklæringen.

EU-Kommissionen skal komme med et nyt forsvarsudspil i maj, hvor der ifølge præsident Macron også må ventes et ekstraordinært EU-topmøde om sikkerhed og forsvar – forud for et Nato-topmøde i Madrid i juni.

Slut med russisk olie og gas om fem år

Kommissionen får endnu mere travlt end sædvanlig i den kommende tid, for der skal også leveres et udkast til en ny energipolitik for EU inden udgangen af maj.

”Vi vil forberede en plan for at gøre Europa fuldstændig uafhængig af russisk gas og olie senest i 2027,” siger kommissionsformand Ursula von der Leyen.

Både hun og præsident Macron advarer om, at der er nye og endnu tungere økonomiske sanktioner på vej mod Rusland, hvis angrebene på civile i Ukraine fortsætter.

Men de europæiske ledere gør samtidig omhyggelig opmærksom på, at de ikke har planer om at gribe aktivt ind i krigen.

”Der er krig i vores region, men vi er ikke selv i krig. Jeg begræder de forfærdelige scener, vi ser i ukrainske byer som Kharkin og Mariupol. Men i dag er Europa ikke i krig i Ukraine,” siger Emmanuel Macron.

Forrige artikel Ingen løfter om hurtig genvej ind i EU til krigspressede Ukraine Ingen løfter om hurtig genvej ind i EU til krigspressede Ukraine Næste artikel Det sker i EU: Kvinder i bestyrelser, fetagate og krigens konsekvenser Det sker i EU: Kvinder i bestyrelser, fetagate og krigens konsekvenser