Stine Bosse: Brexit-forhandlinger ser noget nær umulige ud

Brexit means Brexit ...

Og hvad er så det for en fisk? Det er det helt åbenbart gode og umulige spørgsmål. For kun få uger siden ankom briternes – eller skulle vi hellere sige premierminister Mays – oplæg til forhandlinger med Den Europæiske Union. Et oplæg, som skulle forsøge at samle den regering, eller rettere det parti, der udskrev valget vedrørende briternes fortsatte medlemskab af Unionen.

Umiddelbart efter offentliggørelsen forlod den britiske chefforhandler, David Davis, og den ansvarlige minister, Boris Johnson, regeringen og dermed ansvaret for aftalens indgåelse.

Så nu er det May. Alene. Uden et egentligt samlet parti og med en noget amputeret regering. For ikke at tale om det britiske parlament. Her findes også mere og mere kaotiske tilstande. 

I Bruxelles må man have lov til at være noget undrende og efterhånden urolig for, om det overhovedet er muligt at nå en aftale. Dels på grund af tidspresset, og dels på grund af mandatet eller mangel på samme. Michael Barnier, EU's chefforhandler, har modtaget oplægget med ordene: ”Jeg ser frem til forhandlingerne”.

Vilje og tålmod til andet end et hårdt Brexit? 
Tiden arbejder lige nu ikke for en aftale med hundredtusindvis af særaftaler og undtagelser, men snarere for et hårdt Brexit, som imidlertid er det, de fleste frygter. Tiden kunne også arbejde for nogle få helt overordnede principper og herefter en aftalt proces for det videre forløb og dermed en reel forlængelse af det eksisterende status quo. Men har parterne mandat til dette? Kan det skaffes, og kan der etableres en hjemmel i traktaten?

I EU-anliggender er der altid en vej, hvor der er en vilje. Det er de danske forbehold og særaftaler et vidnesbyrd om. Men kan der etableres denne vilje? Vil May kunne vende hjem med dette som et resultat? Næppe. Hun er i forvejen presset i sit eget regerende parti på at levere noget, der er mere ”endeligt” og tættere på de valgløfter, nogle stadig mener mulige.

Og vil de 27 lande med Frankrig og Tyskland i spidsen orke at lade sig holde tilbage i yderligere måneder, ja måske år, eller vil man være fristet af den hårde om end smertelige vej, der trods alt skaber en vis klarhed? Det er der kun få mennesker, der ved, og det vil vi andre så kunne ane i løbet af de kommende uger.

Svær vej for May
Ser vi herefter på mandatet, som forekommer mindst lige så besværligt som tidspresset, så rejser der sig nye problemer, idet oplægget som det foreligger nu, er ganske uspiseligt for Unionen på flere helt centrale punkter.

Særligt vanskeligt er spørgsmålet om de fire friheder, som er helt centrale for det europæiske forpligtende samarbejde, og som det britiske oplæg forsøger at omgå.

Efter det kaotiske forløb i Mays egne rækker forekommer det umiddelbart umuligt, at hun skulle kunne vende hjem med mindre end det, hendes oplæg tilsiger. Som bekendt er dette noget nær en umulig forhandlingsposition, idet enhver part i sådanne må have indrømmelser. Altså igen svært grænsende til umuligt.

Briternes fortrydelse
Men måske kommer hjælpen alligevel til briterne. Ikke fra os andre i EU, men fra hendes landsmænd, der i stigende grad indser, at løgnen og forførelsen var de fremtrædende principper i optakten til Brexit. Afsløringer af russernes direkte involvering i afstemningsresultatet, det faktum, at de toneangivende brexiteers har forladt den synkende skude, og endelig de voldsomme reelle konsekvenser, der nu møder briterne, har fået mange til at ændre holdning.

Ifølge The Guardian er skiftet markant i Underhuset, og lavede man en afstemning i dag, vil 341 blive i EU, imod 288, der vil forlade. Dette kan være Mays og dermed EU's nøgle til en aftale.

Denne kan imidlertid ikke ligge milevidt fra andre aftaler, og den kan aldrig blive det, nogle briter drømte om. Dertil er risikoen for hele konstruktionen for stor. Den vil ingen løbe. Balancen bliver hårfin. Grænsende til umulig. 

Situationen har næsten mytologisk karakter for alle os europæere, og de næste uger vil, uanset udfaldet, være helt afgørende for, hvordan det kommer til at gå os alle i de næste mange, mange år. Mest udtalt i UK, men også for os, der herefter indgår i Den Europæiske Union.

----------

Stine Bosse har siden 2015 været formand for Europabevægelsen. Hun har siden 1999 bestridt adskillige bestyrelsesposter, blandt andet som bestyrelsesformand for Børnefonden og som bestyrelsesmedlem i tyske Allianz. Indlægget er alene udtryk for skribentens egne holdninger.