EU stævner briterne for at bryde skilsmisseaftale

BREXIT: EU-Kommissionen åbner nu en sag mod Storbritannien, efter briterne med fuldt overlæg har lagt lovgivning på bordet, der vil bryde med den aftale, de har indgået om udtrædelse fra Unionen.

BRUXELLES: EU kan ikke sidde de brud på skilsmisseaftalen med Unionen overhørig, som den britiske regering med åbne øjne er på vej ud i.

Derfor tager EU-Kommissionen nu første skridt mod en sag ved EU-Domstolen.

Det bekræfter kommissionsformand Ursula von der Leyen torsdag.

Sagen kommer, efter det britiske Underhus tirsdag stemte om en ny indre markeds-lov, som på flere punkter bryder med den traktat om vilkårene for briternes exit fra Unionen, som blev indgået sidste år.

”Lovforslaget er i sig selv et brud på den loyalitetsforpligtelse som ligger i udtrædelsesaftalen," siger von der Leyen, der giver briterne en måned til at reagere, inden næste skridt i den retlige proces tages.

Selv om briterne er trådt ud af Unionen, og udtrædelsesaftalen er en international traktat deponeret hos FN, er den indgået under EU-lov. Derfor kan konflikten ende hos EU-dommerne, hvis ikke den løses inden.

Det nordirske problem
Det er den særlige situation i Nordirland, som får briterne til at gribe til lovbrud.  For at undgå at skulle lægge en hård grænse på tværs af den irske ø, blev briterne og EU-siden sidste år enige om at lade nordirerne forblive under EU’s toldregler og i store dele af det indre marked. I stedet blev parterne enige om at lade toldgrænsen løbe ned gennem Det Irske Hav med de kontroller og administrative byrder til følge, der skal foregå ved EU’s ydre grænse.

Det er de byrder, som briterne nu gør oprør mod, ved blandt andet at give sig selv retten til at fjerne krav om eksporterklæringer på varer, der bevæger sig mellem Nordirland og Storbritannien, og til at se bort fra krav om EU-godkendelse af statsstøtte, der kan påvirke virksomheder i Nordirland.

Udenrigsminister Jeppe Kofod (S) støtter helhjertet EU-Kommissionen i sagen mod briterne.

 

 Opdateret med tweet fra Udenrigsministeren

Forrige artikel EU's ledere vil have et NemID for hele Europa EU's ledere vil have et NemID for hele Europa Næste artikel EU kan endelig indføre sanktioner mod Hviderusland EU kan endelig indføre sanktioner mod Hviderusland