Alles kamp mod alle truer fiskeriet efter Brexit

PÅ VAGT: Alle lurer på hinanden i gruppen af de otte EU-fiskerinationer, som i dag fisker i britisk farvand. Lige nu står de sammen om at kæmpe for at bevare deres fiskerettigheder. Men frygten for, at sammenholdet ryger, når alvoren sætter ind efter Brexit, er tydelig.

BRUXELLES: Det er efterhånden ved at gå op for de fleste, at det nok ikke kommer til at gå helt, som EU-landene gerne vil have det med fiskeriet i det attraktive britiske farvand, når Unionen for alvor vinker farvel til briterne efter nytår.

På papiret står de 27 fuldt og fast på, at deres fiskere skal bevare den adgang, de har i dag, mod at briterne får adgang til et lukrativt indre marked med 460 millioner borgere.

I praksis er der nok ikke nogen, der tror på, at briterne går med på den, når de 1. januar får råderetten over deres egen såkaldte eksklusive økonomiske zone, der strækker sig 200 sømil fra de britiske kyster, og hvor danske fiskere henter omkring 40 procent af deres fisk. Derfor er spilfægterierne i gang internt blandt landene for at sikre, at ingen enten slipper for billigt eller laver en hemmelig lokumsaftale med briterne bag om ryggen på de andre.

Login