Pape stoler på Støjbergs version i retten

SOMMERMØDE: Konservatives formand bakker op om Inger Støjberg og finder det højst bekymrende, hvis en styrelse mener, at de skal agere på vegne af en pressemeddelelse. Det fortalte han på Altingets Sommermøde.

Konservatives formand stoler på, at Inger Støjberg (V) taler sandt, når hun i retten siger, at det fra starten var meningen, at der kunne ske en individuel vurdering af de unge asylpars sager, inden de kunne blive adskilt. 

”Jeg har ikke grundlag for at tro andet. Det må kommissionen så redegøre for. Jeg kender Inger som en rigtig dygtig politiker, og jeg går da ud fra, at hun taler sandt,” sagde Søren Pape Poulsen under et interview med journalist Søren Lippert ved Altingets Sommermøde.

Ordene faldt, da den konservative leder fredag blev spurgt ind til sagen om den igangværende kommission, der skal klarlægge tidligere udlændingeminister Inger Støjbergs (V) instruks om at adskille alle asylsøgende par, hvor den ene var under 18 år.

Undrer sig
Søren Pape Poulsen lagde vægt på, at han bevidst ikke ville udtale sig om eller fælde dom i sagen, så længe kommissionen er i gang med sit arbejde, men fik dog også tilføjet, at nogle af de ting, som er kommet frem i kommissionen, har fået ham op af stolen. 

”Jeg må bare sige, og så går jeg ikke mere ind i det, men hvis en styrelse mener, at de skal agere på vegne af pressemeddelelser, så er jeg dælme bekymret for, hvordan vores samfund fungerer,” lød det fra Søren Pape Poulsen.

Saftsuseme svært
Under interviewet forsvarede Søren Pape Poulsen også Jakob Ellemann-Jensen og hans start som ny partiformand for Venstre.

”Jeg har prøvet at være ny formand for et parti. Det er saftsuseme svært. Man skal rigtig meget både internt og eksternt. Og Jakob er ikke der endnu, hvor han bare pisker derudad, og nu kører det bare. Men han skal nok finde sine ben,” sagde Søren Pape Poulsen, som i 2014 overtog lederposten i Konservative fra Lars Barfoed.

Venstre skal tage blå lederrolle
Søren Pape Poulsen vedkendte, at det i øjeblikket ”godt kunne gå bedre” i blå blok. Direkte adspurgt om han selv burde påtage sig rollen som leder af oppositionen, understregede han dog, at den rolle stadig lå hos Venstre.  

”Jeg synes, at det ville være helt vildt at sige, at jeg melder mig ind som leder, hvis man kigger på, hvor mange mandater jeg repræsenterer. Det er jo bare sådan, at Venstre er langt det største parti. Og formanden for Venstre, må man jo også forvente, tager en lederrolle i oppositionen,” lød det fra Søren Pape Poulsen.

Han hæftede sig ved, at partierne i blå blok snakker bedre sammen, ”end folk tror”.

Artiklen er første gang blevet bragt 12. juni 2020 med overskriften "Pape forsvarer Ellemann: Jeg ved, hvor svært det er at være ny formand"

Forrige artikel Ny enhed i Vejdirektoratet skal få styr på statens arbejdsklausuler Ny enhed i Vejdirektoratet skal få styr på statens arbejdsklausuler Næste artikel Finanstilsynet skal flytte til nye lokaler i 2022 Finanstilsynet skal flytte til nye lokaler i 2022