Ventilen: Tværnordisk samarbejde er ikke så let, som det lyder
Det er ubetinget en god idé med mere nordisk samarbejde. Men der er også udfordringer ved at finansiere og etablere nordiske netværk, skriver Rillo Snerup Rud.
Ensomhed, mistrivsel, stress – flere og flere unge i norden reagerer på, at rammerne for ungdomsliv er blevet svære at passe ind i. Problemerne er ikke nye, men omfanget er.
Derfor er der heldigvis også flere, der laver gode indsatser for at hjælpe disse unge, og for at forebygge, at det eskalerer endnu mere. Med et større behov for hjælp og flere indsatser vokser behovet for viden.
Når man skal finde den viden, er det helt oplagt, ikke kun at kigge på kollegaorganisationer og -indsatser i Danmark, men også kigge ud over landets grænser til nogle af de lande, hvor kultur og samfundsopbygning minder mest om vores.
For selvfølgelig vil vi kunne finde inspiration, der kan sikre, at flere får bedre hjælp hurtigere. Således at vi ikke opfinder den samme dybe tallerken i fem forskellige lande, men i stedet hjælpes ad, med både at lappe huller og male blomster på den samme tallerken.
Når vi gør det på tværs af landegrænserne, slipper vi måske endda for det lille nagende konkurrencegen, der ofte dukker op i rent danske samarbejder, hvor vi grundlæggende slås om de samme penge.
Det er altså ubetinget en god idé med mere nordisk samarbejde. Men: Det er ikke så let, som det lyder. I det danske civilsamfund er der nærmest ikke nogen, der har overblik over de indsatser, der findes indenfor landets grænser.
Så hvordan kan vi få overblik nok over, hvad der findes i andre lande til at finde de rigtige at samarbejde med. Det kræver, at man enten har stor tillid til tilfældet; at det var den bedste samarbejdspartner man tilfældigvis mødte til et onlinemøde, eller – mere realistisk - at man har mange timer til research og kaffemøder.
Behov for at bygge tillidsfulde relationer
Og når man så har fundet den eller de rigtige til at etablere et netværk med, dem der laver noget for samme målgruppe, eller ud fra samme metode – så man kan få noget af den viden, man savner – så er det først der, man rigtig skal lære hinanden at kende.
Man skal forstå hinandens metode og praksis, og i et nordisk samarbejde også forstå det samfund, den praksis fungerer i.
For godt nok er vores lande ens, men der er også mange forskelle, man skal tage højde for, før man kan bruge en norsk model i en dansk kontekst. Man skal også bygge en så tillidsfuld relation organisationerne imellem, at man ikke bare deler historierne om det, der virker – men også dem om det, der er gået knap så godt.
Det tager tid. Og tid koster penge. Penge, der kan være svære at få, hvis man ikke allerede inden de første netværksmøder kan love, at der kommer noget konkret ud af det, der kommer målgruppen til gode. Hvilket er det eneste, man ikke kan love fra start.
Men først, når den gode relation er etableret, og man kan se, at der er grobund for et konkret samarbejde eller "import" af en ny tilbudstype.
Med fare for at spore debatten om nordisk samarbejde ind i en anden debat, så er den absolut største barriere for, at en mellemstor organisation, som vores, indgår i nordiske netværk og samarbejder, at vi ikke har ressourcer til det.
Vi vil det meget gerne, men hvor finder vi midlerne til den form for international organisations-dating, der skal til, for at finde det rigtige match?
Timerne til at lave research på, hvad der egentlig findes udenfor landets grænser. Timerne til at tage en masse indledende kaffemøder. Timerne til at mødes over flere omgange for at lære hinanden at kende og bygge en god relation. Det er timer vi ikke har – for det er timer, der kræver væsentligt flere frie midler, driftsmidler om man vil, end vi har.
{{toplink}}
M: Styrk fællesskabet for at bekæmpe trivselskrisen
Svensk civilsamfundsleder: I Norden er vi det lykkeligste folk, men selvmord er den mest hyppige dødsårsag blandt svenske unge
