Sand: Flere socialt udsatte ved stemmeurnerne giver demokratiet legitimitet
For hjemløse er politikerne vogtere af et system, der har vendt dem ryggen. Særlige indsatser for at få hjemløse til stemmeurnerne giver dem tilliden tilbage og viser dem, at deres stemme betyder noget, skriver sekretariatsleder Ask Svejstrup.
Hjemløse er ikke dem, der trækker valgprocenten op, når der er valg. Forståeligt nok.
Hjemløse er udenfor i mere end én forstand. De har ikke noget sted at bo, og er heller ikke rigtig en del af samfundet. Som samfund vil vi helst gøre noget for hjemløse op til et valg, mens de er mere uinteressante, når der skal handling bag ordene.
Politikerne kan også gøre det meget tydeligt, at de ikke er til for hjemløse.
Når Jakob Ellemann-Jensen (V) udtaler, at folket drømmer om at få en ejerbolig og at det er det, han vil arbejde for, siger han samtidig, at folk – hjemløse og andre socialt udsatte – der aldrig vil få råd til at købe en bolig, ikke er en befolkningsgruppe, han vil gøre noget for. Dén ideologiske udmelding fik mange hjemløse til at se rødt.
Hvorfor overhovedet stemme?
Hjemløse er ikke de største fans af det etablerede samfund. De er faldet igennem samfundets efterhånden noget stormaskede sikkerhedsnet. De er udenfor.
Som andre, der føler sig udenfor – for eksempel skoleelever, der bliver mobbet – har man ikke den store lyst til at opsøge den ubehagelige følelse, det er at forsøge at blive en del af fællesskabet.
Som regel har man heller ikke de bedste erfaringer i mødet med systemet. Man føler, at det i den grad har svigtet en, tilliden er tyndslidt eller helt væk.
For hjemløse er politikere vogtere af et system, der marginaliserer, øger uligheden, underminerer retssikkerheden, nedsætter de økonomiske ydelser gang på gang, sanktioner uberettiget, taler ned til en og alskens andre ubehageligheder. Hvordan kan man have tillid til dem? Er det ikke ét fedt, hvem der styrer landet? Hvorfor skal man overhovedet bruge tid på at stemme?
Vind tilliden tilbage
Sand – De hjemløses landsorganisation er skabt af hjemløse, der gerne vil gå i dialog med ”systemet”, med de folkevalgte og de tilbud, der er til hjemløse. Derfor har vi i Sand også en lang tradition for at få hjemløse til at gå i dialog med politikere. Som de mobbede børn ofte får at vide: Der er ingen vej udenom.
Der findes kun den svære vej, hvor man er nødt til at vise tillid. Men det betyder ikke, at man skal gå den svære vej alene. I Sand støtter vi hjemløse med at vinde den tabte tillid tilbage. Vi starter i det små og arbejder os med små skridt fremad.
Ved kommunalvalget sidste år støttede vi eksempelvis Københavns Kommune i sin kampagne for at få flere hjemløse til at stemme, ved at køre rundt med en valgbus til væresteder og herberger for hjemløse. Her fik man mulighed for at få sig et valgkort og for at brevstemme.
Fra tidligere valg ved vi, at sådanne tiltag har øget stemmeprocenten blandt hjemløse. Og hvem husker ikke socialminister Anette Vilhelmsens lovning på en million kroner til Lisbeth Zornigs projekt ’Stemmer på Kanten’? Forhåbentlig husker I også, at kampagnen rent faktisk virkede.
Alle stemmer er vigtige
Det signal, der sendes ved at lave en specielindsats for at få hjemløse til stemmeurnerne er, at deres stemme også betyder noget.
Det er et signal om, at det er vigtigt at få alle typer borgere i et samfund med i de demokratiske handlinger, der skal legitimere, at magten samles på relativt få hænder. Hvis ikke samfundet har legitimitet, mister det sin sammenhængskraft.
Folket vil gå på gaderne – ikke bare de hjemløse – og demonstrere for et systemskifte.
Revolutionsstemningen er dog ikke det første, der åbenbarer sig. Det er efterspørgslen på indsatser for de udsatte, de svage, de hjemløse og hvad vi ellers benævner de grupper, for hvem vores velfærdssamfund måles på. Har vi ikke overskud til at tage os af disse grupper, er det så et samfund vi kan se os selv i?
Hvis først bedsteborgerne, de der drømmer om at få en ejerbolig, begynder at tvivle, høster du som politiker ikke mange stemmer.
Hvis stemmeprocenten skal øges i hjemløsegruppen, handler det om at signalere, at vi faktisk gerne vil dem. Det kræver mere end skåltaler.
Det kræver også, at man kommer til hjemløse og inviterer dem til at deltage. Dels ved at styrke interesseorganisationerne på området, dels ved at lave konkrete indsatser, målrettede oplysningskampagner, valgbusser, og så videre. Og sidst men ikke mindst kræver det handling bag de ord, der falder i valgkampens hede.
Sekretariatschef i Alternativet: Efter fire år med borgerforslag er det tid til at udvikle konceptet
Kirkens Korshær: Ensomhed er ikke kun den enkeltes problem
