Frivilligrådet og brancheforening: Ny finansieringsmodel skal styrke civilsamfundet

Drop de kortsigtede løsninger. For at styrke civilsamfundet skal finansieringsmodellen bygge på kvalitet, skriver formand for Frivilligrådet Anna Bjerre og formand for Civilsamfundets Brancheforening Laila Walther.

Til efterårets forhandlinger om en ny model for grundfinansiering kan politikerne være med til at skabe en ny og bedre civilsamfundssektor. Det er en historisk chance, og vi kan næsten ikke vente.

Stabile økonomiske vilkår er vigtige for at hjælpe de mest sårbare borgere. Civilsamfundets organisationer er en uundværlig del af vores velfærdssamfund. De leverer specialiserede indsatser og skaber inkluderende fællesskaber, der supplerer det offentliges indsats.

Men som det er i dag, bliver for mange af de statslige midler fordelt på en uhensigtsmæssig måde. På social- og sundhedsområdet er finansieringen fragmenteret, og kriterierne for tildeling af midlerne er uklare.

Vi har derfor brug for en finansieringsmodel, som passer bedre til sektorens behov.

Ny finansieringsmodel

Civilsamfundet i Danmark er stort og betydningsfuldt. Sektoren er fundamentet for social sammenhængskraft og medborgerskab. Organisationerne rådgiver hundredtusindvis af mennesker årligt og skaber fællesskaber, der styrker de mest sårbare borgere.

Behovet for en ny finansieringsmodel er klart, og det er heldigvis også politisk anerkendt. Først i regeringsgrundlaget og senere i den politiske aftale om SSA-reserven fra 2023. Det er tid til at droppe kortsigtede løsninger, der skaber usikkerhed og fragmentering. Vi har brug for en model, der bygger på gennemsigtighed, kvalitet og langvarighed.

Frivilligrådet og Civilsamfundets Brancheforening anbefaler en model, der først og fremmest sikrer langsigtet driftsstøtte. Det betyder finansiering af vedvarende indsatser, sekretariater og service til organisationens medarbejdere og frivillige.

Størstedelen af støtten til civilsamfundet bør være driftsstøtte, så organisationerne kan fokusere på at løse sociale problemer frem for at bruge tid på at hoppe fra usikker ansøgnings-tue til tue, hver gang bevillingen til arbejdet for en sårbar gruppe udløber. Resten af midlerne bør bruges til at udvikle nye initiativer, metoder og partnerskaber samt til at opbygge organisationernes kapacitet. På den måde kan vi sikre innovation og vækst i sektoren.

Opskriften

Det er afgørende, at måden, støtten gives på, er transparent, effektiv og bygger på objektive kriterier. Transparens sikrer, at alle, herunder politikere, modtagere og offentligheden, kan se, hvordan midlerne bliver fordelt og brugt. Det vil også medføre en effektivitet, så midlerne bruges på den bedst mulige måde, hvilket jo er i alles interesse.

{{toplink}}

Der bør udarbejdes årlige oversigter over, hvor meget støtte der gives, hvem der modtager den, og administrative procedurer bør tilpasses, så civilsamfundet kan navigere nemmere.

Organisationer bør have mulighed for at søge om midler baseret på deres størrelse, målgruppe og specifikke indsatsområder. Dette sikrer, at støtten fordeles retfærdigt og målrettet. Små organisationer med lokale indsatser har andre behov end store organisationer med brede nationale eller internationale projekter.

Ved at tage højde for organisationernes størrelse, målgrupper og indsatsområder kan man sikre, at støtten gives på en måde, der bedst understøtter den enkelte organisations unikke bidrag til civilsamfundet.

Det er på tide at handle

Vi vil bede politikerne tænke både hurtigt og langsomt.

Tænk hurtigt og brug den unikke mulighed, der er, for at netop i år bliver året, hvor I vedtager en ny model. Tænk langsomt og sæt 2025 af til at implementere modellen. Vi anbefaler, at alle puljer til udløb i 2024 forlænges med et år, som en et-årig investering i at en ny model ikke skaber yderligere uro og utryghed hos vores brugere og vores medarbejdere.

Vi har muligheden for at skabe en ny, bæredygtig finansieringsmodel for civilsamfundet, der kan sikre stabilitet, kvalitet og langsigtede løsninger for de mest udsatte. Vi opfordrer derfor politikerne til at støtte op om disse principper og desuden om en rolig og ordentlig overgang.

Så kan vi sammen sikre, at civilsamfundet fortsat kan spille sin vigtige rolle i vores velfærdssamfund.

Forrige artikel Folkebevægelse og ordførere: Ensomhed skal ud af venteværelset og ind i forhandlingslokalet Folkebevægelse og ordførere: Ensomhed skal ud af venteværelset og ind i forhandlingslokalet Næste artikel CFSA: Civilsamfundet går på tværs af sektorer – det bør hjælpen til dem også gøre CFSA: Civilsamfundet går på tværs af sektorer – det bør hjælpen til dem også gøre