AskovFonden: Vi skal forholde os kritisk til at blive finansieret af staten

Vi står midt i en debat om hvorvidt civilsamfundsorganisationer skal have grundfinansiering fra staten, og selvom det åbenlyse svar ville være ja, som direktør for AskovFonden, der selv er en civilsamfundsorganisation, så er jeg ikke sikker på, at det er det rigtige at gøre.

Årsagen er blandt andet, at vi som civilsamfundsorganisation har en forpligtelse til at være kritiske og konstruktive overfor offentlig velfærd, og måden de mest udsatte bliver mødt, fordi vi repræsenterer de sårbare stemmer i samfundet. Hvis vi finansieres af staten, kan jeg se nogle barrierer i, om vi formår at bibeholde den nødvendige armslængde.

Vi skal have hånden på kogepladen

I AskovFonden møder vi dagligt mennesker, som forgæves har søgt hjælp gennem mange år, uden at få den rigtige hjælp på det rigtige tidspunkt. Derfor er en del af vores rolle at give en stemme til eksempelvis de unge, som falder igennem de offentlige systemer, de psykisk sårbare, som ikke får den nødvendige hjælp i psykiatrien, og de voldsramte familier, der stadig står på venteliste til at få hjælp.

Det er en del af vores DNA, og har været det siden 1943, og vi tager ansvaret for at være de udsattes stemme alvorligt. Vi er til gengæld også dem, som altid gerne bidrager til at udvikle nye sociale løsninger i samarbejde med staten, kommuner og andre aktører, fordi vores berettigelse er at hjælpe flest muligt, bedst muligt.

Når vi hører om et generelt problem fra mennesker, der er udsatte, så ser vi det som en del af vores opgave at udvikle løsninger, som både kan hjælpe her og nu, men også med mulighed for at andre kan inspireres, og løsningen skaleres til gavn for flere.

Et eksempel er mødregrupperne, som AskovFonden initierede i 1943. De er et godt eksempel på, hvordan vi som civilsamfundsorganisation så et behov for fællesskab på tværs af mødre, og etablerede de første mødregrupper, som i dag er et alment tilbud til alle nybagte forældre.

Det vigtige er ikke, at det er AskovFonden, der står bag, men at initiativet er blevet en del af vores nuværende velfærd. På samme måde har vi udviklet Dialog mod Vold (2001), et behandlingstilbud til voldsramte familier, som i dag er på finansloven.

Det er AskovFondens vigtigste opgave at være med til at løse velfærdsudfordringer, og det kræver en fornuftig økonomi. Men jeg vil foretrække, at økonomien er bundet op på konkrete løsninger, hvor regeringen og det offentlige naturligt involverer civilsamfundet, fordi vi kan supplere de offentlige tilbud.

Lad de bedste løse opgaven

Der skal udvikles et bedre samarbejde på tværs af regeringen og de mange gode civilsamfundsorganisationer. Eksempelvis er civilsamfundet kun nævnt en gang i regeringens 10-års psykiatriplan. Dette undrer mig, når vi ved, at ensomhed og isolation er en af konsekvenserne ved psykisk sårbarhed.

Her kan civilsamfundet byde ind med gode tilbud, som skaber netværk og synlig effekt, og det vil være klogt at investere i bæredygtige indsatser, fremfor at tro at det offentlige kan løse alle opgaver.

Jeg vil foretrække, at samarbejdsmulighederne om de gode løsninger optimeres, og at finansieringsvilkårene, når civilsamfundet løser opgaver, som supplerer det offentlige, struktureres på en mere befordrende måde, hvor der er plads til administration og kommunikation, som nye indsatser kræver.

Vi vil hellere have ressourcer til at løse konkrete samfundsudfordringer, end grundfinansieres for vores eksistens.

Jeg vil foretrække, at samarbejdsmulighederne om de gode løsninger optimeres, så vi bliver inddraget, når der skal findes nye sociale løsninger, og at finansieringsvilkårene, indeholder økonomi til administration og kommunikation, som nye indsatser kræver.

debat@altinget.dk